Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Afdelingsleder til Kratbjergskolen

Afdelingsleder søges til Kratbjergskolen, Afdeling Engholm. Stillingen ønskes besat pr. 1. april 2018.

Nye muligheder – én skole to afdelinger…

På afdeling Engholm har vores afdelingsleder valgt at søge nye græsgange.

Vi mangler derfor en afdelingsleder med blik for den pædagogiske ledelse og viden om drift og ledelse af de administrative arbejdsgange og processer på en skole. En leder der kan og vil sætte fokus på den pædagogiske ledelse af afdelingen, men samtidig forstår at bevæge sig i mellemrummet mellem pædagogik og driftsledelse. En leder der sammen med skolens øvrige ledere og medarbejdere, bidrager til at tegne og samle skolen, i forhold til elever, forældre og skolens andre interessenter.

Kratbjergskolen er en distriktsskole i Allerød Kommune, bestående af 2 afdelinger: Afdeling Ravnsholt og Afdeling Engholm. Kratbjergskolen er en fusion fra august 2016 af to tidligere selvstændige skoler. Som en del af fusionen mellem Engholm og Ravnsholt er vi i gang med en spændende proces med implementering af vort nye fælles værdigrundlag – en fælles grundfortælling om skolen, som er udviklet i samarbejde med forældre, erhvervsliv, kulturliv og andre som vil diskutere fremtidens skole og det vi skal være kendt for – et fælles værdigrundlag, som i de næste år skal sætte retning for den fælles skole.

Du tilbydes et spændende og udfordrende job, hvor du i samarbejde med det samlede ledelsesteam arbejder med ledelse af en stor skole på flere matrikler. Skolen har en engageret personalegruppe, aktive forældre og mange engagerede interessenter, samt en skolebestyrelse som aktivt involverer sig i skolens udvikling og konstruktivt bidrager med både med- og modspil. Vi giver dig en unik mulighed for at være med i dette fællesskab og til at bidrage til den fortsatte udvikling af Kratbjergskolen.

Vi søger en struktureret, tydelig og stærk leder, der aktivt deltager i det daglige ledelsesarbejde og bidrager til at samle afdelingen og den samlede skole. Du skaber resultater i samarbejdet med ledelsesteam og medarbejdere og sætter en klar og ambitiøs retning. Du har gerne ledelsesmæssig erfaring og har kendskab til arbejde i en kompleks organisation med skolebestyrelse, medarbejderfora og elever, som skal gå op i en højere enhed. Du skal være lyttende og anerkendende, men du skal også kunne være vedholdende og beslutningsstærk. Du skal kunne træffe de beslutninger, som opstår ad hoc og som bidrager til den fælles retning.

Vi er samtidig på vej til at ansætte en administrativ leder, men vi har brug for at du kan bevæge dig i mellemrummet mellem pædagogisk ledelse og driftsledelse.

Vi søger en leder der:

  • Har lyst og mod til sammen med den øvrige ledelse, at sætte pædagogisk ledelse på dagsordenen, en leder som brænder for undervisning og læring, der tager udgangspunkt i det enkelte barns forudsætninger og de inkluderende fællesskaber.
  • Forstår og har interesse i at få de administrative opgaver til at spille sammen med den pædagogiske udvikling og god til at følge op og holde fast i de mange bolde.
  • Vil indgå i et team som har fokus på at skabe en skole, der styrker børnenes trivsel, læring, dannelse og personlige udvikling.
  • Forstår vigtigheden af at have fokus på personalet, så vi fortsat er en attraktiv arbejdsplads, hvor vi udvikler os sammen med børnene som omdrejningspunkt. Du er derfor god til at involvere personalet i afdelingens udvikling, og du sætter tydelig retning for arbejdet med at opnå resultater.
  • Har et børne- og læringssyn, som tager udgangspunkt i at; børn udvikler sig i sociale relationer, skelner mellem barnet og barnets adfærd og tror på, at barnet altid gør sit bedste. At børn kan have et problem, men aldrig ER deres problem, at børn kan have problemer, men det er de voksnes ansvar at være med til at løse dem. 
  • Har praktisk og teoretisk viden om læring, udvikling og ledelse af inkluderende læringsmiljøer og meget gerne en diplomuddannelse i ledelse eller lignede.
  • Er god til at samarbejde og evner at involvere relevante interessenter i beslutningsprocesserne.
  • Er kommunikativt stærk, såvel mundtligt som skriftligt.
 
Vil du vide mere
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved fortrolig henvendelse til distriktsskoleleder Morten Permin på 2974 5372, eller efter aftale med sekretær Britt Hald på 2142 1576.

Stillingen er på overenskomstvilkår, omfattet af aftale mellem Skolelederforeningen og Allerød Kommune.

Du søger stillingen digitalt via linket i annoncen senest den 18. februar 2018. Uddannelsesbevis, dokumentation for tidligere erfaring og andre relevante bilag uploader du separat med din ansøgning.

Vi forventer at holde første samtale fredag den 23. februar 2018 og anden samtale tirsdag den 27. februar 2018. Kandidater, der går videre til anden samtale skal forud for denne gennemføre en personlighedstest.

Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har ca. 25.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv og gode idræts- og fritidsmuligheder.

Der er gode transportmuligheder både til og fra kommunen. Der går S-tog hver 10. minut fra Allerød Station.

Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles værdisæt om åbenhed, respekt og troværdighed. Dialog og samarbejde er nøgleord, der kendetegner god ledelse i Allerød Kommune.

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor selvbestemmelse og gode udviklingsmuligheder.

Allerød Kommune er røgfri arbejdsplads. En røgfri arbejdsplads betyder, at der ikke må ryges i arbejdstiden.

 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her