Jobformidler siden 1978

Jeanette Hänel, 22 oktober 2016

9 tips: Sådan forbereder du dig til jobsamtalen

Yes! Indkaldt til samtale, så nu må jobbet nærmest være i hus.”

Sådan tænker du nok ikke.

For selv om din ansøgning er gået igennem det første nåleøje, så er der stadig lang vej til jobbet. I første omgang skal du forberede dig til samtalen, så du kommer til at brillere, når du sidder foran din kommende arbejdsgiver. En god forberedelse vil nemlig ruste dig til de spørgsmål, der kommer, og i det hele taget få dig til at føle en større ro, når du sidder der. Og det er jo alt sammen noget, der er med til at give et mere positivt, sikkert og troværdigt billede af dig.

For at få din samtale til at forløbe bedst muligt, giver vi dig her ni konkrete råd, som du med fordel kan følge i forberedelsen op til samtalen.

  1. Øv dig på en personlig præsentation. Præsentér dig selv på baggrund af resultater og giv konkrete eksempler på, hvad du har gjort. Find dine faglige og personlige styrker frem: uddannelse, kurser, erfaring, åbenhed, fleksibilitet og humor. Tænk dine kompetencer ind, så de passer til netop det job, du søger.
  2. Find også dine svage sider og fokusér på, hvordan du kan styrke dem.
  3. Gør dig klart, hvorfor du har søgt netop dette job og ikke et hos en anden virksomhed.
  4. Det er en god ide at vide noget om den virksomhed, du søger job hos samt noget om branchen og markedet. Søg eksempelvis informationer om virksomheden på deres hjemmeside og på deres virksomhedsprofiler på de sociale medier.
  5. Du kan med fordel forberede nogle spørgsmål til virksomheden, som f.eks.: ’Hvor er I på vej hen?’, ’Hvad er virksomhedens strategi?’ osv. På den måde virker du både nysgerrig og interesseret. Stil aldrig spørgsmål, der allerede er besvaret i jobopslaget – eller som du selv nemt kan finde svaret på.
  6. Prøv at forestille dig forskellige situationer, som kan opstå på jobbet. Ved samtalen kan du f.eks. blive spurgt: ’Hvordan vil du forholde dig til en utilfreds kunde?’.
  7. Vær klædt på til lejligheden. Tag pænt, men behageligt tøj på, som passer til jobbet og virksomheden.
  8. Tag afsted i god tid, så du er sikker på at komme til tiden.
  9. Tænk på noget positivt og træk vejret stille og roligt, inden du går ind - det dæmper eventuel nervøsitet.

Andre spændende artikler