Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Administrationschef til Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet

Niels Bohr Institutet (NBI) er Københavns Universitets institut for fysik. Vi søger en ny administrationschef, som har gode evner for brobygning og dialog og kan bidrage til udviklingen af en stor og mangfoldig uddannelses- og forskningsinstitution.   
 
Om jobbet  
Som administrationschef på NBI bliver du en del af en arbejdsplads med stærke kulturer, et stort engagement og en foranderlig hverdag. NBI er et dynamisk institut med et godt arbejdsklima, en uformel og åben omgangstone samt gode faglige og personlige udviklingsmuligheder. Du kommer til at arbejde i krydsfeltet mellem studerende, forskere, ledere og andre faglige og administrative medarbejdere. Din vigtigste opgave bliver at sikre en professionel og smidig administration, der effektivt understøtter instituttets kerneydelser. Instituttet har en årlig omsætning på ca. 360 mio. kr., og solid økonomistyring bliver derfor en af dine væsentligste leverancer. 
 
Du bliver en del af NBI’s direktion og vil ligesom de øvrige direktionsmedlemmer referere til institutlederen. Sammen med direktionen og lederne af forskningssektionerne indgår du i instituttets ledelsesteam, der spiller en vigtig rolle i den faglige og strategiske udvikling af instituttet. Du er med til at tegne instituttet og bistå med ledelsessparring på det administrative område. 
 
Ansvarsområder 
Som administrationschef får du det overordnede ansvar for instituttets administration. Du skal håndtere komplekse opgaver og forskellige kulturer, balancere hensynet til modstridende krav og interesser samt sikre en stabil drift i en omskiftelig hverdag. Organisatorisk er NBI’s administration opdelt i et økonomiteam, et institutsekretariat og en række administrative medarbejdere og teams, der er forankret i instituttets forskningssektioner. 
 
De konkrete opgaver omfatter:   

  • Konsolidering af organisationen efter en række organisationsændringer. 
  • Fortsat udvikling af økonomistyringen og konsolidering af budgettet – transparens er et nøgleord i denne sammenhæng. 
  • Strategisk sparring med institutlederen. 
  • Personaleansvar. 
  • Faglig koordinering med decentralt placerede administrative medarbejdere. 
  • Tilrettelæggelse af administrative processer i dialog med ledere og medarbejdere og styrkelse af fællesskabsfølelsen i administrationen. 
Parallelt med at du varetager NBI-interne opgaver, bidrager du til udvikling, koordinering, standardisering og videndeling på tværs af fakultetet og det samlede KU. Du er i tæt dialog med fakultetsdirektøren og de øvrige administrative ledere på SCIENCE om såvel driftsopgaverne som den strategiske udvikling af fakultetets administration.   
 
Om dig  
Vi ønsker os en administrationschef, der har:  
  • en relevant akademisk uddannelse, f.eks. som cand.oecon., cand.polit., cand.merc., cand.scient.pol. eller lignende. 
  • solid erfaring med økonomistyring, da det bliver en af dine vigtigste arbejdsopgaver. 
  • erfaring med organisationsudvikling og ledelsesbetjening.  
  • stærke analytiske kompetencer og en struktureret arbejdsform.  
  • gode samarbejds- og kommunikationsevner. Du kan lide at dele din viden. 
  • erfaring med interessebaseret forhandling. 
Det er en fordel, hvis du har erfaring med universitetets administrative processer og systemer samt forskningsbevillingssystemer. Interesse for naturvidenskabelig forskning og uddannelse og forståelse for arbejdet på et universitet med de muligheder og udfordringer, det giver, er ligeledes et aktiv. 
 
Om dig som leder 
  • Du har omfattende erfaring med ledelse og har med succes bidraget til faglig og organisatorisk udvikling af dine hidtidige arbejdspladser. 
  • Du respekterer medarbejdernes forskellige kompetencer og ressourcer og prioriterer deres trivsel, motivation og faglige udvikling. 
  • Du arbejder konsekvent med at skabe et godt samspil mellem medarbejdere og ledere, både i ledelsesgruppen og andre enheder i organisationen. 
  • Du har erfaring med strategisk ledelse. 
  • Du har en anerkendende ledelsesstil præget af engagement og fleksibilitet, og du har stærke relationelle kompetencer.   
  • Du støtter op om instituttets ønske om en transparent og involverende ledelse.   
Om os 
Niels Bohr Institutet er et internationalt velrenommeret forskningsinstitut ved Københavns Universitet med ca. 430 årsværk og en omsætning på 360 mio. kr., hvoraf en stor del kommer fra eksterne bevillinger. Instituttets videnskabelige medarbejdere forsker i fysik og uddanner bachelorer, kandidater og ph.d.er i fysik og nanoscience. Niels Bohr Institutet er en spændende arbejdsplads med en stærk, international ånd og stor gensidig respekt på tværs af fagskel. Vi har mange medarbejdere, der ikke taler dansk, så arbejdssproget er i vidt omfang engelsk. Vi kan tilbyde dig et afvekslende og udfordrende job og et godt fagligt og socialt arbejdsmiljø. 
 
Niels Bohr Institutet har til huse på flere forskellige adresser, men dit primære arbejdssted bliver Blegdamsvej på Østerbro. Inden for de nærmeste år vil NBI sammen med Kemisk Institut og Institut for Naturfagenes Didaktik flytte ind i Niels Bohr Bygningen, der er under opførelse. 
 
Løn- og ansættelsesforhold  
Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Ansættelse sker pr. 1. april 2018 eller snarest derefter. Ansættelse og aflønning sker som chefkonsulent i henhold til Overenskomst for Akademikere i Staten. Der er mulighed for forhandling af tillæg afhængig af kvalifikationer og erfaring.  
 
Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.   
 
Evt. spørgsmål om stillingen kan stiles til institutleder Jan Westenkær Thomsen på head_of_institute@nbi.ku.dk eller på tlf. 51 68 04 10.  
 
Ansøgning m.v.  
Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning med bilag via KU's jobportal - klik på ’Søg stillingen’. 
 
Ansøgningen skal være bilagt CV og dokumentation for relevant uddannelse mv.   
 
Ansøgningsfrist 18. februar 2018  
 
Første samtalerunde afholdes den 8. marts, testtilbagemelding den 13. marts. og anden samtalerunde den 16. marts 2018.  


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her