Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Akademisk medarbejder til Koncern HR, Sundhedsuddannelser, Regionshuset i Vejle

Vil du arbejde for uddannelse til fremtidens sundhedsvæsen? Kan du lide blandingen af drift, udvikling og skiftende arbejdsopgaver i en politisk styret organisation? Så er du måske vores nye medarbejder i Koncern HR, Sundhedsuddannelser i Vejle.

Koncern HR, Sundhedsuddannelser søger en akademisk medarbejder til vores videreuddannelsesteam.  Afdelingen består af 17 medarbejdere der primært beskæftiger sig med lægers videreuddannelse, sundhedsfaglig grunduddannelse og efter-/videreuddannelse.

Om stillingen

Stillingen indebærer en varieret sammensætning af opgaver, herunder:

  • Planlægning, koordinering og udvikling af uddannelser samt efter- og videreuddannelse på sundhedsområdet i Region Syddanmark.
  • Løbende sagsbehandling på det lægelige videreuddannelsesområde, herunder:
    • Ansættelse af læger i hoveduddannelsesstillinger som led i deres videreuddannelse til speciallæge, håndtering af meritvurderinger, udarbejdelse af tillægsaftaler i forbindelse med ændringer i uddannelsesforløb og afholdelse af møder med specialerepræsentanter i en række råd og udvalg.
    • Planlægning af hoveduddannelsesforløb og fagområdeuddannelse for læger, herunder kvalitetssikring af den kliniske uddannelse i samarbejde med uddannelsesudvalg, sygehuse og speciallægepraksis.
    • Data og analysearbejde på videreuddannelsesområdet.
    • Bidrage til drift og udvikling af it-systemer på området.
  • Udarbejdelse af politiske og strategiske beslutningsoplæg, høringer, bemærkninger til dagsordener og besvare spørgsmål fra politikere, borgere m.fl.

Din profil

Du har en akademisk og gerne samfundsvidenskabelig baggrund. Dertil vil det være en fordel, hvis du har kendskab til sundhedsområdet og/eller arbejdet i en politisk ledet organisation.

Du er ansvarsbevidst, kan arbejde selvstændigt og tage initiativ samtidig med, at du har gode samarbejdsevner – også tværfagligt. Du har stærke relationelle kompetencer og har let ved at få et godt netværk.

Du er systematisk og god til at skabe struktur og overblik.

Du har gode analytiske evner og er i stand til at sætte dig hurtigt ind i komplekse problemstillinger og sammenhænge samt formidle dem klart og præcist såvel mundligt som skriftligt i bl.a. notater og dagsordenspunkter.

Du er fleksibel og trives med at være i et miljø, hvor der er travlt og behov for at have mange bolde i luften samtidig uden at miste overblikket, og hvor der stilles store krav til den faglige kvalitet.

Du er som person udadvendt, imødekommende med et positiv indstilling og godt humør og det falder dig naturligt at bidrage til, at vi løfter i flok i Koncern HR/Sundhedsuddannelser og til det gode sociale miljø i afdelingen. 

Du har lyst til at arbejde udviklingsorienteret og strategisk med sundhedsområdet og samtidig have opgaver med løbende sagsbehandling.

Om Koncern HR, Sundhedsuddannelser

Vores mission i Koncern HR, Sundhedsuddannelser er at skabe rammer og sammenhæng på uddannelsesområdet, så der er det rette antal sundhedsprofessionelle med de rette kompetencer – nu og i fremtiden.

Vores vision er at sikre uddannelsen til fremtidens sundhedsvæsen.

Vi har et godt kollegialt miljø med en uformel omgangstone. Vi er en afdeling med spændende og varierende opgaver med uddannelse på sundhedsområdet - et område med stort politisk fokus og behov for løbende udvikling. Læs mere om afdelingen og Koncern HR på siden her

Løn- og ansættelsesvilkår

Fuldtidsstilling svarende til gennemsnitlig 37 timer pr. uge.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Du vil få arbejdsplads i Koncern HR, Sundhedsuddannelser, HR Huset, Boulevarden 76. 7100 Vejle.

Vi forventer ansættelsesstart den 1. juni 2021.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte afdelingschef Tine Boesen Larsen på tlf. 2460 0487 eller chefkonsulent Claus Østergaard på tlf. 2920 1725.

Sådan søger du

Send din ansøgning sammen med relevante bilag ved at bruge linket ”Søg nu” nedenfor.

Ansøgningsfristen er 11. april 2021. Som supplement til ansøgningen, vil vi umiddelbart efter ansøgningsfristen udvælge nogle ansøgere, der vil blive bedt om at udfylde en case. Casebesvarelsen er skriftlig og fungerer som et ekstra beslutningsgrundlag inden vi udvælger endeligt til samtaler.

Samtalerne er planlagt til fredag d. 16. april 2021. Eventuelle 2. samtaler afvikles 21. april 2021.  I ansættelsesforløbet kan du blive bedt om at gennemføre tests.

 


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.