
I Regional Udvikling søger vi en analytiker til Stabsenheden Verdensmål og Analyser. Der er tale om et barselsvikariat med forventet ansættelsesvarighed på 12 måneder.
Dit arbejde giver dig mulighed for at sætte dit aftryk på, hvordan vi som region anvender data og viden til at understøtte udviklingen i regionen, regionens arbejde med FN’s verdensmål og implementeringen af den regionale udviklingsstrategi.
Vi arbejder inden for områder som fx mobilitet, uddannelse, udvikling af landdistrikter, sundhed og trivsel og belyser mange andre relevante problemstillinger i forhold til regional udvikling. Du vil bidrage til vores forskellige analyseprojekter i samarbejde med enhedens øvrige medarbejdere.
Verdensmål og Analyser samarbejder om projekterne både internt i teamet og med de øvrige teams i Regional Udvikling.
I øjeblikket arbejder vi blandt andet på en analyse af digitale sundhedskompetencer og skal i løbet af de kommende måneder påbegynde arbejdet på KONTUR 2023. KONTUR er Region Syddanmarks årlige nøgletalspublikation. Der udarbejdes en KONTUR for hver af regionens 22 kommuner samt en for Region Syddanmark. Du kan se vores analyser her: https://regionsyddanmark.dk/regional-udvikling/analyser
Vi lægger stor vægt på, at vi i stabsenheden understøtter arbejdet med den regionale udviklingsstrategi. Som analytiker får du således en bred kontaktflade i organisationen, og du er med til at udvikle analyseprojekter fra den indledende idé til formidling af resultaterne.
Hvad tilbyder vi?
Vi tilbyder et inspirerende fagligt miljø, hvor du har indflydelse på dine arbejdsopgaver og på planlægning og gennemførelse af analyseprojekter. I Regional Udvikling lægger vi vægt på en uformel omgangsform med godt humør og arbejdsglæde. Der er mulighed for hjemmearbejdsdage og fleksibilitet i forhold til arbejdstid.
I Verdensmål og Analyser er vi otte engagerede medarbejdere, som savner en ny kollega. Vi er fem AC’ere og tre studenter med forskellig faglig baggrund inden for bl.a. økonomi, statskundskab, analytisk journalistik og folkesundhedsvidenskab. Du bliver en del af et team, som er forskelligt sammensat hvad angår køn, alder og erhvervserfaring, men hvor vi har et stærkt samarbejde og er gode til at sparre med hinanden.
Hvem er du?
Vi forventer, at du har en kandidatuddannelse og har gode analytiske kompetencer inden for samfundsfaglige analyser. Din uddannelse kan være inden for økonomi, statskundskab eller lignende. Det vil desuden være en fordel, men er ikke et krav, hvis du har indsigt i sundhedsområdet. Du kan være nyuddannet eller have et par års relevant erhvervserfaring.
Derudover lægger vi vægt på:
- At du har en god analytisk værktøjskasse, herunder viden om kvantitative metoder og værktøjer.
- At du kan omsætte din viden til indsigter, der kan bruges i vores arbejde med at udvikle regionen.
- At du har kendskab til Excel og Stata, som vi anvender til analyser, beregninger og visualisering af data. Erfaring med Microsoft Power BI vil ligeledes være en fordel.
- At du har kendskab til Adobe-programmer som InDesign og Illustrator.
- At du har mod på at holde oplæg for eksterne samarbejdspartnere om vores analyser.
- At du har en løsnings- og mulighedsorienteret tilgang til dine arbejdsopgaver og kan samarbejde på tværs af organisationen.
- At du har et godt socialt gen og arbejdsglæde sammen med gode kolleger.
Om Regional udvikling
I Regional Udvikling er der fire afdelinger: Vand og jord; Klima og Ressourcer; Sekretariat, Uddannelse og Mobilitet samt Sundhedsinnovation og Kultur. Verdensmål og Analyser er en stabsenhed i Regional Udvikling ledet af en chefkonsulent med personaleansvar.
Du kan læse om den regionale udviklingsstrategi og opgaverne i Regional Udvikling på
https://regionsyddanmark.dk/regional-udvikling.
Yderligere oplysninger
For yderligere oplysninger om stillingen er du velkommen til at kontakte leder af Stabsenheden for Verdensmål og Analyser, chefkonsulent Bo Hanfgarn Eriksen på 2180 9732.
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist den 5. februar 2023 og vi forventer at afholde samtaler i uge 8.
Der er tale om en fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt.
Stillingen er et barselsvikariat. Der er tale om en begivenhedsbestemt ansættelse med forventet ansættelsesvarighed på 12 måneder. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på ofir.dk