Ofirs historie
Hvad betyder Ofir?
I 2000 skulle det daværende jobavisen.dk have et nyt navn. Valget faldt på Ofir, inspireret af bogen "Ofir's guld" skrevet af Erwin G. Bloch.
Ofir var stedet, hvor Kong Salomon som beskrevet i Første Kongebog (kapitel 9 og 10) i Bibelen, hentede sit guld. Der er flere teorier om hvor guldlandet, der aldrig er blevet fundet, lå. Enten sydvest på den arabiske halvø, på Afrika's horn eller Fura-bjerget i Zimbabwe.
På Ofir.dk er vores målsætning, at jobsøgende skal finde ”guld” – det job, der passer lige præcis til dem, og at arbejdsgivere opnår det samme – at finde den helt rigtige medarbejder.
Ofirs historie
2011
1. februar går Ofir.dk live med et helt nyt design. Logoet kan du nok genkende, selvom det har skiftet farve fra rødt til blåt, og selve sitet fremstår mere seriøst og indbydende. Samtidig lanceres et banebrydende koncept, hvor virksomheder kan vælge at annoncere gratis på Ofir, eller vælge en betalt annonce der giver mere effekt.
Ofir markedsfører sig mod arbejdsgivere som ”Ofir & Søndagsavisen” med taglinen ”To medier – ét jobmarked”. Linket mellem de to medier forstærkes yderligere og Ofir fremstår nu som en online shop, hvor man kan købe jobannoncering til begge medier.
2009
I marts 2009 får Ofir.dk nyt logo, i den velkendte røde farve, nyt design og nye søgefunktioner. Samtidig lanceres 3 nye fagportaler, Økonomijobbet, Salgsjobbet og Plejejobbet. Logoet signalerer, at Ofir er et sted, hvor arbejdsgiver og jobsøgende finder hinanden.
2006
Den 26. maj fejres 10 års jubilæum på nettet. På det tidspunkt er OFiR.dk blandt de mest besøgte websites i Danmark med ca. 1 mio. unikke besøgende om måneden. 300.000 har en e-mail konto hos OFiR. OFiR Chat er ét af de største chatsteder i Danmark. Flere end 20.000 brugere har oprettet dating-profiler på OFiR.dk.
OFiR/MatchWork jobnetværket er et af Danmarks mest besøgte jobsites med 100.000 unikke besøg pr. uge og der indrykkes 1.000-1.500 nye annoncer hver uge.
I efteråret vælger man at splitte Ofir.dk, så Ofir.dk udelukkende fremstår som jobportal i selskabet OFiR Danmark a-s, og de øvrige services bliver flyttet til(bage) til FORUM.dk i et nystiftet selskab FORUM.dk A/S.
2004
Den 2. april 2004 bliver MatchWork World wide A/S et 100% ejet datterselskab af OFiR a-s. Jobportalen MatchWork.dk indgår nu i OFiR.dk jobannoncenetværket.
2000
Den 1. januar udskilles internetaktiviteterne i Søndagsavisen a-s i et selvstændigt datterselskab, der senere får navnet OFiR a-s.
I oktober samlede man alle internet-aktiviteterne (jobavisen.dk og FORUM.dk) i selskabet OFiR Danmark a-s under ét fælles navn: OFiR.dk, som udbød services som jobannoncer, e-mail, chat, dating, shopping, boligportal, biler m.v..
1999
Aktiviteterne udvides kraftigt og portalen havde ca. 3 mio. besøg om måneden, hvilket er en vækst på 100 gange i løbet af halvandet år.
1998
Portalen får stadig nye services lagt til, bl.a. gratis e-mail og boligsøgning, og bliver hurtigt en fast startside for mange internetbrugere.
1996
Søndagsavisen a-s går online og etablerer jobavisen.dk for at understøtte Søndagsavisens betydelige stillingsmarked i Danmark.
Samtidig etableres portalen FORUM.dk, der skal fungere som paraply for de samlede aktiviteter, herunder Jobavisen.dk.