Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Amager Fælled Skole søger tre nye lærerkolleger

Nogle af vores dygtige lærere har valgt at flytte til provinsen, så nu leder vi efter nye kolleger, som kan bidrage til vores dejlige skoles ånd og høje ambitionsniveau fagligt såvel som socialt.

Vi søger med ansættelse på fuld tid pr. 1. december eller tidligere

  • Indskoling/mellemtrin: dansk, håndværk/design og/eller billedkunst  
  • Mellemtrin/udskoling: dansk; biologi og/eller geografi samt engelsk

Med ansættelse på fuld tid pr. 1. januar eller snarest muligt derefter

  • Mellemtrin/udskoling: dansk; håndværk/design; idræt

På Amager Fælled Skole bliver du en del af et dybt engageret og professionelt fællesskab af lærere og pædagoger, hvor alle dine kompetencer kan komme i spil og blive udfordret. Hos os vil dine kolleger samarbejde og sparre med dig på daglig basis, og din ledelse vil engagere sig i dit arbejde og din trivsel. 

Vi arbejder tæt i fag- og årgangsteam; den faglige barre sættes højt, og du skal være indstillet på kollegial sparring og samarbejde. Vi har morgensamling hver uge i indskolingen, og når vi er færdige med renoveringen af skolen, har vi igen Madskole, hvor vi spiser med eleverne hver dag.

Vi har brug for kolleger, der tager ansvar, er initiativrige og har et positivt og rummeligt børne- og livssyn. Du skal være tydelig og struktureret, og det er en fordel, men ingen betingelse, at du har erfaring fra tidligere job.

Stilling 1
Dansk (indskoling/mellemtrin)
Håndværk/design og/eller billedkunst

Du er fagligt og didaktisk dygtig, og du er vild med at undervise de mindste elever. Du brænder for musisk-kreative fag og har masser af ideer og også gerne erfaring med at omsætte fagets formål til klasselokalerne. Du stortrives med de yngre elever og forstår, at læring og trivsel er hinandens forudsætninger, og du kan skabe tryghed og lærelyst hos dine elever. Du kan variere og differentiere din undervisning, og du drives af at se dine elever fordybe sig og blive dygtigere både fagligt og socialt.

Du skal læse de fleste af dine timer på 3. årgang, som også bliver dit team.

Stilling 2
Dansk (mellemtrin/udskoling)
Biologi og/eller geografi
Engelsk

Du er fagligt og didaktisk dygtig og evner at formidle såvel humanistiske som naturfaglige fag til eleverne på mellemtrinnet og i udskolingen. Du stortrives med aldersgruppen, og du kan både begejstre og udfordre skolens mange forskellige elever. Du er inspirerende at samarbejde med, og du kan bidrage positivt til skolens naturfaglige lærerteam i udskolingen.

Du vil blive en del af teamet på 6. årgang, hvor du også skal læse de fleste af dine timer.

Stilling 3
Dansk (mellemtrin/udskoling)
Håndværk/design
Idræt

Du er fagligt og didaktisk dygtig, og du har et stort hjerte for håndværk/design og har gode og gerne konkrete ideer til, hvordan eleverne kan begejstres og engageres i faget – både de yngre elever, men også valgholdseleverne i udskolingen, hvor du skal have en del timer. Du er også glad for dansk, og du kan arbejde varieret og differentieret med faget, så eleverne på mellemtrinnet og i udskolingen får de bedste muligheder for at lære og trives i dine timer.

Du vil blive en del af teamet på 5. årgang.

Om skolen
Amager Fælled Skole er en skole med mange projekter, en høj faglighed og en organisation, der arbejder med at udvikle sig selv. Vi er en sundhedspædagogisk profilskole og en af Københavns Madskoler.
Vi har et godt arbejdsmiljø med gode kolleger og spændende udfordringer. Vi arbejder professionelt og dedikeret og har en uformel tone i dagligdagen med godt humør og plads til gode grin. Vi har efter egen overbevisning den bedste personaleforening i byen, der vægter medarbejdertrivsel, kollegial omsorg og socialt samvær højt.

Amager Fælled Skole har ca. 900 elever med fire-fem spor på 0.-8. årgang samt to spor på 9. årgang. Skolen har en sammensat elevgruppe, som rummer både et- og tosprogede elever. Vi er beliggende tæt på Amager Fælled, DR Byen, Metroen, Havnebadet, Amager Strandpark, Vestamager Naturcenter o.m.a.

Yderligere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til indskolingsleder Dorte Juel eller skoleleder Torben Jensen på 3530 2308.

Læs mere om skolen på vores hjemmeside www.afs.kk.dk.

Søg via nedenstående link senest søndag den 18. oktober 2020
Ansættelsessamtaler onsdag den 21. oktober fra kl. 15.00.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.