Sagsbehandler søges til Team Jobrehabilitering i Jobcenter Faxe.
Vi søger en kompetent, erfaren og motiveret sagsbehandler til arbejdet med målgrupperne aktivitetsparate kontanthjælp- og ressourceforløbsborgere, som har lyst til at komme til Faxe kommune og arbejde med beskæftigelsesindsatser på højt fagligt niveau.
Jobcenter Faxe har ca. 100 medarbejdere fordelt på 2 fysiske adresser. Vi arbejder dagligt med at understøtte borgerne i at blive selvforsørgede og med at servicere virksomheder med den arbejdskraft, de efterspørger.
Vi tror på borgerne og at ’Virkeligheden virker’ og derfor arbejder vi gerne med parallelle indsatser. Vi læner os op af evidens som viser, at virksomhedsforløb også er den mest effektive måde at få borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job, i samspil med øvrige indsatser.
Vi arbejder i Jobcenter Faxe med metoden ”Den motiverende samtale” (MI), da vi tror på, at samtalen virker og at du som borgerens sagsbehandler, herigennem kan gøre en stor forskel i den enkelte borgers liv.
Om jobbet
Du får en hel central rolle i Jobcenteret, hvor du bidrager aktivt med at opnå vores fælles mål om, at bringe ledige ud af det offentlige forsørgelsessystem. Din arbejdsdag vil være afvekslende og kan bestå af motiverende samtaler med borgere, kontakt og samarbejde med både interne og eksterne aktører omkring borgerne, tæt samarbejde med vores virksomhedskonsulenter i teamet, administrative opgaver og meget mere.
Du vil være med til at skabe progression hos borgere, både i forhold til deres konkrete arbejdsevne på en arbejdsplads, men også ved at bidrage til deres personlige udvikling, herunder deres tro på egne evner.
Din profil
Vi søger en dygtig og erfaren sagsbehandler. Du skal have kendskab til arbejdsmarkedet og det er vigtigt, at du har en stærk socialfaglighed, som du trives ved at udfolde både i samtalen med borgerne, men også i det skriftlige arbejde som skal udføres.
Du er god til at tage ansvar for opgaveløsningen, og har lyst til at indgå i motivationsarbejdet med borgerne. Du finder det naturligt at tale med alle typer mennesker og er nysgerrig på din egen praksis i samspillet med borgere og kollegaer. Du trives med at have mange bolde i luften og i en hverdag, hvor du aldrig helt ved hvad der ellers kan dukke op. Det er vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt og selv planlægge og tilrettelægge dine opgaver og arbejdsdag.
Du skal være en god kommunikator, både mundtligt og skriftligt, samt have gode samarbejdsevner, da du skal arbejde med mange aktører rundt om i kommunen og internt får mange samarbejdsflader.
Din uddannelsesmæssige baggrund forestiller vi os er socialrådgiver eller socialformidler.
Du kan arbejde målrettet med deadlines. Du kan arbejde systematisk og har flair for IT, da der skal ske løbende registrering i vores fagsystemer. Du er ligeledes god i skriftlig formidling i udfærdigelse af blandt andet sagsresuméer til rehabiliteringsteamet.
Vi søger dig som:
Vi forventer, at du har erfaring med Jobcenterets målgrupper og især Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og Ressourceforløbsborgere er en fordel. Den ideelle kandidat har sin erfaring fra enten en leverandør til beskæftigelsesindsatsen eller fra et Jobcenter.
Derfor skal du vælge os
Vi tilbyder en spændende stilling, hvor du kan være med til at yde en vigtig indsats for borgere i Faxe kommune. Vi har konstant fokus på udvikling og der kommer løbende nye opgaver og ansvar, der gør det spændende at gå på arbejde. Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø med fokus på trivsel, kompetenceudvikling og indflydelse. Du får en arbejdsplads, hvor vi spiller hinanden gode for at løse kerneopgaven.
Hvis du vil vide mere
Se mere på https://www.faxekommune.dk/
Du er også velkommen til at kontakte teamleder Christina Lyngby på tlf. 2420 1983 eller afdelingsleder Lene Dahl på tlf. 4012 9591. Vi holder begge ferie i ugerne 29-31.
Arbejdssted:
Tingvej 7, 4690 Haslev
Haslev har gode transportmuligheder både via offentlige transport og tæt på motorvej. Fra København kan du nå Haslev på 45 minutter.
Vi har mulighed for fleksible arbejdstider og hjemmearbejde. Faxe Kommune har røgfri arbejdstid.
Løn- og ansættelsesforhold:
Stillingen er på 37 timer.
Løn- og ansættelse sker i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist:
Ansøgningen skal være Faxe Kommune i hænde senest den 18. august 2024.
Ansættelsessamtaler vil finde sted den 26. august 2024.
Faxe Kommune behandler kun ansøgninger, der er modtaget elektronisk. Du sender ansøgningen ved at trykke på knappen ”send ansøgning” under selve stillingsopslaget.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir