Aalborg Friskole søger pr. 1. marts 2025, eller snarest muligt derefter, en pædagog til vores Fritter.
Som ansøger til stillingen er du selvfølgelig helt din egen, og kan desuden se dig selv i flg. udsagn:
At børn har deres egen erfaringsverden og denne har en egen værdi, der er med til at bygge børnenes færdigheder og selvforståelse op.
At du repræsenterer den ene af de tre søjler “Skole - Forældre - Barn”, hvorfra barnets trivsel og dannelse kan danne grundlag for tilegnelse af alt det børn i dag skal kunne.
At de voksne på skolen har en oprigtig interesse i børnene og deres forældre, som afsæt for at lykkes med det skolefaglige projekt.
Åbenhed og engagement
Vi forventer, at vores nye kollega kommer til skolen med åbenhed overfor at tilegne sig skolens børne- og læringssyn, og at du har en interesse eller mærkesag, som du brænder for at gøre levende sammen med børn. Som ny kollega er din oplevelse af skolen og skolens hverdag også et værdifuldt bidrag til at udvikle os som organisation, så det er selvfølgelig vigtigt at du er pædagogisk velfunderet og kan sætte ord på dine tanker om at holde skole.
Du skal indgå i Fritterteamet, sammen med fire kolleger og Jacob som er daglig leder. Desuden skal du være klassepædagog for Venus, som er vores 0. klasse, og samarbejde med børnehaveklasselederen Mette. Du følger Venus til og med 5. klasse, og får således et tæt forhold og kendskab til børnene og ditto samarbejde med forældrene.
Samarbejdet mellem kontaktpædagog og klasselærer har stor værdi for børnenes samlede skoleliv.
Lejrture er noget der får børnene og fællesskabet til at vokse på vores skole. Vi er på tur én gang om året i en uge, hvor pædagoger og lærere sammen er af sted, med tre klasser i henholdsvis rød og gul gruppe. Hele personalegruppen er desuden på planlægningsdage to gange om året med overnatning, hvor vi i fællesskab nørder med pædagogik og udvikling.
Hverdagen
På skoledage starter hver arbejdsdag i Fritter med voksen-samling i bålhytten, hvor vi gennemgår, hvilke aktiviteter der arbejdes med for børnene samt orienterer hinanden om børnenes trivsel og udvikling. Hver enkelt pædagog har et aktivitetsområde som de er “kaptajn” for, hvilket indebærer at man vedligeholder og udvikler værkstedet/aktiviteten, samt hjælper og motiverer de øvrige pædagoger og eventuelle vikarer med den pågældende aktivitet. Efter de daglige møder "henter" man sin egen klasse, og sørger for overgangen mellem skoletid og fritter-tid.
Arbejdstiden er typisk placeret i tidsrummet kl. 12.15 - 16.30, samt 1-2 morgenåbnere fra kl. 6.30-8.30. Herudover er der timepulje til understøttelse af undervisning, lejrture i gruppen m.m.
Se på vores hjemmeside, facebookside og forhold dig til skolens værdier: Nysgerrighed - Fordybelse - Kritisk sans - Ansvarlighed - Glæde, - så har du et godt grundlag for at skrive en god ansøgning.
Vi prioriterer ansøgninger, hvor motivationen for at søge stillingen er relateret til skolens særkende.
Godt arbejdsmiljø og højt til loftet
Aalborg Friskole er en arbejdsplads der vægter et godt arbejds- og samarbejdsmiljø, hvor gode ideer kan få liv. Der er højt til loftet og kort til grin.
Skolen er en del af Lilleskolernes Sammenslutning, og har været en del af det alternative skoletilbud i Aalborg Kommune siden 1981.
Skolen er etableret af en forældrekreds, og stadig drevet af forældre med en gruppe af dygtige og engagerede medarbejdere.
Ansøgning med relevante bilag sendes som én samlet PDF-fil til Konst. skoleleder Heidi Zaar Larsen på [email protected] senest fredag d. 7. februar 2025 kl. 12.00.
I emnefelt skriver du: “Pædagogansøgning”.
Ansættelse - som er på 80 % hvoraf ca. 10 % er i skoledel, sker efter gældende overenskomster.
Samtaler finder sted i uge 9 - onsdag d. 26. februar 2025.
For eventuelle spørgsmål kan du kontakte skolen på tlf. 98 14 70 33, og spørge efter enten Heidi eller Jacob (Fritterchef og konst. viceskoleleder).
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir