Kontorelev til Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Hvidovre Hospital Er du engageret, venlig, nysgerrig og er service-minded? Er du god til at møde til tiden, holde dine aftaler og bevare overblikket? Har du lyst til at være en del af et godt team på et hospital og selv bidrage aktivt i hverdagen? Så er du lige den elev, vi søger til vores sekretariat!
Stillingen kræver, at dine danskkundskaber er rigtigt gode, at du har flair for IT, herunder Office-pakken - alle vores andre systemer skal vi nok lære dig. Et af følgende grundforløb skal være bestået inden ansættelsesstart: Handelsskolens EUX, HG eller HGS med adgang til kontoruddannelsen med specialet offentlig administration, HHX eller STX/HF/HTX suppleret med EUS Kontor.
Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre udfører ca. 2 mio. analyser af patientprøver om året for hospitalerne og de praktiserende læger i Region H, Byen og Syd.
Vores fokusområde er diagnosticering, behandling og forebyggelse af infektionssygdomme til gavn for patienter og rekvirenter. Vi vil gerne skabe en arbejdsplads, hvor personalet trives og engagerer sig, og vi lægger vægt på at yde god og professionel service.
Vi kan tilbyde en dynamisk arbejdsplads med en spændende og travl hverdag. Du får opgaver, der giver mening og du vil opleve et tæt samarbejde med 130 søde og engagerede kolleger, som består af bioanalytikere, læger, hygiejnesygeplejersker, AC'ere, administrativt personale og studerende.
Som elev i Klinisk Mikrobiologisk afdeling vil du blive en del af sekretariatet. Og netop i sekretariatet servicerer vi rigtigt mange mennesker, både eksternt og internt i afdelingen.
Du vil blive oplært på følgende områder:
- Være en del af vores call-center og indgang til afdelingen
- Oprettelse af prøver i vores laboratoriesystem, telefonkontakt til diverse rekvirenter, herunder besvarelse af et hav af spørgsmål
- Fordeling af post og mails, samt andre administrative/praktiske opgaver i Outlook og Sundhedsplatformen
- Personaleadministration (Silkeborg Data) og lønadministration (Optima)
- Skrivning af referater, vedligeholdelse af div. lister og vejledninger
- Arbejde med vores kvalitetsstyringssystem D4
- Indkøb og bestillinger i SAP, og introduktion til økonomi
- Dagligt forefaldende opgaver, herunder håndværkerrekvisitioner
- Introduktion til de administrative opgaver i MRSA VidenCenter, herunder arbejde i Sundhedsplatformen
- Og snuse til SoMe og anden kommunikation
Vi tilbyder en 2-årig uddannelse med speciale i offentlig administration. Start den 2. januar 2025 eller snarest derefter. Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst. Mødetid: ml. 08.00 og 15.30.
Ansøgningsfristen er den 11. november 2025. Vi holder ansættelsessamtaler umiddelbart derefter. Ansøgning samt CV sendes online via linket her på siden.
Ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Bente Børjesen på telefon 3862-2349 eller
[email protected].