Kan du se dig selv som en del af et stærkt fagligt BI-miljø, som understøtter tusindvis af ledere og en stor politisk organisation med analyser og rapportering? Vil du bidrage til at videreudvikle vores nyligt implementerede SAP BI-rapporteringsmiljøer inden for økonomi- og personaleområdet? Og kan du bidrage til den fulde proces fra kortlægning af forretningsmæssige behov til kodning, udvikling og implementering? Så har vi måske stillingen til dig.
Du bliver en del af forretningsdatateamet i kontoret Udvikling, Optimering og Forretningsdata i Koncernservice i Københavns Kommune. Formålet med Forretningsdata er at skabe et stærkt fagligt miljø omkring det at arbejde med data til gavn for brugerne.
Koncernservice er ansvarlig for de fælles ledelsesinformationsløsninger, som anvendes af alle kommunens ledere, når de skal styre økonomi- og personaleområdet. Desuden ligger Koncernservice inde med store datamængder, som anvendes i den interne driftsstyring og i dialogen om de services, som vi leverer til de syv forvaltninger i kommunen.
Vi arbejder efter en klar strategi, hvor vi i stigende grad går fra at lave manuelle udtræk på kildesystemerne til i stedet at bygge automatiserede dataflows og ledelsesinformationsrapporter, som udstilles for brugerne. Både økonomi- og lønsystemet er SAP-baserede løsninger. KMD står for driften og datastruktureringen, mens vores opgave er at bygge rapporter på baggrund af dialog med forvaltningerne samt at have kontakten til KMD. For så vidt de interne styringsdata bygger vi hele dataflowt fra kilden (f.eks. vores serviceplatform, ServiceNow) til rapportering, og vi er langt fremme med brugen af Azure og PowerBI.
Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du er god til at forstå forretningsmæssige behov og er stærk til at omsætte dem til data og rapportering. Du er dygtig til at opbygge dynamiske rapporter (front-end) og er også gerne stærk på ETL-processer (back-end) og kan arbejde op mod IT-udviklere.
Det er ikke noget krav, at du kender til vores specifikke værktøjer, men det vil være en fordel, hvis du har kendskab til SAP Business Objects, det underliggende Business Warehouse og KMD OPUS, som også bygger på SAP-platformen. På den forretningsmæssige side vil det især være godt, hvis du har arbejdet med økonomirapportering og økonomistyring samt eventuelt også personaleadministration og løn.
Samlet set lægger vi vægt på, at du
- har en relevant videregående uddannelse (f.eks. økonom, civilingeniør el.lign.)
- har erfaring med at lave ledelsesinformation – og gerne i Business Objects
- er god til forretningsmæssig dialog ud mod forvaltningerne
- har kendskab til økonomirapportering, personaleadministration og løn
- har indsigt i SAP og OPUS og kan arbejde op imod IT-udviklere og vores leverandør KMD
- er ansvarlig, struktureret og god til at samarbejde
- mestrer mundtlig og skriftlig formidling
Vi forestiller os, at du har nogle års erfaring med dataarbejde, men nyuddannede kan også komme i betragtning, hvis de har de rette kompetencer og den rette indstilling. Udover det faglige lægger vi også vægt på dine menneskelige egenskaber, og det bør derfor falde dig naturligt at gå foran, inddrage og inspirere samt at være en god og hjælpsom kollega, der møder op med godt humør.
Vi tilbyder dig
Vi tilbyder et stærkt fagligt miljø, hvor du får en spændende stilling i en organisation med gode udviklingsmuligheder, dygtige kolleger og et værdigrundlag, der lægger vægt på tillid og en anerkendende tilgang til medarbejderne.
Vi vil især fremhæve, at du får
- et spændende og attraktivt job på landets største arbejdsplads
- et godt fagligt miljø omkring det at arbejde med data og analyser
- en fleksibel arbejdsplads, der lægger vægt på, at medarbejderne trives
- stor kontaktflade til resten af Koncernservice og Københavns Kommunes forvaltninger
- gode og dygtige kolleger med en åben og uhøjtidelig omgangstone
- gode udviklingsmuligheder både fagligt og personligt
- mulighed for indflydelse på arbejdet
- attraktive lokaler ved Fuglebakken Station og gode medarbejdertilbud
Løn- og ansættelsesvilkår
Indplaceringen vil ske som fuldmægtig eller eventuelt specialkonsulent. Lønnen fastsættes ud fra dine erfaringer og kvalifikationer efter gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. Stillingen er varig med 37 timer om ugen.
Mere information
Vil du høre mere om stillingerne, så kontakt kontorchef for Udvikling, Optimering og Forretningsdata Janus Rønholt Hansen på 2154 9037, eller teamleder for Forretningsdata Nikolai Bülow Tronche på 2364 9388.
Søg stillingen via nedenstående link senest onsdag den 20. februar 2019
Om Koncernservice
Koncernservice er et af landets største fællesadministrative centre. Vi betjener Københavns Kommunes syv forvaltninger med styring af økonomi, løn- og personaleadministration. Det er vores mål at effektivisere og optimere administrative arbejdsgange og sikre et højt serviceniveau, så kommunens 45.000 medarbejdere kan koncentrere sig om at levere velfærdsydelser af høj kvalitet. Vi er ca. 700 ansatte og blandt landets største shared service centre. Læs mere om os på:
www.koncernservice.kk.dk.