Spændende lederstilling Vi søger en oversygeplejerske der skal varetage ledelse af 43 dedikerede og engagerede operationssygeplejersker og 4 steril- og serviceassistenter.
I afdeling for Bedøvelse og Operation varetager vi dagligt en række højt specialiserede operationer og procedurer for børn og kvinder. Vi gennemfører både børnekirurgi samt operationer indenfor pædiatri, gynækologi og obstetrik. Vi laver både åbne operationer og benytter os af kikkertkirurgi og robotoperationer.
VI har et stærkt og godt tværfagligt samarbejde i afdelingen med fokus på at yde den allerbedste behandling til vores patienter. Vi arbejder tæt sammen i teams - både operation- og anæstesisygeplejersker, anæstesilæger, børnesmertesygeplejersker, kirurger og assistenter.
Vi ønsker en ny leder i vores afdeling, der har en tydelig, involverende og dialogbaseret lederstil og som vægter samspillet med medarbejderne højt. Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø og forventer, at vores nye oversygeplejerske prioriterer personaleledelse højt og vil bidrage konstruktivt til et godt og lærende arbejdsmiljø, i et ønske om at styrke og understøtte den enkelte medarbejders faglige udvikling.
Vi søger en leder der kan udvise et stort overblik og som arbejder systematisk og grundigt med kompetence- og fremmødeplanlægning for at sikre den daglige høje faglig kvalitet og bemanding på afdelingens operationslejer.
Du vil arbejde tæt sammen med afdelingens anden oversygeplejerske med ansvar for gruppen af anæstesisygeplejersker og du vil indgå i et tæt samarbejde med de speciale- og uddannelsesansvarlige sygeplejersker i afdelingen. Du vil få et tæt samarbejde med afdelingens chefsygeplejerske og cheflæge, ligesom du vil blive en del af afdelingens tværfaglige lederråd.
Om nogle få år – i 2026 - bliver vi en del af det nybyggede Mary Elizabeths Hospital på Rigshospitalet. Mary Elizabeths Hospital bliver et hospital i verdensklasse for børn, unge og gravide og deres familier – også når de skal bedøves og opereres.
Når vi flytter i ’Marys’ skal alle operationer for børn og unge mellem 0 – 18 år samles i vores afdeling. Dette betyder at vi allerede nu i Afdeling for Bedøvelse og Operation arbejder med planlægning og fusionsopgaver på tværs af operationsafdelingerne på RH.
Netop arbejdet med at sikre en ensartet kultur i det nye hospital og en fælles faglig tilgang til behandling af børn, unge og gravide på tværs af Rigshospitalet, er en spændende opgave og noget af det som du vil blive en naturlig del af. Læs mere om visionerne for Mary Elizabeths Hospital på:
https://intranet.regionh.dk/rh/organisation/byggeri/mary-elizabeths-hospital/Sider/default.aspx Vi ønsker en oversygeplejerske der - gerne har ledelseserfaring
- er god til at kommunikere og har en tydelig og anerkendende lederstil
- udviser stort engagement og tager medansvar for det kliniske arbejde og for den daglige koordination i afsnittet
- gerne har kendskab til arbejdet på en operationsstue
- udviser tillid og åbenhed over for medarbejdere og prioriterer personaleledelse højt
- har stort fokus på udvikling af medarbejdernes kompetencer og den faglige udvikling i afdelingen
- udviser evne og vilje til at samarbejde tværfagligt og har gode relationelle kompetencer
- er loyal over for aftaler og beslutninger
- har humor og en positiv tilgang til arbejdsopgaverne
Vi tilbyder - en arbejdsplads, hvor trivsel udspringer af et fælles ønske om, at tilbyde patienten behandling og sygepleje præget af høj kvalitet
- et stærkt tværfagligt samarbejdsmiljø
- et veltilrettelagt introduktionsprogram
- en aktiv, engageret og professionel medarbejdergruppe, hvis faglighed spænder både bredt og dybt
- muligheder for lederudvikling og -uddannelse
- et understøttende ledernetværk både i afdelingen og på tværs af Juliane Marie Centret
Stillingen som oversygeplejerske for operationssygeplejerskerne i Afdeling for Bedøvelse og Operation, JMC, RH er ledig til besættelse pr. 1. december eller efter aftale.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge.
Løn - og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest samt autorisation.
Henvendelse om stillingen kan rettes til: Karin Lornsen Jakobsen chefsygeplejerske tlf.: 42648741 eller mail:
[email protected] Ansøgningsfrist: torsdag den 19. oktober. Ansættelsessamtaler: mandag den 23. og tirsdag den 24. oktober 2023. Søg stillingen via linket.
Rigshospitalet er en
røgfri arbejdsplads.
Rigshospitalet er en del af Region Hovedstaden.