Vi søger en engageret og erfaren leder til Budgetenheden på hele Danmarks specialiserede hospital med opgaver i relation til styring, budgetlægning og -opfølgning ift. udgifter og aktivitet. Denne spændende og centrale stilling bliver ledig, da vores nuværende budgetchef skal være kontorchef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Vil du være en del af et udviklende og ligeværdigt samspil med kompetente medarbejdere og kollegaer, hvor fokus er på god ressourceallokering, effektivitet og budgetoverholdelse? Så er du måske den kollega, vi søger.
Sundhedsvæsenet står overfor udfordringer med ventelister og opgavepres, som kalder på forandringer. Rigshospitalet er i gang med at gentænke, hvordan vi arbejder og tager del i det samlede sundhedsvæsen. En stabil økonomi og de rette styringsmæssige rammer og incitamenter er væsentlige forudsætninger for en vellykket omstilling. For at komme i mål skal den skarpe økonomiske faglighed til stadighed bringes i spil sammen med de øvrige meget kompetente fagligheder inden- og udenfor hospitalet. Her er din rolle helt central.
Budgetenheden er sammen med Planlægningsenheden, Enheden for Forskerstøtte og -Økonomi og Dataenheden en del af Økonomi- og Planlægningsafdelingen. Afdelingen er præget af en uformel og ambitiøs samarbejdsform, hvor professionalisme og tillid er bærende værdier. Enhedscheferne refererer til Økonomi- og Planlægningschefen.
Økonomi- og Planlægningsafdelingen er én ud af fire centrale stabe på Rigshospitalet, som indgår i et tæt og matrixorienteret samarbejde. Organiseringen er funderet i ønsket om helhedssyn, specialisering, og nye samarbejdsformer, med det mål at give det bedste grundlag for at bidrage til Fremtidens Rigshospital og understøtte Rigshospitalets vision: Til gavn for den enkelte patient og det samlede sundhedsvæsen. Se eventuelt også https://www.rigshospitalet.dk/om-hospitalet/strategi/Sider/vision.aspx?rhKeywords=vision
Du får ledelsesansvaret for enhedens 12 engagerede og kompetente medarbejdere og bliver en del af Økonomi- og Planlægningsafdelingens ledergruppe samt den tværgående stabs- og enhedschefgruppe.
Stillingen Stillingen omhandler ledelse i forhold til de opgaver, der vedrører budgetområdet, og budgetchefen får ansvaret for driften og de strategiske oplæg på områderne:
- Aktivitets- og bevillingsstyring
- Budgetlægning og -opfølgning
- Lokal drift af budget- og lønsystemet
- Fremmødeplanlægning
- Økonomiopfølgning og -rapportering
- Regnskab
- Medicin
- Effektiviseringsarbejde og omprioritering
- Økonomisk analyse
- Fordelingsregnskab
- Forskningsstatistik
- Økonomi i forhold til opgaveflytninger
- Budgetsager
Opgaverne varetages tæt på beslutningerne i nært samarbejde med de øvrige enheder i afdelingen, de øvrige stabe, direktionen og Rigshospitalets syv centre.
Din profil Vi forventer, at du har nogle års god erfaring med ledelse af medarbejdere i en lignende funktion - gerne indenfor sygehusvæsenet. Du har en relevant uddannelse indenfor økonomi som cand.polit., cand.oecon. eller lignende. Du er god til at kommunikere mundtligt og skriftligt, er klar og tydelig og naturligvis dreven med tal, data og økonomisk metode. Du har en grundlæggende interesse i det samfund, vi lever i generelt og i den udvikling der sker på sundhedsområdet. Du er struktureret og systematisk i din arbejdsform og har evnen til at fastholde overblikket – også når der er mange detaljer. Du forstår løbende at omsætte de mange beslutninger til effekt på bundlinjen.
Du har en samarbejdsform, der er konstruktiv og åben i forhold til husets forskellige faggrupper og samarbejdspartnere, samtidig med at du kan holde fast i egen faglighed. Du kan lide ledelse og lægger vægt på at etablere gode relationer. Vi forventer, at du involverer medarbejderne i overvejelser og beslutninger, og at du udviser tillid og empati. Du bliver leder for en erfaren og meget kompetent medarbejdergruppe, så vi forventer også, at du kan tilpasse din ledelse til den enkeltes behov og formår at uddelegere og frisætte opgaverne, når det er relevant.
Du er ansvarlig, initiativrig, nysgerrig og kritisk i forhold til opgaverne og troværdig i samarbejdet med andre. Du tænker grundlæggende positivt og kan bevare roen og vise vejen under forandring, og når det ind imellem går stærkt.
Vi tilbyder - En stor og spændende arbejdsplads med mange forskellige faggrupper, hvor høj faglighed og engagement er fællesnævner.
- Et fagligt fællesskab med kollegaer, der ud over at være kompetente, også er rare at omgås.
- Mulighed for indflydelse på den fremtidige udvikling på området, hvor du kommer tæt på beslutningerne.
- Fleksible arbejdsvilkår
Yderligere information Økonomi- og Planlægningschef Marianne Værn Thomsen på tlf. 2931 3440
Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelse sker i henhold til Aftale for chefer, og indplacering sker som enhedschef.
Ansættelsessamtale Første samtale forventes afholdt den 13. og 14. juni og anden samtale den 20. juni. Der vil indgå personlighedstest mellem de to samtaler.
Ansøgningsfrist Onsdag den 5. juni 2024
Stillingen ønskes besat per 1. august 2024 eller snarest derefter.