Jobformidler siden 1978

Jeanette Hänel, 12. oktober 2014

20 måder at score jobbet på

Der findes mange tips og tricks til, hvordan man lander jobbet. Her giver vi dig 20 tips, blandet med masser af gode og ret kreative eksempler, der kan inspirere og hjælpe dig godt på vej.

  1. Forberedelse er alfa og omega

    Foretag research og mød forberedt op til din jobsamtale

    Før du tager af sted til din jobsamtale, er det en god idé at google den person, du skal til samtale hos. Du kan med kun få klik få værdifuld viden, der giver dig et vigtigt forspring i retning af jobbet.

    Det kan virke lidt snagende at google en person, du måske aldrig har mødt, men i bund og grund handler det om, at du har en oprigtig interesse i jobbet og virksomheden. Du forbereder dig grundigt og indhenter viden om virksomheden, fordi du har et ønske om at gøre et godt indtryk til jobsamtalen.

    Find forskellige artikler frem om virksomheden og læs, hvad virksomheden skriver om sig selv på deres website. En god baggrundsviden om virksomheden og de arbejdsopgaver, du forventes at udføre i dit nye job, er den bedste start på jobsamtalen. Og den slags bemærker en arbejdsgiver.

  2. Google Adwords

    Gør dig bemærket med Google Adwords

    En amerikansk reklamemand var på jagt efter et nyt job. Han valgte at bruge Google Adwords i sin jobsøgningsstrategi.

    Først fandt han navnene på seks ledere i reklamebureauer, han gerne ville ansættes i. Han tænkte, at alle nok googler sit eget navn en gang imellem. Derfor oprettede han en Google Adwords konto. Google Adwords er små annoncer, der vises på Googles søgemaskine, når der bliver søgt på bestemte søgeord.

    Reklamemanden satte sin Google Adwords annonce til at blive vist først på Google, når en af de seks virksomhedslederes navne blev brugt som søgeord i Googles søgemaskine. Med en Google Adwords annonce, der indeholdt en præsentation og et link til sin blog, fik han på den måde kommunikeret, at han gerne ville arbejde hos disse virksomhedsledere og i deres virksomhed. Og strategien lykkedes. Han fik et job hos et af de reklamebureauer, han havde rettet sin Google Adwords mod.

    Du kan skrive din email-adresse eller dit telefonnummer ind i din Google Adwords annonce eller et link til din blog, hvis du har sådan en. Det er let at oprette en Google Adwords konto, og det koster under 100 kr. at komme i gang.

  3. Vær kreativ

    Søg jobbet på en måde, som ingen anden gør

    En kreativ ansøgning kan være en unik chance for at gøre indtryk. Men det kreative må stadig gerne være relevant, så hvis det er muligt, så tilpas din kreative ansøgning til virksomheden. Tænk over, hvordan du kan koble f.eks. virksomhedens produkter sammen med en kreativ idé.

    Her et par sjove eksempler på kreative ansøgninger:

    Ansøgning fremført med sang og klaver

    Ansøgning i sneen

  4. Lign din chef

    Udnyt lederens tendens til at ansætte folk, der ligner ham selv

    Brug LinkedIn og Facebook til at tjekke din kommende arbejdsgiver inden jobsamtalen, så du ved lidt om, hvad I har til fælles og vil kunne tale om. Måske har I endda en fælles bekendt, som kan give den der usynlige forbindelse mellem jer – og dig en fordel i forhold til dine konkurrenter.

    En jobcoach gik til over 100 samtaler og fik tilbudt alle jobbene. Han afslog gang på gang for at øve sin rutine. Hans hemmelighed var Rip, Rap og Rup-effekten, som går ud på, at man som udgangspunkt favoriserer personer, der minder om en selv — dvs. har samme baggrund og interesser.

    Derfor skal du til din jobsamtale lægge vægt på de områder, du har til fælles med arbejdsgiver. Det kan være børn, børns alder, jeres alder, hjemstavn, løb, vin, fodbold, mode osv.

  5. Vær imponerende klog

    Slå benene væk under alle til jobsamtalen og få jobbet med din paratviden

    En patologisk afdeling skulle have programmeret en ny database. En programmør lærte på 48 timer alle sygdomsenzymer udenad, inden han gik til jobsamtale i afdelingen. Det imponerede så meget, at han fik jobbet på stedet, uden at andre ansøgere blev kaldt til samtale.

  6. Kamæleon

    Match din påklædning og din stil med den virksomhed, du skal til jobsamtale hos

    Foretag et seriøst tøjvalg, der afspejler din kommende stilling og din arbejdsgivers forventninger. "First impressions last," siger man. Din tøjstil bør være tilpasset arbejdsgiveren og virksomhedskulturen. Hvis du f.eks. har slips på, er mørkerøde slips associeret med magt og kan derfor i nogle miljøer få dig til at virke som et bedre match end andre ansøgere. I andre miljøer kan det have den modsatte effekt. Husk, at du ikke skal møde op i for fint tøj i forhold til stillingen og din nye arbejdsgiver.

  7. Et fast håndtryk

    Dit håndtryk fortæller meget om dig, og det etablerer et forhold til den, du giver hånden

    Det dur ikke, at du begynder din jobsamtale med et dårligt håndtryk, hvor den anden part har en følelse af at trykke en karklud i hånden.

    Spred dine fingre inden håndtrykket og saml dem, når hænderne har mødt hinanden. Det sikrer, at begge får bedre fat.

    Få 10 tricks til et godt håndtryk

  8. Send din sko

    Det handler bare om at få en fod indenfor

    Send din jobansøgning på en sko. Det gjorde en journalist, da han søgte job hos Århus Stiftstidende. Han skrev, at nu havde han fået den ene fod indenfor og manglede blot den anden. Den jobansøgning skaffede ham drømmejobbet.

  9. Spørge-Jørgen

    Ring til virksomheden og stil det rigtige spørgsmål — det gør dig bemærket

    Ring og stil et spørgsmål til den virksomhed, du søger job hos. Hvis dit spørgsmål er godt, vil du blive husket, når der skal indkaldes til jobsamtale.

    Forbered to-tre relevante spørgsmål, som du ikke har fået svar på i jobopslaget. Det viser, at du er professionel, omhyggelig og interesseret i jobbet. En simpel søgning på Google kan desuden give dig de informationer, du skal bruge til at signalere, at fagområdet og jobopslaget er en god udfordring for dig.

  10. Jobansøgningen

    Skriv din jobansøgning som en dialog mellem dig og din nye arbejdsgiver

    Der er ingen, der bestemmer, hvordan din jobansøgning helt præcist skal udføres. Prøv at bryde med den klassiske måde at skrive en jobansøgning og skriv den i stedet som en dialog mellem dig og arbejdsgiveren.

    Brug de vendinger i jobopslaget, der beskriver, hvad virksomheden søger, og skriv dem om til spørgsmål, som arbejdsgiveren stiller dig. Det kan for eksempel være: "Vi leder efter en medarbejder, der kan tage ansvar og arbejde selvstændigt. Hvordan vil du gøre det ift. de arbejdsopgaver, stillingen indebærer?" I din jobansøgning skriver du tre-fire spørgsmål ned, du kunne forestille dig, virksomheden ville stille dig i en jobsamtale – og som omhandler de mest centrale opgaver eller kompetencer fra jobopslaget. Svar klart og konkret på spørgsmålene i din jobansøgning.

  11. Uopfordret ansøgning

    Send en uopfordret ansøgning til den virksomhed, du gerne vil arbejde hos

    En undersøgelse foretaget af konsulenthuset Ballisager viser, at hele 37% af arbejdsgiverne i private virksomheder i 2015 har ansat på baggrund af uopfordrede ansøgninger. Du har ikke noget at miste, og virksomheden venter ikke på at få en jobansøgning. Så her har du muligheden for at være kreativ og sende en anderledes jobansøgning. Send fx et tog i papmaché til DSB, en ansøgning bag på en gammel mobiltelefon til TDC eller ansøg på en anden, vovet måde. Hvem ved? Måske har du heldet med dig.

  12. Søg jobbet med det samme

    Det er de første jobansøgninger, der læses først. Så skriv og send din ansøgning hurtigt af sted, når du ser jobannoncen på nettet

    Som tommelfingerregel kan du regne med, at de seks første jobansøgninger, der bliver læst, bliver husket. Du skal altså være vaks ved havelågen, når der kommer nye jobopslag. Vi råder dig til at sidde klar — evt. via online jobagenter på de forskellige jobportaler — så du kan skrive og sende din ansøgning af sted, så snart jobbet bliver slået op. Tænk på, at arbejdsgiveren har brugt tid og energi på at lave en fin jobbeskrivelse og er spændt på at se de ansøgninger, der kommer. Men efter de første fire-otte begynder spændingen at ebbe ud, og resten af ansøgningerne bliver ikke læst med samme engagement.

  13. Sæt billede på

    Pynt din jobansøgning med et vellignende og professionelt profilfoto af dig selv

    Det kan være en god idé at sætte et profilfoto på forsiden af dit CV. Når man sidder som arbejdsgiver og skal læse mange ansøgninger igennem, bruger man tit billederne til at skelne mellem de forskellige CV'er. Et profilfoto gør din ansøgning personlig. Det er også en fordel, når du bliver kaldt til jobsamtalen, at arbejdsgiver på forhånd ved, hvordan du ser ud.

    Og husk – billedet må ikke være fra din polterabend eller din sommerferie på Ibiza i 1997. Det skal være (nogenlunde) opdateret og professionelt – og gerne taget til formålet. Et billede siger som bekendt mere end 1000 ord…

  14. Brug de rigtige ord

    Genbrug virksomhedens sprogbrug i din jobansøgning

    Det er et gammelt salgstrick at gentage en potentiel kundes udfordringer med de samme ord, som kunden har brugt. Kunden kender til sin egen branche og ved en masse om egne behov. Derfor skal du være varsom med dine egne udlægninger på kundens hjemmebane.

    I en jobansøgning virker det som regel godt at genbruge de vigtigste nøgleord fra jobannoncen, uden at det virker, som om du taler virksomheden efter munden. Ved at beskrive virksomhedens værdier og genbruge nøgleordene i din jobansøgning, fremstår du som en både opmærksom og professionel kandidat til jobbet.

  15. Løb en tur

    Hvis du planlægger en løbetur langs det nordsjællandske whiskybælte, kan du lige så godt tage en stak uopfordrede jobansøgninger med dig

    En mand fra København havde problemer med at få job. I sin fritid var han en flittig løber. En dag printede han en stak ansøgninger, og så tog han sin bil og sine løbesko med til Nordsjælland. Her parkerede han i et af de finere kvarterer og tog en fem kilometer lang løbetur med 100 CV'er under armen. Han vidste, at der var relativt mange arbejdsgivere i området, så på løbeturen smed han CV'er i hver postkasse, han passerede. Han blev kaldt til flere samtaler efter den løbetur, og kort tid efter fik han et job.

  16. Videoansøgning

    Video bliver mere og mere brugt i alle mulige sammenhænge – og ansøgninger er ingen undtagelse. Har du mod på det, så send din næste ansøgning som video

    Video bliver en stadigt større del af vores hverdag, og mange foretrækker at se video fremfor at læse informationer, f.eks. reklamer, manualer, madopskrifter osv. Det samme gør sig gældende i HR-afdelingen, som med en videoansøgning hurtigt kan få et indtryk af ansøgeren, som det ikke er muligt med en traditionel skriftlig ansøgning.

    Videoansøgningen bør altid følges ad med dit målrettede CV – med mindre du ønsker at vise din karriere som rollespil.

  17. Den uopfordrede ansøgning

    Udvælg virksomheder med 5-50 ansatte, hvis du vil søge job uopfordret

    En jobsøgende arkitekt søgte både opfordret og uopfordret. En dag sendte hun uopfordret en jobansøgning til en mindre virksomhed. Virksomheden svarede hurtigt tilbage, at de netop havde åbnet op for endnu en stilling i virksomheden og akkurat søgte en arkitekt. De var så forundrede over tilfældet, at hun uden videre blev en forhåndsfavorit i ansøgerfeltet. En måned senere fik hun jobbet.

  18. Netværk

    Udbyg dit netværk med et link om dagen

    Et link om dagen. Det skal være dit mantra som jobsøgende. I stedet for at sende familien afsted og sætte dig foran computeren i pyjamas og med morgenhår og sende ansøgninger i en uendelighed, så kom ud af din komfortzone og ud i det pulserende liv.

    Et link om dagen handler om, at du som minimum skal snakke med en person fra dit netværk hver dag. På den måde opsøger du hele tiden mulighederne for at få et nyt job.

  19. Vær normal

    Sørg for ikke at virke for speciel, når du til en jobsamtale bliver spurgt om, hvad du laver i din fritid

    Et eksperiment i TV2's dokumentarserie ’Menneskedyret’ viste, hvordan man får respekt og sympati i en gruppe, så alle andre i gruppen adopterer ens holdninger.

    En skuespiller blev instrueret i at sige bestemte ting. Lidt efter lidt begyndte alle om bordet at være enige med skuespilleren. Ideen var, at han skulle fortælle nogle meget lidt kontroversielle ting om sig selv: "Jeg nyder min weekend med lidt grillmad med familien og en solnedgang i haven med et glas rødvin i hånden. Derudover løber jeg lidt i ny og næ."

    På den måde blev han opfattet som troværdig, pålidelig, reel — ja, en flink fyr, der ikke var noget farligt ved. Som arbejdsgiver vil man gerne have en sympatisk og ufarlig person ansat. En person, som ikke er på krigsstien eller lever et liv, der ikke er foreneligt med jobbet. Brug denne teknik, når du skal fortælle om din fritid til jobsamtalen.

  20. Ydmyghed betaler sig

    Enhver arbejdsgiver leder efter medarbejdere, som har selvtillid, men som samtidig udviser ydmyghed omkring sig selv og sit arbejde

    Derfor bør du udvise respekt og lytte interesseret, når du er til jobsamtalen. Det kan være en fordel at udvise fleksibilitet i forhold til de arbejdsopgaver, du får tildelt uanset sværhedsgrad, da dette vil få dig til at fremstå troværdig og ydmyg.

    Som arbejdsgiver vil man ikke være tilbøjelig til at ansætte en person, som kun vil arbejde indenfor et snævert område, og som føler sig for fin til at påtage sig andre ad hoc opgaver end lige kerneopgaverne.

    Når jobsamtalen er færdig, er det en god idé at takke for den tid, arbejdsgiveren tog og eventuelt sende en opfølgende mail til virksomheden for at udvise engagement.

Andre spændende artikler