Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Afdelingsleder til nyt socialpsykiatrisk tilbud i Hillerød

Vil du være med til at åbne et helt nyt tilbud?

1. september 2018 åbner Bocenter for unge og voksne med særlige behov et nyt botilbud for tyve psykisk sårbare yngre borgere med sindslidelser eller lettere autisme i Boligerne på Herlufdalsvej. Visionerne og strategien er på plads – vi har nu stærkt brug for en afdelingsleder, der kan brænde igennem og føre dem ud i livet i samarbejde med ledelse, medarbejdere og borgere. Har du en socialfaglig uddannelse, en sundhedsuddannelse eller er du akademiker med erfaring på det socialpsykiatriske område, så er du måske vores nye afdelingsleder på Boligerne på Herlufdalsvej.

Vi bygger op
Du får som afdelingsleder en meget aktiv rolle at spille i etablering af tilbuddet. De pædagogiske linjer skal lægges med udgangspunkt i Bocentrets overordnede faglige tilgange, og vi forventer, at du er opdateret på områdets udviklingstendenser i øvrigt. Du bliver nemlig omdrejningspunktet for opbygningen af en professionel praksis og et fagligt miljø, der understøtter recovery i mødet med den enkelte borger. Samtidig skal der opbygges et struktureret miljø, der kan være rammen om samarbejdet med borgerne med autisme.

Vi sætter holdet
I samarbejde med Bocentrets centerleder skal du i gang med at ansætte kvalificerede medarbejdere til det nye tilbud. I den nye medarbejdergruppe skal der skal opbygges en kultur, som sammentømrer gruppen, og på samme tid gør medarbejderne bevidste om synergien i at være en del af et større hele – nemlig Bocentret. Synlig faglig ledelse er af afgørende betydning i denne proces, ligesom det er vigtigt, at du kan sætte en retning og få medarbejderne med dig, fordi du inspirerer og skaber arbejdsglæde.

Hvem er vi?
Boligerne på Herlufdalsvej hører under Bocenter for unge og voksne med særlige behov, som er et dag- og døgntilbud for mere end hundrede borgere. Bocentret hører under Hillerød Kommune.

Vores samarbejde med borgerne på Bocentret er præget af anerkendende, systemisk narrative og neuropædagogiske tilgange. De nye metoder, som vi på Bocentret skal tilegne os sammen, vil tage afsæt i disse tilgange, som du derfor også må være bekendt med. Vi arbejder aktivt efter vores virksomhedsplan og metodekatalog.

Din baggrund og profil
Din faglighed kan hvile på flere forskellige fundamenter. Du kan være socialpædagog, ergoterapeut, sygeplejerske eller have anden relevant uddannelse, kombineret med solid ledelseserfaring og gerne en diplomlederuddannelse eller anden lederuddannelse. Læs her, hvad vi yderligere forventer af en afdelingsleder på Bocentret.

Yderligere oplysninger
Kan du se dig selv stå i spidsen for opbygningen af alt dette nye, og dernæst for udvikling og drift af Boligerne på Herlufdalsvej fremover, så er du velkommen til at ringe til Centerleder Lisbeth Malmer Jensen på telefon 72 32 39 06 og høre mere om opgaverne.

Ansøgning
Vi skal have din ansøgning senest den 28. februar og forventer at holde 1. og 2. samtale i ugerne 10 og 11.

Hillerød Kommune er en dynamisk og udviklingsorienteret kommune centralt placeret i det skønne Nordsjælland. Vi er en stor arbejdsplads med mere end 5.000 ansatte, og vi servicerer ca. 50.000 borgere. Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her