Jobformidler siden 1978

Jeanette Hänel, 21. oktober 2016 (opdateret)

Sådan opbygger du struktur i dit CV

Frustrationen kan være stor, når man sidder foran skærmen og prøver at få CV’et til at tage sig bedst muligt ud.

Noget, som i første omgang kan gøre det hele mere overskueligt, er at inddele dit CV i en række punkter eller temaer og opstille dine erfaringer og uddannelser i omvendt kronologisk rækkefølge – altså det seneste nævnes først.

Nedenfor giver vi et forslag til struktur, som du kan tage udgangspunkt i. Men husk, at CV’er ikke behøver være ens hver gang! Tværtimod er der ofte point at hente, hvis man udfolder sig kreativt og målretter CV’et, MEN holder tingene overskuelige.

Begynd med: Personlige data

Indled dit CV med navn, adresse, telefonnummer, e-mail, alder og civilstand. Hvis dit CV fylder mere end én side, så husk at skrive sidetal og evt. navn og adresse på alle siderne. Til nogle typer stillinger kan det være en god ide at vedhæfte et billede af dig selv – specielt til stillinger, hvor du er virksomhedens ansigt udadtil.

Har du oprettet profiler på sociale medier som f.eks. LinkedIn og Facebook, så skriv det direkte link til dine profiler (men sørg først for at de kan tåle en potentiel kommende arbejdsgivers skarpe øje).

Og gå derefter til: Et kort resumé

Du kan evt. indlede dit CV med et kort resumé. Resuméet skal kort og præcist beskrive, hvilket afsæt du har kompetencemæssigt for at søge den pågældende stilling.

Husk resultater: I hvert fald hvis du søger en resultatorienteret stilling

Resultater, som en del af CV’et, er desværre ofte en overset del – men muligvis en af de vigtigste i en resultatorienteret stilling. Med resultater på dit CV, fortæller du nemlig ikke kun om dine gennemførte uddannelser, eller de områder du har arbejdet med, men også at du er i stand til at opnå resultater.

Læg vægt på din erhvervserfaring

Overvej, hvordan du bedst muligt, i forhold til det konkrete job, præsenterer din erhvervserfaring. Start med at liste dine ansættelser med virksomhed og stilling i omvendt kronologisk rækkefølge. Herefter er der forskellige måder at gribe det an på:

  • Nævn de forskellige hovedansvarsområder inden for hver stilling du har haft
  • Beskriv meget kort de vigtigste resultater, du har opnået i dine tidligere jobs
  • Fremhæv dine vigtigste kompetencer ud fra de arbejdsopgaver, du tidligere har løst

Du kan også vælge at kombinere de tre ovenstående måder at fortælle om dine erfaringer på.

Omvendt kronologisk liste over din uddannelse

Her skriver du oplysninger om din formelle uddannelse. Detaljeringsgraden afhænger af, hvor stor sammenhæng der er mellem din uddannelse, og det job du søger. Hvis der er stor overensstemmelse mellem job og uddannelse, kan det være hensigtsmæssigt at være meget detaljeret og nævne specifikke projekter, opgaver eller fag på studiet.

Hvis der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng, og det er dine mere generelle kvalifikationer, der er interessante, kan du blot skrive år og grad f.eks.:

2001: Cand. mag. i dansk og pædagogik fra Københavns Universitet

1995: Student fra Ribe Katedralskole

Efteruddannelse/kompetenceudvikling

Her skriver du relevant efteruddannelse og fagligt supplerende kurser f.eks. IT-kurser, merkonomkurser, lederuddannelse osv. Husk også at skrive kursets længde og sted.

Kompetencer

Her kan du kort fortælle, hvilke kompetencer du har opbygget gennem tiden indenfor følgende områder:

Sprog

Du bør angive dit skriftlige og mundtlige niveau pr. sprog, med mindre det er helt irrelevant for stillingen, du søger. Du kan derudover forklare, hvilke opgaver du kan løse med dine sprogkundskaber, f.eks. oversættelse, rapportudfærdigelse, forhandling, tolkning, m.m.

IT

Her beskriver du, hvilke programmer/systemer du kan, og på hvilket niveau du behersker dem. F.eks. administrator, superbruger, bruger eller begynder/har kendskab til.

Udlandsophold

Hvis du har opholdt dig i udlandet i arbejds- eller studiesammenhæng, kan det være hensigtsmæssigt at skrive det på dit CV.

Personlige egenskaber

Skriv eventuelt noget om dine styrker, og det du ved, du er god til. En god måde at gøre dette på, er ved for eksempel at skrive, hvordan du opfattes af andre, eller hvad andre ville sige om dig.

Fritidsinteresser

Dette punkt er der generelt meget delte meninger om. Nogen mener, at det er uvedkommende, og andre er af den opfattelse, at det er med til at tegne et billede af det hele menneske. Derfor må du, alt efter hvilken stilling du søger, og hvilken virksomhedskultur der er gældende der, vurdere om og i hvilket omfang du vil gøre noget ud af dette punkt. I det private erhvervsliv er det dog næsten altid et plus, at man er fysisk aktiv.

Hvis dine fritidsinteresser siger noget om din person og dine evner, er det en god idé at nævne dem. Løber du f.eks. maratonløb, så fortæller det noget om din udholdenhed og fightervilje, og spiller du skak, hører strategi måske til blandt dine spidskompetencer.

Andre spændende artikler

  • Sådan opbygger du struktur i dit CV

    CV'et er et af de vigtigste redskaber i din jobsøgning. Derfor er et vigtigt at der er god struktur i dit CV, så det er let for en arbejdsgiver at skimme det og danne et overblik over din profil. Se her hvordan.

    Læs mere
  • 12 gode råd til dit CV

    Kom godt i gang med dit CV – vi giver dig her tolv råd, som sikrer, at dit CV ikke bliver sorteret fra af dem, der sidder på dit ønskejob.

    Læs mere
  • Sådan målretter du dit CV

    Det er vigtigt, at du sætter dig i arbejdsgiverens sted, og målretter dit CV til det specifikke job, du er interesseret i. Se disse tips til hvordan.

    Læs mere
  • 10 gode råd til ansøgningen

    Kom godt i gang med din jobansøgning – vi giver dig her ti råd, som du ikke bare skal skrive bag øret, men have blinkende i panden, når du skriver en ansøgning.

    Læs mere