Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Afdelingsleder til Bo & Beskæftigelse

Bo & Beskæftigelse søger en passioneret afdelingsleder, som kan stå i spidsen for driften og den fortsatte udvikling af attraktive beskæftigelsestilbud til borgere med fysiske, psykiske og sociale udfordringer. Vi lægger vægt på, at vores nye afdelingsleder har faglig indsigt i og erfaring fra det specialiserede socialområde, er ambitiøs på områdets vegne og brænder for at gøre en forskel for brugerne af vores tilbud.

Bo & Beskæftigelse

Bo & Beskæftigelse er Odder Kommunes samlede tilbud til en bred målgruppe af borgere med udfordringer, heriblandt borgere med kognitiv funktionsnedsættelse, sent udviklede, udviklingshæmmede og multihandicappede. Bo & Beskæftigelse består af fem boenheder, to beskæftigelsestilbud og en fælles administration. Vi søger en afdelingsleder til de to beskæftigelsestilbud – Aktivitetscentret og Cafe Pakhuset – og administrationen.

Aktivitetscentret tilbyder beskyttet beskæftigelse efter Servicelovens §103 og §104 til ca. 60 brugere. Brugerne arbejder på forskellige værksteder, og herudover tilbyder Aktivitetscentret en række andre aktiviteter, som kan være med til at afveksle brugernes hverdag og udvikle deres motorik, kompetencer og værktøjer til at klare sig selv.

Cafe Pakhuset er en lille brugerdreven cafe, som tilbyder beskæftigelse efter Servicelovens §102 og §103 samt LAB-lovens §31 til ca. 15 brugere. Medarbejderne i cafeen er således en blanding af udviklingshæmmede, personer i jobafklaring og praktik, frivillige og pædagogisk personale. Cafe Pakhuset er åben for alle og udgør det daglige samlingssted for borgere, som nyder et socialt fællesskab på tværs af forskelligheder.

Den fælles vision for Bo & Beskæftigelse er at skabe et godt sted at bo, gæste og arbejde med afsæt i strategien for det specialiserede socialområde. Den fælles faglighed bygger på en helheds- og empowermentorienteret socialpædagogisk tilgang, hvor fokus er på aktivt medborgerskab i læringsfællesskaber tilpasset den enkelte bruger. I hverdagen betyder det, at brugeren mødes på baggrund af en anerkendende og ressourceorienteret pædagogik, hvor der tages afsæt i den enkelte brugers ønsker, behov og muligheder.

Stillingen

Som afdelingsleder for Aktivitetscentret, Cafe Pakhuset og administrationen får du det daglige ledelsesansvar for ca. 20 medarbejdere fordelt på to matrikler. Medarbejderne har forskellig faglig baggrund, men fælles for dem er, at de brænder for at gøre en forskel for brugerne.

Du får reference til virksomhedslederen, og du bliver en del af et ledelsesteam, som arbejder sammen og på tværs om den fortsatte udvikling af Bo & Beskæftigelse som et godt sted at bo, gæste og arbejde.

Med stillingen som afdelingsleder følger også et tæt samarbejde med brugere og pårørende. Brugerne udgør en bred målgruppe, som hele tiden udvikler sig, men fælles for dem er, at de ønsker at lære og udvikle sig samt opleve sig som betydningsfulde for det omgivende samfund.

Endelig vil du som afdelingsleder få et tæt samarbejde med kommunens øvrige virksomheder og stabe samt en række andre lokale samarbejdspartnere, heriblandt erhvervsvirksomheder, foreninger, folkehøjskoler og Frivilligcenter Odder.

Ledelsesopgaven

Som afdelingsleder skal du varetage den daglige driftsledelse af beskæftigelsestilbuddene og administrationen. Herudover skal du gennem en stærk faglig ledelse sikre fokus på kerneopgaven og kvalitet i løsningen heraf samt en tydelig sammenhæng mellem den pædagogiske tilgang og den daglige praksis. Endelig skal du varetage den daglige personaleledelse. Alle ledelsesopgaver varetages i tæt samarbejde med virksomhedslederen og det øvrige ledelsesteam.

Herudover venter følgende konkrete opgaver dig som ny afdelingsleder:

  • Fortsat udvikling af beskæftigelsestilbuddene, så de forbliver eftertragtet af brugere og medarbejdere
  • Udvikling af nye beskæftigelsesmuligheder som led i en styrket lokal indsats
  • Øget dialog og samarbejde med det lokale erhvervsliv
  • Fortsat udvikling af Bo og Beskæftigelse som én samlet enhed

Din profil

Vi forventer, at vores nye afdelingsleder besidder følgende faglige kompetencer og erfaring:

  • Har en pædagogisk, social- eller sundhedsfaglig uddannelse
  • Har erfaring fra det specialiserede socialområde og fingeren på pulsen i forhold til beskæftigelse til borgere med fysiske, psykiske og sociale udfordringer
  • Har lyst og evner til personaleledelse og gerne erfaring hermed
  • Har lederuddannelse på diplomniveau eller er indstillet på at gennemføre en sådan
  • Har erfaring fra politisk styret organisation og måske civilsamfundsorganisation
  • Har erfaring med at igangsætte og lede forandrings- og kulturprocesser
  • Har driftsøkonomisk og administrativ indsigt
     

Vi forventer, at den nye leder besidder følgende personlige kompetencer:

  • Er rummelig og favner det hele menneske og hele virksomhedens målgruppe
  • Pejler entydigt efter borgerperspektivet og ser værdiskabelsen for borgerne som det centrale omdrejningspunkt for indsatsen
  • Er visionær, iderig, kreativ og modig og evner at omsætte visioner og ideer til praksis
  • Udstråler god energi, virkekraft og engagement og er god til at understøtte medarbejdernes motivation
  • Leder tillidsbaseret og giver medarbejderne mulighed for at udøve deres faglighed, men er også i stand til at træffe beslutninger og stå fast, når situationen kræver det
  • Har fokus på at skabe et godt og udviklende arbejdsmiljø med plads til og respekt for forskelligheder
  • Prioriterer at være synlig, tilgængelig og opsøgende over for medarbejdere, lederkolleger, brugere og pårørende
  • Har vilje og evner til at samarbejde på alle niveauer og optræder empatisk, lyttende og inddragende i dialogen og samarbejdet med andre
  • Har blik for, hvordan vi kan arbejde involverende og udviklende sammen med erhvervslivet, frivillige og det øvrige lokalsamfund
  • Er en tydelig og kompetent kommunikator og formidler - både i tale og på skrift
  • Er god til at holde fokus og evner at bevare overblikket og skabe struktur og sammenhæng i en travl hverdag
  • Leder med stor integritet - hviler i sig selv og agerer med ordentlighed

Ledelse i Odder Kommune

Odder Kommunes ledelses- og organisationsgrundlag danner et fælles sprog om ledelse og sætter rammen for, hvordan vi arbejder med ledelse i Odder Kommune.

Stillingen som afdelingsleder er med afsæt i ledelses- og organisationsgrundlaget defineret som leder af medarbejdere. De generelle forventninger til ledere af medarbejdere i Odder Kommune er beskrevet i lederprofilen.

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen ønskes tiltrådt den 1. august 2020.

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles med den relevante faglige organisation i henhold til gældende overenskomst.

Yderligere information

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte virksomhedsleder Michael Grangaard på telefon 23470622.

Ansøgning

Hvis du ønsker at søge stillingen, skal det ske online ved, at du uploader din ansøgning med relevante bilag. Ansøgningsfristen er torsdag den 4. juni 2020. 

Første samtale forventes afholdt fredag den 12. juni 2020 og anden samtale fredag den 19. juni 2020. For kandidater, der går videre til anden samtale, vil der blive gennemført test samt indhentet referencer.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.