Jeanette Hänel, 25. november 2016

Når din jobsøgning føles som en trafikprop

Jobsøgning. De fleste kender afmagtsfølelsen af at sidde i en bil på en motorvej, hvor køen snegler sig afsted uden en mulighed for at dreje fra. I starten har man optimismen i behold, fordi man ofte har prøvet, at der var små køer undervejs. Men når man stadig sidder der efter 20 minutter, og man ikke aner, hvornår det ender, så begynder frustrationerne at hobe sig op.

Den samme følelse af afmagt rammer en del jobsøgende, når indsatsen med jobsøgning ikke bærer frugt, mens man stadig har optimismen i behold. Bunken med sendte ansøgninger vokser hastigt, men når bunken med afslag vokser i samme tempo, bliver det svært at holde modet oppe.

Her er nogle muligheder, som du skal overveje, når turen på jobcenteret føles som at sidde i en trafikprop:

  1. Led efter en afkørsel

    Når du har sneglet dig afsted i køen på motorvejen, begynder du at lede efter en afkørsel. Oplevelsen af at få fart på bilen opvejer mange gange det faktum, at du må køre en længere distance. Det samme kan du gøre med jobsøgningen. Hvis du leder efter den samme type job på de samme steder uge efter uge, så kunne det måske være en idé at dreje af. Det kunne være, at du kunne finde et relevant job ved at kigge et andet sted. Måske er det ikke drømmejobbet, du finder, men alene oplevelsen af at blive kaldt til samtale kan give dig ny energi.

  2. Overvej at skifte destination på din GPS undervejs

    Da du startede turen, var du sikker på, hvor du skulle hen, og du tog den bedste rute. Men trafikproppen spærrer din vej til målet. Hvis du var på vej i skoven, så var det måske en mulighed at tjekke, om der ikke var en anden spændende skov, end den du har tastet ind på din GPS. Du har retning mod drømmejobbet, men overvej, om ikke der kunne være andre drømmejobs. Det kunne jo være, at vejen over til dem var mindre trafikeret. Så sæt dig ned og tænk over, om du jagter det rigtige job – eller om noget lidt andet kunne være interessant, om ikke andet så i en periode.

  3. Få et lift

    Hvis køen er gået helt i stå, og din bil er brændt sammen, så er der ingen skam i at bede andre om et lift. Og det behøver ikke engang være professionel vejhjælp. På motorvejen har du sikkert ikke mange bekendte i bilerne omkring dig, men i jobsøgningen kan du sagtens bruge dit netværk. Men der er ingen, der tilbyder dig et lift, hvis de ikke ved, at du er gået i stå. Fortæl dine venner og bekendte, at du søger et job, og fortæl dem hvad du leder efter. Det er ikke uden grund, at de fleste jobskift bliver grundlagt i netværket.

  4. Husk at fylde tanken

    Hvis du har holdt længe i køen, så skal du huske at kontrollere tanken. Det samme gør sig gældende i din jobsøgning. Hvis du føler, at du er ved at miste modet totalt, så er det nok en god ide at få tanket op. Du er bare en bedre version af dig selv, hvis du har overskud. Så hvis det betyder, at du skal lave noget andet end at trawle hjemmesider og skrive jobansøgninger, så er den tid nok godt givet ud.

  5. Find ud af, hvad der blokerer vejen

    I trafikken kan du ikke gøre meget ved blokeringerne, men det kan du måske på jobsøgningsfronten. Hvis du kan finde ud af, hvad der blokerer dig i din jobsøgning, kan du måske også gøre noget ved det. Er det manglende erfaring? Manglende kendskab til den branche, du nu søger job i? Manglende kompetencer på et specifikt felt? Hvis du spørger i forbindelse med dine afslag, har du en bedre chance for at gøre noget ved det. Du kan tale med folk i branchen eller måske tage det kursus, du står og mangler.

Det var en meget lang smøre om at køre bil, og hvis det gør dig til en bedre bilist, som undgår raserianfald, når du sidder i kø, så er det fedt. Men de underliggende råd gør sig ikke bare gældende, når du kører bil. De gælder også for offentlig transport, cykel eller gåben. Og, selvfølgelig, i jobsøgningen.

Så er der bare tilbage at ønske god og sikker tur i trafikken.

Andre spændende artikler