Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Afdelingsleder for skolefritidsordningen

Lille Værløse Skole

 

Afdelingsleder for skolefritidsordningen på Lille Værløse Skole
På Lille Værløse Skole i Furesø Kommune opslås pr. 1. april stillingen som afdelingsleder for skolefritidsordningen. I Furesø Kommune hedder det Furesøfritidsordning og forkortes FFO.
 
Hvem er vi?

FFO er en afdeling af Lille Værløse Skole og er karakteriseret ved en flok ambitiøse, engagerede og fleksible medarbejdere, en alsidig og kreativ børnegruppe og en skoleledelse, der fokuserer på at skabe balance mellem faglig udvikling og styrkelsen af personlige og sociale kompetencer.
 
Vi har desuden gjort et stort arbejde ud af at tilpasse skolereformen til en meningsgivende arbejds- og skoledag, som også tager højde for de aktiviteter og den indsats, der leveres i FFO-tilbuddet. Det betyder bl.a., at vi fokuserer på mål- og indholdsbeskrivelse, en balanceret åbningstid og en velgennemtænkt bemanding i FFO-tiden.
 
På skolen er vi meget aktive i samarbejdet med det lokale erhvervsliv/foreninger og omkringliggende samfund, og vi er stolte af, hvordan vores medarbejdere får bragt virkeligheden ind i undervisningen og FFO gennem kreative og nyskabende projekter.
 
Vores skole kommer til at består af 530 elever og 95 medarbejdere, heraf 20 i FFO.
 
Skoledelen er undervisningsmæssigt opdelt i børnemiljø og ungemiljø. En del af børnemiljøet fra 0. – 2. årgang er placeret i Jonstrup med tilhørende FFO.
 
Som en del af skolen har vi en kommunal autismeafdeling med elever fra 0. – 9. årgang.
 
Vores FFO fritidsordning består af Miniklub (0.-3. årgang), Toppen (4. – 6. årgang) og Klub 24 (7.– 9. årgang for Lille Værløse Skole, Syvstjerneskolen og Søndersøskolen).  
 
Hertil kommer vores sekretariat, hvor der er tre sekretærer. 
 
Lille Værløse Skole har gode og moderne faglokaler, FFO-faciliteter og udeområder med naturlegeplads. Hertil kommer ny udvidelse af legeplads i foråret 2018, både i Værløse og Jonstrup. Skolen er tæt beliggende tæt ved Værløse Station og i nærheden af dejlig natur.
 
Læs mere om os på: http://www.lille-værløse.dk/


Hvem er du?
Vores nye afdelingsleder deler værdier og ambitioner på det grundlag, vi bygger vores skole på. Du har en anerkendende tilgang og ser mennesker som en ressource. Du ser mulighederne i hverdagen og handler derpå både på den korte og lange bane. Du er god til at organisere og kommunikere skriftligt og mundligt. 
 
Du er uddannet pædagog og har baggrund i den pædagogiske verden, gerne med ledelseserfaring og lederuddannelse – eller i hvert fald ambitionen om at starte på en sådan.
 
Ledelsesopgaver
Som afdelingsleder får du ansvaret for Miniklub, Toppen, Klub 24 og Jonstrup FFO, og dit arbejde indebærer en tilstedeværelse i åbningstiden i vores FFO og derigennem at skabe synlighed og kontakt mellem skoleledelse, medarbejdere, forældre og børn. (Autisme FFO)
 
Dine opgaver i forhold til FFO vil bl.a. omfatte:
 

  • Faglig ledelse og udvikling af FFO i samspil med skolen
  • Personaleledelse af pædagoger og pædagogiske assistenter i FFO-tiden
  • Teamudvikling, faglig ledelse og udvikling af FFO i samarbejde med medarbejderne
  • Inspiration og formidling af nyeste faglige viden
  • Indskrivning/modtagelse af børn i FFO
  • Udvikling af det fysiske miljø
  • Udvikling af det digitale læringsmiljø
  • Tiltag i forbindelse med fx trivselsmålinger
  • Overgangsarbejde børnehave/forårsbørn/skole/FFO
  • Skoleårets planlægning i samarbejde med den øvrige ledelse
  • Udvikling af mål og indholds beskrivelser for FFO med samspil med vores udviklingsprojekt ”Elevernes læring og progression”
  • Ansvarlig for FFO-råd
  • Deltager i skolebestyrelsen
  • Del af ledelsesteamet på Lille Værløse Skole 


    Dertil kommer en række ledelsesmæssige opgaver på tværs organisationen i samarbejdet med den øvrige ledelse.

Kontakt
Du er velkommen til at kontakte skoleleder Peter Thomsen på tlf. 72 16 46 45 eller souschef Mette Weise Holtoug på tlf. 72 16 46 46 for at høre mere om skolen.
 
Vi ser meget gerne, at du aflægger skolen et uformelt besøg, hvor du får mulighed for at stille spørgsmål og fornemme hverdagen hos os. Derfor holder vi besøgsdag onsdag den 21. februar fra kl. 13.00 – 16.00 for potentielle ansøgere. Kontakt os for at aftale et specifikt tidspunkt.  
 
Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny løn.
 
Ansøgningsfrist
Torsdag den 22. februar 2018 kl. 12.00.
 
Ansættelsessamtaler
Der afholdes ansættelsessamtaler 26. februar 2018 fra kl. 12.00.
 
Når du sender din ansøgning
Vi beder dig søge jobbet online. Klik på "Send ansøgning" nederst og vedhæft din ansøgning, CV, bevis for professionsbachelor som pædagog (obligatorisk) og anden relevant dokumentation.
 
Venlig hilsen
Peter Thomsen
Skoleleder
 
Lille Værløse Skole
Ryetvej 1,
3500 Værløse

 
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her