Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Afdelingssygeplejerske søges til Rygkirurgiske Senge, Rygcenter Syddanmark - genopslag

Har du evnerne og lysten til at lede dygtige og erfarne medarbejdere, arbejde med kultur og skabe resultater? Er du desuden nysgerrig på at bevæge dig i et spændende fagligt felt med fokus på rygkirurgiske patienter? Og vil du sammen med den resterende ledergruppe være med til at udvikle afdelingen i en positiv retning til gavn for både patienter og medarbejdere?

Grundet et smalt ansøgerfelt ved første opslag har vi valgt at gå i genopslag med denne stilling. 

Uddybende om stillingen

Vores afdelingssygeplejerske igennem mange år går på pension, og i den forbindelse står vi over for et generationsskifte i ledelsen af sengeafsnittet. Derfor søges en ny dedikeret afdelingssygeplejerske til at lede og drive sengeafsnittet videre.

Vi tilbyder et spændende lederjob, hvor du som afdelingssygeplejerske bliver ansvarlig for vores rygkirurgiske sengeafsnit. Rygkirurgiske senge er et elektivt afsnit med plads til 14 patienter.
Stillingen indebærer personaleledelse af tre faggrupper; sygeplejersker, fysioterapeuter og social- og sundhedsassistenter - i alt 24 medarbejdere.

Da Rygcenter Syddanmark er en elektiv afdeling lukker sengeafsnittet ned i forbindelse med helligdage samt hver anden weekend.

Vi er stolte af den høje grad af patienttilfredshed, som igennem mange år har været stabil og kendetegnet for afsnittet. Samtidig går vi op i at have et godt arbejdsmiljø, og generelt gør vi os umage for at være en god arbejdsplads.

Du vil indgå i afdelingens ledergruppe, og deltage i at sikre afdelingens generelle udvikling, målopfyldelse, arbejdsglæde samt løse tværgående ledelsesopgaver. Vi er en afdeling der prioriterer samarbejde højt, og ser en stor værdi i at sparre med og hjælpe hinanden på tværs af afdelingens afsnit.

Du vil referere til og samarbejde med en afdelingsledelse med højt ambitionsniveau, og som er overbevist om, at en positiv, engageret og humoristisk tilgang er måden hvorpå relationer dannes, tillid opnås og resultater skabes.

 

Om dig

Vi forventer, at du er uddannet sygeplejerske, gerne suppleret med videreuddannelse eller erfaring inden for ledelse. Du brænder for ledelse og kan med nærvær, empati og situationsfornemmelse skabe gode resultater med personalet og for patienterne.


Vi søger en afdelingssygeplejerske der:

  • Er bevidst om egen lederidentitet
  • Er en god team-player
  • Kan sikre og koordinere en stabil daglig drift
  • Understøtter kvalitets- og udviklingsarbejdet i afdelingen
  • Har øje for at talentudvikle sit personale
  • Arbejder for en god kultur og et sundt arbejdsmiljø
  • Er retfærdig, fleksibel og loyal – og evner at holde et højt fortrolighedsniveau
  • Har humor, drive og en positiv indstilling

 
Du besidder evnen til at:

  • Tage ansvar, uddelegere og sætte retning
  • Initiere og mestre det brede samarbejde såvel mono- som tværfagligt og evner at fastholde fokus på målopfyldelse og resultater
  • Se muligheder og selvstændigt finde frem til løsninger
  • Mestre at jonglere med mange bolde i luften, bevare overblikket og prioritere
  • Skabe tillidsfulde relationer og opnå følgeskab

 

Vi tilbyder

  • En stilling med ansvar
  • Mulighed for at tage relevant efteruddannelse inden for ledelse
  • En stærk faglig medarbejdergruppe
  • En ambitiøs afdeling med fokus på kvalitet samt patientsikkerhed og –tilfredshed
  • En afdeling i udvikling, hvor vi lægger særlig vægt på omstillingsparathed og konstruktivitet
  • En dynamisk arbejdsplads, hvor medarbejderne løser arbejdsopgaver i tværfagligt samarbejde med fokus på ”patienten først”. Der lægges vægt på en aktiv hverdag med et godt arbejdsmiljø.
  • Introduktion efter Sygehus Lillebælts onboarding koncept samt tilknytning af mentor

 Vi arbejder ud fra Sygehus Lillebælt værdier: Resultater, Ordentlighed, Samarbejde og Excellence.

 

Yderligere information

Såfremt du ønsker stillingen uddybet kan du rette henvendelse til Oversygeplejerske Rikke Bagge Skou,

tlf. 4042 2885 / Rikke.Bagge.Skou@rsyd.dk

 

Løn- og ansættelse
Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende faglig overenskomst.

Ansættelsesstart den 1. august 2021

 

Ansøgningsfrist og rekrutteringsprocessen

Fristen for at søge stillingen er den 9. maj 2021


Der planlægges to runder samtaler samt evt. personlighedstest mellem samtalerne.

Første samtale forventes afholdt den 17. maj og anden samtale forventes afholdt den 28. maj.

 

Om Rygcenter Syddanmark

Rygcenter Syddanmarks kerneopgave er, på specialistniveau, at udrede samt behandle og herunder vejlede regionens rygpatienter ud fra den enkeltes behov. Det overordnede mål er at fremme livskvaliteten for rygpatienter.

Rygcenter Syddanmark er en rygmedicinsk og rygkirurgisk afdeling i Sygehus Lillebælt med 160 medarbejdere. Vi modtager rygpatienter fra hele Region Syddanmark.  Årligt modtager vi ca. 18.000 nye henvisninger og opererer ca. 1.000 patienter.

 Det er vores vision, at:

  • Holde fokus på kvalitet, udvikling, uddannelse og forskning
  • Gå forrest i samarbejdet med Regionens øvrige aktører på rygområdet
  • Sikre en god kultur og et sundt arbejdsmiljø
  • Være en integreret del og drivende kraft i SLB

Forskning er et højt prioriteret område med stor rygkirurgisk og rygmedicinsk forskningsaktivitet. Herudover er afdelingen uddannelsessted for mange faggrupper. Vi tillægger det stor værdi, at være med til at forme en god uddannelse til de uddannelsessøgende og på den måde tage et medansvar i at sikre sundhedsvæsenet med gode kommende kollegaer.

 Vil du vide mere om afdelingen: http://rygcentersyddanmark.dk/wm202525

 


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.