Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Akademiker med flair for data og analyse til Ledelsessekretariatet (genopslag)

Hvidovre, Rigspolitiet, Koncern IT

Du arbejder med data, der skal anvendes til at sikre effektive processer på it-området i politiet. Jobbet er kendetegnet ved en høj grad af selvstændighed i opgaveløsningen, faglige udfordringer og en omskiftelig hverdag, hvor opgaver med kort varsel stiller krav til dine kompetencer.

Om jobbet
Du er en vigtig drivkraft i optimeringen af licensstyringsområdet, og du medvirker til at sikre, implementere og vedligeholde interne processer og retningslinjer for styring af licensanvendelse. Du er en del af et lille team, der har til opgave at rådgive politiet samt udvikle og vedligeholde forretningskritiske og administrative it-systemer. Du medvirker desuden til at effektivisere politiets licensportefølje. I den forbindelse arbejder du med at identificere og gennemføre effektiviseringstiltag på licensområdet.

En stor del af arbejdet består i at indsamle og analysere data. Analyserne bruges til ledelsesrapportering samt til at optimere processen for licensstyring og til at træffe beslutninger ud fra. Du rådgiver om licenser samt behandler sager fra vores kollegaer i resten af politiet.

Du bliver en del af et dynamisk ledelsessekretariat med en bred berøringsflade i organisationen. Vi er 20 engagerede medarbejdere, som dækker en bred palet af opgaver fra ledelsesbetjening og kommunikation til økonomi, kontrakt- og licensstyring.

Vores kultur er præget af faglig sparring og samarbejde i en travl og ofte uforudsigelig hverdag, hvorfor det er afgørende, at du ser dig som en del af teamet og ønsker at bidrage, hvor der er behov. Du trives med at arbejde i en organisation, der har stor politisk bevågenhed, og du er god til at sætte dig ind i og forstå de komplekse sammenhænge, som er en præmis for vores arbejde.

Om dig
Du har en akademisk uddannelsesbaggrund som eksempelvis cand.polit., cand.scient.pol., cand.merc. eller cand.oecon. Det vigtigste er ikke din uddannelsesmæssige retning, men at dine analytiske evner er i top, og at du synes, det er sjovt at jonglere med data og tal. Vi forestiller os, at du har et par års relevant erfaring fra en lignende stilling, alternativt er du måske nyuddannet med erfaring fra et studiejob. Erfaring med dataindsamling og -analyse fx fra en større, offentlig organisation er en fordel, men ikke et krav.

Du har en struktureret tilgang, og du tager ansvar og arbejder effektivt med fokus og overblik i tæt samarbejde med de teams, du indgår i. Opgavernes karakter kræver din selvstændige indsats og gennemslagskraft for at effektuere og bevare fremdriften i opgaverne. Samtidig bliver du motiveret af samspillet med mange interessenter og tackler udfordringer på en konstruktiv måde. Du har arbejdet med processer og motiveres af at udvikle og optimere disse.

Du har et godt kendskab til Microsoft Office – især Excel. Det vil derudover være en fordel, hvis du har kendskab til Microsoft Visio, og måske har du endda erfaring med statistikværktøjer.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig eller specialkonsulent på baggrund af kvalifikationer.

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet, Koncern IT, Landlystvej 34, 2650 Hvidovre.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan bibeholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.

Kontakt og ansøgning

Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Sidse Hansen Ünal, tlf. 25 55 11 60 eller specialkonsulent Jacob Bollhorn-Svendsen, tlf. 41 53 27 39. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du oploade dit eksamensbevis. Du skal oploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion eller etnisk baggrund.

Vi forventer at afholde samtaler den 3. maj 2018

Koncern IT
Cirka 400 medarbejdere i Koncern IT udvikler og driver it-systemer for politiets omkring 15.000 ansatte, heraf 11.000 polititjenestemænd. Vi styrer it-projekter, udvikler softwareløsninger og sikrer med drift og support, at it-understøttelsen hjælper politiforretningen med at forebygge og forhindre kriminalitet. Koncern IT er organiseret i fire centre: Strategiske Stabe, Service, Udvikling, Drift og Ledelsessekretariat.


Ledelsesmæssigt har vi fokus på at udvikle alle ansatte, både professionelt og menneskeligt. Vi samarbejder på tværs af organisationen om at løfte kvaliteten og understøtte politiets kerneopgaver. Høje ambitioner og fælles mål om integritet og transparens er kernen i vort arbejde. Vores daglige sparring er en forudsætning for, at vi skaber gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt på i morgen.

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks 12 politikredse, politiet i Grønland og politiet på Færøerne. Rigspolitiet sætter retningen og udarbejder overordnede strategier for hele politiet i tæt samarbejde med politikredsene.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her