Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Ambitiøse data- og analyseprofiler søges til undervisningsområdet

Har du lyst til at være en del af udviklingen af data i undervisningssektoren – og er du vild med at arbejde med data, tal og analyser? Så er et job som fuldmægtig i Center for Data og Analyse lige noget for dig.
 
Hvem er vi?
Styrelsen for It og Læring (STIL) vil være førende i staten inden for brugen af it og data i undervisningssektoren. På dataområdet er der en spændende udvikling i gang, hvor anvendelse af data i undervisningssektoren vil spille en nøglerolle i at gøre fremtidens læring endnu bedre. Du bliver en del af Center for Data og Analyse. Her har vi et stærkt data- og analysemiljø med 28 medarbejdere. Vi arbejder med data som bl.a. indberettes fra uddannelsesinstitutionerne og omsætter dem til centrale nøgletal og analyser til brug for opfølgning og kvalitetsudvikling af undervisningssektoren. Ambitionerne er store, og vores data skal bringes mest muligt i spil – både internt i ministeriet, men også i høj grad blandt sektorens mange aktører. Vi er optaget af at afprøve nye metoder til at bearbejde og analysere data – fx machine learning – men er bevidste om at indsamlingsmetoder og statistikkompetencer skal være på plads for at analyser kan give relevant viden.
 
Vi samarbejder tæt med vores Kontor for It-sikkerhed og Databeskyttelse om at vores data, som ofte er om eleverne, opbevares og behandles sikkert og efter gode dataetiske retningslinjer.
 
Din profil
Vi søger to data- og analyseprofiler med kompetencer inden for analyse, men i lige så høj grad inden for arbejdet med grunddata i høj kvalitet og med effektive indsamlingsprocesser.
 
Du har sandsynligvis et par års erfaringer fra job eller studiejob, hvor håndtering af store datamængder var en del af hverdagen. Du er systematisk og grundig og med godt humør. Du kan være en udadvendt profil, der også brænder for at formidle brugen af data, eller måske trives du bedst med primært at indsamle og kvalitetssikre data. Vi vil meget gerne høre hvilken type du er.
 
Vi vil lægge vægt på at du:

  • har interesse for – og gerne erfaring med – dataindsamling og kvalitetssikring af data til statistisk brug.
  • har evner for at formidle og kommunikere data på en letforståelig måde – også til målgrupper, der normalt ikke arbejder med statistik, så data bringes mest muligt i spil.
  • er god til at samarbejde og skabe relationer - både inden for og uden for ministeriet.
  • har kendskab til de mest almindelige statistiske analysemetoder.
  • har en analytisk tilgang til de data du arbejder med.
  • har erfaring med statistikprogrammer/værktøjer som fx SAS, SQL, STATA, SPSS, R - eller tilsvarende.
 
Dine opgaver
Blandt de opgaver, som du vil komme til at bidrage til er:
  • dataindsamlinger fra uddannelsesinstitutionerne og centrale it-systemer, som kvalitetssikres til statistik- og analysebrug.
  • formidle tal og analyser i notater, fx i forbindelse med opfølgning på uddannelsesreformerne inden for folkeskole, gymnasierne m.v. 
  • indarbejde og formidle vores data og tal i ministeriets datavarehus (www.uddannelsesstatistik.dk).
  • analyser på vores data, hvor vi fx sammenstiller data fra forskellige kilder for at få ny indsigt, laver statistiske modeller og lign. 
 
Om os
Styrelsen for It og Læring er en del af Undervisningsministeriet. Vi fremmer den digitale udvikling på undervisningsområdet, og vores primære fokusområder er øget anvendelse af it i undervisningen og understøttelse af effektiv institutionsdrift ved brug af it.
 
Vi beskæftiger ca. 290 medarbejdere i København og Aarhus.
 
Vi tilbyder
Vi tilbyder et alsidigt, indflydelsesrigt, selvstændigt og udfordrende job i et uformelt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede medarbejdere.
 
Flere oplysninger
På vores hjemmeside stil.dk kan du læse mere om hvad vi laver, og hvem vi er. Du kan se mange af de statistik- og analyseprodukter vi laver på både uvm.dk og i datavarehuset (www.uddannelsesstatistik.dk).
 
Du er også velkommen til at kontakte chefkonsulent Mathilde Molsgaard på tlf. 35 87 83 16, e-mail: mathilde.molsgaard@stil.dk eller kontorchef Jesper Lund på tlf. 35 87 88 74, e-mail: jesper.lund@stil.dk, for at høre mere om stillingen. 
 
Løn og ansættelse
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst i staten med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Ansættelsen sker som udgangspunkt som fuldmægtig, men med de rette kvalifikationer og erfaring kan ansættelse som specialkonsulent komme på tale.
 
Stillingerne ønskes besat pr. 1. maj 2018.
 
Arbejdsstedet er Vester Voldgade 123, 1552 København V.
 
Ansøgning
Ansøgningsfristen er torsdag den 22. februar 2018. Vi forventer at holde 1. samtalerunde den 1. marts 2018 og 2. samtalerunde den 8. marts 2018. 
Ansøgningen skal indeholde dokumentation for uddannelse (eksamensbevis) og (eventuel) tidligere beskæftigelse.
 
Hvis du går videre til 2. samtalerunde, vil du blive bedt om at udfylde en personprofil om dine adfærdspræferencer samt gennemføre en kognitiv test. 
Du søger stillingen via nedenstående link, hvor du kan uploade din ansøgning og relevante bilag indtil ansøgningsfristens udløb.
 
I Styrelsen for It og Læring ønsker vi en sammensætning af medarbejdere, der afspejler det omgivende samfund, og vi vurderer udelukkende ansøgere på baggrund af kvalifikationer og kompetencer.
 
Læs mere om Styrelsen for It og Læring på www.stil.dk. Her kan du også møde en medarbejder og læse mere om vores rekrutteringsproces og arbejdsplads.
 
Vi glæder os til at høre fra dig. 



Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her