Har du lyst til at arbejde med ledelsesbetjening, udviklingsopgaver og koordinering på et mellemstort kommunalt behandlingscenter inden for det specialiserede voksensocial-område? Så har du nu muligheden for at kunne fordybe dig i et spændende fagområde.
Vi søger dig, der har særlig interesse for og evt. også allerede nogle års erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation og med feltet omkring det specialiserede socialområde. CAS er en del af den samlede socialstrategi i Roskilde Kommune, og er dermed også medspiller i udviklingen af hele området.
Da der ikke tidligere har været en tilsvarende stilling i CAS, skal du være indstillet på, at du i tæt samarbejde med den daglige leder i CAS, selv skal være med til at forme og skabe stillingen.
Eksempler på arbejdsopgaver i stillingen kan være:
- I tæt samarbejde med leder indgå i og være tovholder på projekt- og udviklingsopgaver i centret – både internt og i forhold til vores mange eksterne samarbejdspartnere. Eksempler kunne f.eks. være:
- Medvirke til fortsat at kvalificere evalueringen af vores behandlingsindsatser, så vi fortsat kan udvikle og optimereeffekten for borgeren af vores indsatser.
- Bidrage og være tovholder i processer, hvor vi har fokus på at styrke samarbejdet med vores mange eksterne samarbejdspartner, f.eks. gennem etablering af samarbejdsaftaler, der skal styrke vores samarbejde omkring vores borgergruppe, der ofte har forskelligartede udfordringer, som fordrer tæt samarbejde.
- Koordinere og sikre ledelsesinformation, herunder udarbejde oplæg til ledelsen.
- Mødeforberedelser, herunder også deltagelse i arbejdsgrupper.
- Generelt være en aktiv og drivende del af de processer, vi løbende sætter i gang på centret omkring metode- og organisationsudvikling
- Diverse ad-hoc-opgaver.
Vi søger dig, der:
- Har en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse og har lyst til at arbejde med projektarbejde og ledelsesbetjening inden for det specialiserede voksen-socialområde.
- Arbejder struktureret, har styr på detaljerne og samtidig har et godt overblik
- Arbejder selvstændigt og samtidig er god til at koordinere og har gode samarbejdsevner.
- Har gode formidlingsevner – både mundtligt og skriftligt.
- Er psykisk robust og kan trives i en til tider tempofyldt og omskiftelig hverdag med varierende opgaver og i en organisation, som er i bevægelse.
- Er fagligt ambitiøs, nysgerrig og engageret i alt hvad du laver.
Vi tilbyder:
- Spændende og alsidige arbejdsopgaver og høj grad af indflydelse på egen hverdag og mulighed for selv at være med til at præge stillingen.
- Et spændende, varieret og udfordrende arbejde i en organisation, som vægter høj faglig kvalitet i opgaveløsningen, herunder løbende evaluering og kvalificering af vores indsatser.
- En arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på at have en uhøjtidelig omgangstone med plads til humor.
- Medindflydelse på udvikling af arbejdspladsen samt en forventning om, at du aktivt vil bidrage til at fastholde et godt og stærkt arbejdsmiljø og trivsel i CAS.
Om CAS:
Center for Alkohol- og Stofbehandling er et tværfagligt behandlingscenter, som har eget myndighedsansvar. Centret har knap 30 engagerede og fagligt dygtige medarbejdere med forskellige social- og sundhedsfaglige uddannelse samt også 3 erfarne administrative medarbejdere. Vi tilbyder en moderne og helhedsorienteret rusmiddelbehandling, og centret har en bred vifte af behandlingstilbud efter både Sundhedslovens § 141 og 142 og Servicelovens § 101.Derudover har centret også tilbud til voksne pårørende til mennesker med alkohol- eller stofproblemer. Vi lægger vægt på at kunne tilbyde alle borgere en individuelt tilrettelagt og helhedsorienteret behandling. Vi bruger evidensbaserede metoder og lægger stor vægt på løbende at udvikle vores behandlingstilbud, bl.a. ved at implementere ny viden inden for vores specialeområder. Vi anvender FIT (Feedback Informed Treatment) og TEM (Trivsels- og Effekt Monitorering) i vores sociale behandling som en metode til at sikre, at vores indsats skaber forandring for borgeren.
Praktisk omkring løn og ansættelse
Der er tale om en fast stilling på 28 timer ugentligt. Stillingen er ledig til besættelse pr. 1. januar 2022.
Vi tilbyder fleksibel arbejdstid samt løn og ansættelsesvilkår, der fastsættes efter gældende overenskomst og afhængigt af dine kvalifikationer.
Vi gør opmærksom på, at der indhentes straffeattest i forbindelse med ansættelse, ligesom vi også indhenter referencer ved tilbud om ansættelse.
Yderligere oplysninger
Du kan finde yderligere information om CAS og vores behandlingstilbud på vores hjemmeside http://www.cas.roskilde.dk Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til psykolog og leder Winnie Jørgensen på tlf. 2342 6991 - bedst dagligt mellem kl. 8.30 og 9.00
Ansøgningsfrist er d. 5. november 2021 kl. 9.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt d. 11. og 16. november 2021.
Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på ofir.dk