Har du lyst til at være med til at skabe bedre livskvalitet og bryde med den sociale ulighed i sundhed blandt københavnerne?
Så er du måske vores nye medarbejder i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Center for Sundhed.
Vi søger en selvstændig generalist, gerne nyuddannet, med gode samarbejdsevner og interesse for forebyggelse og projektarbejde til en 2 årig stilling.
Om os
Center for Sundhed har ansvaret for den strategiske udvikling af sundhedsområdet i Københavns Kommune. Stillingen er placeret i Center for Sundhed, Afdeling for Strategisk Folkesundhed, som består af ca. 17 engagerede medarbejdere som primært er akademikere med sundhedsfaglig eller samfundsvidenskabelig baggrund. Centeret har i alt ca. 60 medarbejdere, fordelt på adresser i Sjællandsgade og Randersgade.
Københavns Kommunes sundhedspolitik er forankret i vores afdeling, og ambitionen om at bryde den sociale ulighed i sundhed er omdrejningspunktet for vores arbejde. Derfor har vi i Københavns Kommune taget et modigt og ambitiøst valg om at prioritere at arbejde strukturelt og flerstrenget med forebyggelse. Vores målgrupper er både børn, unge og voksne, hvor vi vil skabe effekter vedrørende røgfrihed, gode alkoholvaner og psykisk sundhed. Indsatserne fokuserer på de steder, hvor der er flest i målgruppen, bl.a. skoler, ungdomsuddannelser og arbejdspladser. Dette arbejde sker i tæt samarbejde med Afdeling for Folkesundhed i København.
Herudover har vi ansvaret for en del af den faglige understøttelse af kommunens sundhedshuse, herunder stressklinikkerne og sundhedsydelser til borgere fra kommunens jobcentre. Ydermere arbejder vi aktivt med at præge og indrette byens rum og grønne områder, så de understøtter en sund livsstil for alle københavnere. Dette arbejde sker i tæt samarbejde med Afdelingen for Det Nære Sundhedsvæsen samt øvrige forvaltninger og samarbejdspartnere.
På tværs af alle indsatser arbejder vi målrettet med monitorering og implementering for at sikre, at indsatserne får en varig effekt.
Om jobbet
Vi har flere nye opgaver i afdelingen, som du vil få medansvar for at bidrage til. En af dine primære opgaver vil være at understøtte udbredelsen af tilbud om HPV-vaccination til alle skolebørn på 6. klassetrin på skolerne i København. Herudover vil du skulle bidrage til en kortlægning af stilleområder i København, samt understøtte udvikling og implementering af en ny indsats, der skal fremme sunde madvaner og sociale fællesskaber i udsatte boligområder. Indsatserne kræver tæt samspil med andre forvaltninger og interessenter i både planlægnings- og implementeringsfase, såvel som gode skriftlige formidlingsevner i betjeningen af direktion, borgmester og politiske udvalg.
Dine konkrete opgaver kan således spænde fra at indsamle, analysere og strukturere viden, til at formidle det i form af for eksempel et politisk beslutningsoplæg, til at koordinere og planlægge på tværs af interessenter i udviklingen og implementeringen af indsatserne.
Vi tilbyder et selvstændigt og udfordrende job i et engageret, energisk og travlt miljø med skiftende dagsordener og alsidige opgaver. Vi lægger stor vægt på et godt arbejdsmiljø, faglig sparring, ansvarlighed og respekt.
Kvalifikationer
Vi forestiller os, at du har følgende faglige kompetencer:
- En samfundsvidenskabelig kandidatgrad, gerne i folkesundhedsvidenskab, sundhedsfremme eller lignende.
- Organisatorisk forståelse og blik for at navigere i samarbejdet mellem det politiske niveau i kommunen, forvaltningen og samarbejdspartnere – det er en fordel, hvis du har erfaring med arbejdet i en politisk organisation.
- Kendskab til forebyggelsesområdet, og du formår at anvende din faglige viden i en politisk kontekst.
- Kendskab og interesse for udvikling og implementering af indsatser – og evner at planlægge og koordinere fra idé til forankring.
Vi forestiller os desuden, at du er kendetegnet ved disse personlige kompetencer:
- Du har analytisk sans og er hurtig til at sætte dig ind i komplekse problemstillinger og kan skabe overblik.
- Du kan formidle komplicerede budskaber kort og præcist, både skriftligt og mundtligt, uanset om modtageren er en politiker, borger, medarbejder eller leder.
- Du er selvstændig, forstået som god til at tage initiativ, holde overblik, samle trådene og afslutte opgaver samt kan prioritere din tid mellem flere forskellige sideløbende opgaver og villig til at gøre en ekstra indsats, når det kræves.
- Du har gode samarbejdskompetencer og formår at opbygge og vedligeholde gode relationer.
Mere information
Stillingen er 37 timer ugentligt og til besættelse hurtigst muligt – gerne fra 1. marts 2019. Stillingen er midlertidig og løber til udgangen af 2020.
Stillingen er placeret i Center for Sundhed, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune, som ligger i Sjællandsgade på Nørrebro.
Du kan læse mere om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på
www.kk.dk
Har du spørgsmål, er du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Kim Roat Pedersen på 2331 7286.
Søg stillingen via nedenstående link senest onsdag den 20. februar 2019.
Ansættelsessamtaler forventes at ligge den 26. februar 2019