Økonomimedarbejder til Statens Museum for Kunst (Genopslag) Statens Museum for Kunst (SMK) er Danmarks hovedmuseum for billedkunst. Vi søger en dygtig og engageret økonomimedarbejder, der kan bidrage til en sikker og korrekt drift af SMK’s økonomi og samtidig yde en høj service og give god rådgivning. Vi kan tilbyde en arbejdsplads i skønne omgivelser på Danmarks hovedmuseum for billedkunst, som har landets største kunstsamling, og hvor passionen for og formidlingen af kunsten gennemsyrer husets energi.
Arbejdsopgaver Som økonomimedarbejder vil dine arbejdsområder være:
- Håndtering af leverandørfakturaer og indkøbsordrer
- Kontrol af udgifts- og rejseafregninger
- System- og brugeradministration (IndFak, RejsUd og Indkøbsmodul)
- Udarbejdelse af fakturaer og kreditnotaer
- Tilbagebetaling til kunder
- Besvarelse af henvendelser fra leverandører/debitorer
- Afstemning af udvalgte konti
- Bidrage til udarbejdelse og vedligeholdelse af instrukser, forretningsgange og vejledninger på økonomiområdet
- Øvrige regnskabsmæssige opgaver
Arbejdsopgaverne løses i udgangspunktet selvstændigt, men der er rig mulighed for sparring med museets øvrige medarbejdere på økonomiområdet. Som økonomimedarbejder bliver du en del af administrationsafdelingen, der også varetager opgaver vedrørende løn, HR, IT, journal, events, kunsthåndtering mv.
Du vil få en bred kontaktflade til medarbejdere i andre afdelinger på museet.
Kvalifikationer Du har relevant en regnskabsmæssig baggrund og erfaring med at varetage økonomiopgaver, sans for at tænke helhedsorienteret og blik for at tilrettelægge daglige rutiner og processer på en effektiv og smidig måde. Du har blik for systemmæssige sammenhænge og har en positiv tilgang til nye systemer.
Det vil være en fordel, at du har kendskab til statens systemer IndFak, RejsUd og Indkøbsmodulet samt NavisionStat, ligesom kendskab til Excel vil være en fordel. Vi forventer desuden, at du har en relevant regnskabsmæssig uddannelse, gode formuleringsevner både mundtligt og skriftligt samt gode samarbejdsevner. Du skal gerne trives med at tage ansvar og sikre, at opgaverne følges helt til dørs – også ved deadlines. Du skal opretholde blikket på detaljen og gerne sætte en ære i, at arbejdet udføres korrekt. Og endelig lægger vi vægt på, at du er engageret, omhyggelig, kvalitetsbevidst, og at du har godt humør.
Løn og ansættelsesvilkår Ansættelse sker i henhold til gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – det Statslige Område (OAS-S-Fællesoverenskomsten) samt Organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT for kontorfunktionærer mfl. i staten.
Arbejdstiden er på 37 timer ugentligt.
Arbejdsstedet er Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, København K.
Tiltrædelse snarest muligt, dog senest 1. maj 2023.
Hvis du bliver tilbudt stillingen, skal du kunne sikkerhedsgodkendes til niveau ”Fortroligt” og kunne opretholde godkendelsen under din ansættelse. Ansættelse sker med forbehold for museets godkendelse af eventuelle informationer, der måtte fremkomme i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.
Ansøgningen Du søger jobbet via vores e-rekrutteringssystem på SMKs hjemmeside
www.smk.dk, hvor du under "jobs" følger anvisningerne.
Du modtager en automatisk udsendt mail som kvittering for vores modtagelse af din ansøgning mv.
Vi skal have modtaget din ansøgning senest fredag den 24. marts, kl. 12.00.
Bemærk, at der i løbet af eftermiddagen den 24. marts telefonisk vil blive indkaldt til samtaler. Samtalerne afholdes mandag den 27. marts 2023.
Tidligere indsendte ansøgninger vil blive taget i betragtning, medmindre de tilbagekaldes. .
Om SMK Statens Museum for Kunst er Danmarks hovedmuseum for billedkunst og en statslig institution under Kulturministeriet. SMK arbejder med kunsten i centrum for at styrke et kreativt og reflekteret samfund, der værdsætter sin historie og åbner op for oplevelser og modige samtaler. SMK er kendetegnet ved at være et museum med dedikerede og dygtige kolleger, der brænder for deres opgaver. Museet har ca. 180 ansatte, svarende til cirka 110 årsværk. Din arbejdsplads vil være på selve museet, som er placeret i Østre Anlæg. Som medarbejder på SMK vil du bl.a. få mulighed for at deltage i medarbejderomvisninger, udstillingsåbninger m.m. Der holdes bl.a. månedlige husmøder for alle museets ansatte, hvor kolleger beretter om kommende udstillinger, forsknings- og konserveringsprojekter, formidlingsopgaver, kampagneplaner osv. Museet lægger stor vægt på sammenhængskraften på tværs af museet, hvor alle bidrager til at løfte museets strategi. Se mere på
www.smk.dk.
Vil du vide mere? Har du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte økonomimedarbejder Pia Nebelung på 2552 7107 eller controller Christian Iver Svane på 2552 7102.
SMK ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed, hvorfor alle kvalificerede ansøgere uanset personlig baggrund opfordres til at søge stillingen.