Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Rådgiver til Operation Resolute Support i Afghanistan

Er du logistiker og samtidig aktiv frivillig i Hjemmeværnet eller tilhører personelreserven i Hjemmeværnet eller Forsvaret.

Har du interesse i at gøre en forskel og arbejde i et internationalt miljø i en travl hverdag, hvor der stilles krav til din faglighed, så er du måske den person, som vi søger til et spændende job ved hovedkvarteret/Resolute Support (HQ/RS) i Kabul, Afghanistan.


Om os

Operation Resolute Support er en NATO-ledet trænings-, rådgivnings-, bistands- og antiterrormission bestående af over 12.000 tropper fra 40 forskellige NATO og partnerlande.

Danmarks bidrag til missionen er på omkring 90 mand. Missionens formål er at støtte den afghanske regering i opbygningen af de afghanske sikkerhedsstyrker og institutioner. Det multinationale hovedkvarter er placeret i Kabul.

Arbejdet som rådgiver foregår i et internationalt miljø, hvor opgaverne ofte er komplekse og hvor løsningen ofte afhænger af gode relationer til de afghanske institutioner. Stillingens fysiske placering under udsendelsen er i Hamid Karzai International Airport. Yderligere information kan ses på: www.rs.nato.int

Om stillingen

Arbejdsopgaverne spænder bredt og indbefatter assistance til det afghanske forsvar på højt niveau i forbindelse med masterdata opgaver. IT reference softwaren er MC Catalouge. Der vil i forbindelse med rådgivningen være behov for en bred vifte af kompetencer indenfor dette område. Arbejdsopgaven er helt overordnet at rådgive i forbindelse med opbygningen og udbygningen af Afghanistans kapacitet inden for masterdata.

En stor del af stillingsindholdet er endvidere arbejdet i forbindelse med vedligeholdelse af kontrakter og udarbejdelse af nye kontrakter, som understøtter den fremtidige udvikling af logistiksystemet. Dette arbejde omhandler og forudsætter kendskab til Supply Chain Managment, og Buissness Intelligence software.

Deltagelse i planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af mødevirksomhed.

Om dig

Du har en relevant akademisk uddannelse på kandidat niveau. Gerne indenfor det logistiske område fortrinsvis i Procurement, Supply Chain Management og/eller Contracting. Du har erfaring med håndtering af en bred vifte af logistiske problemstillinger. Herunder vil erfaring med udvikling og implementering af software være en stor fordel

Din militære baggrund er som minimum den grundlæggende militære uddannelse fra Hjemmeværnet eller Forsvaret. Du har løbende vedligeholdt dine militære færdigheder som aktiv i Hjemmeværnet eller i personelreserven. Du skal således inden ansættelsen som minimum have bestået Forsvarets Fysiske Basistest samt have opdateret kvalifikationer indenfor faget førstehjælp.

Du er særlig stærk skriftligt og analytisk, du er resultatorienteret og har stor gennemslagskraft i dit arbejde. Endvidere er du god til planlægning og gennemførelse af sager samt til udarbejdelse af dokumenter i et strategisk perspektiv.

Du udviser professionalisme, som blandt andet kommer til udtryk ved, at du vedligeholder og udvikler din teoretiske og praktiske viden, ligesom du er indstillet på altid at sætte kunderne i centrum for din rådgivning.

Du kender betydningen af stærke relationer, ligesom du er i stand til at samarbejde bredt og på forskellige niveauer og du behersker engelsk som arbejdssprog.

Vi lægger vægt på, at du kan arbejde selvstændigt, systematisk og struktureret, at du har tålmodighed og er omstillingsparat, samt at du kan udvise overblik i pressede situationer.

Det er ønskeligt, at du har erfaring med at arbejde i et hovedkvarter eller større virksomhed, herunder er det ønskeligt at du har erfaring med ledelse af forandringer og/eller projektledelse f.eks. gennem PRINCE2.

Ansættelsesvilkår

Du bliver ansat og aflønnet efter den gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i staten. Til ansættelsen er der tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1 %. Der kan være mulighed for at forhandle et tillæg i forhold til dine kvalifikationer til stillingen.

Under udsendelsen vil du modtage diverse tillæg og ydelser i forhold til indgåede aftaler.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Stillingen kan også besættes efter protokollat af 27. oktober 2015 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen vil således omfatte kaptajner/kaptajnløjtnanter og majorer/orlogskaptajner i løngruppe 4 og 5. Stillingens indhold og niveau justeres efter den valgte kandidat.

Ansættelsen vil forventeligt være fra 6. november 2017 og indtil ophør af udsendelsen til Afghanistan. Udsendelsen til Afghanistan vil være i perioden fra ca. 1. marts 2018 og 6 - 12 måneder frem. Ansættelsestidspunktet og den endelige udsendelseslængde vil kunne forhandles i forhold til den enkelte ansøger.

I perioden forud for selve udsendelsen vil der være forskellige uddannelsesaktiviteter relateret til missionen.

Har du lyst til at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte oberstløjtnant Flemming Meinertz, Center for Stabiliseringsindsatser på telefon +45 25 42 98 00.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent Anders Erik Filtenborg, Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon +45 72 81 91 78.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Du bedes scanne og vedhæfte relevante dokumenter såsom bevis for kandidatuddannelse mv.

Ansøgningsfristen er den 20. august 2017. Ansættelsessamtaler forventes gennemført i uge 35 eller 36/2017.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her