Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Afdelingssygeplejerske til attraktiv lederstilling i Psykiatrisk Ambulatorium Ishøj

Brænder du for ledelse? Og kan du sætte fokus på kvalitet, faglig udvikling og medarbejdertrivsel? Så se her.

Velkommen indenfor hos Psykiatrisk Ambulatorium Ishøj
Psykiatrisk Ambulatorium Ishøj er en enhed under Psykiatrisk Center Glostrup, og er fysisk beliggende i Ishøj Centret. Ambulatoriet består af to F-ACT-teams samt et bosteds-team. De to F-ACT-teams behandler patienter med psykisk sygdom af såvel psykotisk som ikke-psykotisk karakter. Bosteds-teamet varetager den psykiatriske behandling og opfølgning for henviste beboere på botilbuddene. Teamet bliver permanentgjort per 1.1.2021.

Ambulatoriets 3 teams består af i alt 30 medarbejdere, hvert team har en teamkoordinator og teammedlemmer. Teammedlemmerne er bredt sammensat af sygeplejersker, læger, ergoterapeuter, psykologer, socialrådgivere, social- og sundhedsassistenter og sekretærer. Og vi er undervejs med at ansætte to recovery-mentorer.

I ambulatoriet vil du opleve den særlige ”Ishøj-ånd”. Vi arbejder sammen som et hold og strækker os langt for hinanden. Vores holdånd medfører, at vi har et arbejdsmiljø, der er præget af gensidig respekt, gode faglige diskussioner, samarbejde og en humoristisk omgangstone.

Dine ansvarsområder og udviklingsopgaver
Du skal i tæt samarbejde med den afsnitsledende overlæge involvere og motivere medarbejderne i den videre implementering af F-ACT-modellen og konsolideringen af bosteds-teamet. I 2020 har vi arbejdet med, hvordan vi bedst matcher ressourcer og opgaver, hvilket vi fortsat vil have fokus på i 2021.

Du bliver leder for både erfarne og nyere medarbejdere, som alle bidrager med en høj faglighed og forskellige behandlingstilgange til den enkelte patient. Vi lægger stor vægt på den enkeltes medansvar og medindflydelse for patientforløbene, og vi er gode til at supplere og hjælpe hinanden, så opgaverne bliver løst effektivt.

Når der en sjælden gang er behov for det, skal du indgå i driften, oftest som 2. person, ved svære samtaler.

Dig som leder
Du har en anerkendende og lyttende ledelsesstil, og du vil aktivt medvirke til at fastholde ambulatoriet som en attraktiv arbejdsplads med høj trivsel og godt arbejdsmiljø. Derfor er det essentielt, at du har gode samarbejdsevner, og kan vedligeholde og danne netværk internt i organisationen og eksternt med henblik på de bedst mulige forudsætninger for opgaveløsningen.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har ledelseserfaring og gerne en lederuddannelse på diplom- eller masterniveau
  • er handlekraftig, problemløsende og struktureret
  • er nærværende i hverdagen, og har en åben dør med let adgang for alle medarbejdere
  • er realistisk ift. at balancere den daglige drift med forkromede udviklingsplaner
  • er motiveret for at arbejde med Lean som værktøj til forbedringer af kvaliteten af behandlingen og effektive arbejdsgange.
Vi tilbyder

Ledelsesudvikling til dig. Vi sørger løbende for, at du er godt klædt på til at varetage ledelsesopgaven. Som nyansat leder i Region Hovedstadens Psykiatri bliver du tilmeldt introduktion til ledelsesopgaven, hvor du får et forløb tilpasset dig, dine kompetencer og erfaring.

Gode muligheder for faglig sparring. Du vil dagligt kunne sparre med din medleder, den afsnitsledende overlæge, og du vil blive en del af en erfaren afdelingssygeplejerskegruppe, der sparrer på tværs. PC Glostrups psykiatriske ambulatorier har et tæt samarbejde i vores faglige fællesskab, hvor afsnitsledelserne mødes om sparring og udvikling hver måned.

Den første tid af ansættelsen, vil du få tilknyttet en mentor, så du kommer godt og trygt fra start. I hverdagen får du ligeledes mulighed for at sparre med de erfarne, engagerede og fagligt meget kompetente medarbejdere.

Et spændende speciale. Du vil blive en del af et spændende speciale, hvor der er mulighed for faglig fordybelse og udvikling. Og du vil få mulighed for at deltage i udviklingen og udformningen af den ambulante psykiatri i Region Hovedstadens Psykiatri.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse er efter gældende overenskomst.

Stillingen er på 37 timer ugentligt, og ønskes besat per 1. marts 2021 eller efter aftale.

Vi glæder os til at høre fra dig
Søg via link senest den 19. januar 2021.
Du bedes uploade CV, uddannelsesbevis og andre relevante dokumenter sammen med din ansøgning. Vi forventer at afholde samtaler d. 25. januar 2021.

Har du spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at kontakte udviklingschef Kirsten Tofterup på 30 58 77 97 og høre nærmere om stillingen.

Om Psykiatrisk Center Glostrup
Psykiatrisk Center Glostrup diagnosticerer og behandler vi patienter med alle typer af psykiske lidelser. Vi har 14 døgnafsnit med i alt 190 senge, 13 ambulatorier og en stor forskningsenhed. Centeret har en række specialiserede døgnafsnit og er en del af Københavns Universitets universitetshospitaler.

Vi arbejder målrettet med forebyggelse af tvang, recovery, øget bruger- og pårørendeinvolvering og med at skabe gode sektorovergage for vores patienter.

I Region Hovedstadens Psykiatri ønsker vi et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der bidrager til, at alle medarbejdere får de bedste betingelser for at udvikle sig og trives. I den forbindelse tilbyder vi røgfrie arbejdspladser, løbende vedligeholdelsestræning og spændende karriereveje.

Læs og hør mere om dine karrieremuligheder og Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på "Job i Psykiatrien".


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.