Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Analytikere til analyser af det offentlige indkøb

Statens Indkøb i Økonomistyrelsen søger lige nu 1-2 medarbejdere til bl.a. analyser på indkøbsområdet med henblik på at udvikle og effektivisere det statslige indkøb.

Vi effektiviserer det offentlige indkøb og udvikler brugbare løsninger Statens Indkøb er en central aktør i det offentlige indkøb og har til formål at sikre professionelle, effektive og grønne indkøb gennem brugbare løsninger til vores kunder i staten. Disse ambitioner skal understøttes af flere og endnu bedre analyser af indkøbsdata.

I de kommende år har vi en række prioriterede opgaver og vi øger derfor vores analysekapacitet.

Om stillingerne Konkret vil dit arbejde være centreret om én eller flere af følgende opgaver:

  • Vi skal udvikle og forfine de statslige indkøbsdata, så vi eksempelvis i højere grad kan identificere og følge grønne indkøb
  • Vi skal bidrage til at udvikle og implementere Økonomistyrelsens samlede prioriteter på dataområdet, hvor vi har fokus på i højere grad at udstille og anvende bl.a. indkøbsdata til at understøtte driften i de statslige institutioner
  • Vi skal fokusere på løbende at finde nye veje til at udvikle og effektivisere de statslige indkøb på baggrund af tilgængelige data – fx til etablering af indkøbsaftaler på nye områder
  • Vi skal løbende bidrage med analyser af indkøbsdata til brug for konkrete udbud, kontraktstyring af vores aftaler, besvarelser af spørgsmål fra Folketinget, mv.
Derudover vil der være en række tværgående opgaver i kontoret med bl.a. kontraktstyring, som du kan blive involveret i. Din konkrete portefølje vil blive sammensat ud fra erfaringer og interesser.

Vi søger både erfarne og nyuddannede medarbejdere Du har som erfaren medarbejder formentligt et par års erfaring fra et departement, en styrelse eller et konsulenthus, hvor du har arbejdet med større analyseprojekter, databehandling, mv.

Som nyuddannet forestiller vi os, at du har en stærk samfundsvidenskabelig profil, og at du i din studietid har beskæftiget dig med analyser og databehandling.

Uanset erfaringsniveau forventer vi, at du har en relevant længerevarende uddannelse, fx cand.scient.pol., cand.polit., cand.scient.adm. eller tilsvarende.

Herudover lægger vi vægt på, at du:

  • har blik for detaljerne, men samtidig er i stand til at formidle komplekse områder og skære et oplæg til, så handlemulighederne står skarpt for beslutningstagerne
  • har erfaring med systematisk behandling af større datamængder og formår at se mønstre og muligheder her
  • er god til at kommunikere – både mundtligt og skriftligt
  • har flair for den gode proces og generelt har gode samarbejdsevner
  • tør tænke nyt og har ambitioner for indkøbsområdet.
Hvis du har erfaring med indkøb i den offentlige eller private sektor vil det være en fordel, men dette er ikke et krav.

I hjertet af København venter dine nye kolleger på dig Du kommer til at arbejde i hjertet af København i Sankt Annæ Palæ hos os i Økonomistyrelsen – tæt på både Kongens Have og Kongens Nytorv. Her vil du sidde i et fagligt stærkt miljø sammen med et hold af engagerede kollegaer.

Statens Indkøb består af godt 30 medarbejdere fordelt på tre teams. De to øvrige teams arbejder med henholdsvis juridisk rådgivning samt politiske sager og e-handel. Til dagligt arbejder ledere og medarbejdere tæt sammen på tværs af kontoret.

Du vil blive en del af et team, som er toneangivende inden for det statslige indkøbsområde. Dine kollegaer er specialister i udbud, indkøbsanalyser og compliance.

Stærk holdånd og plads til både familie- og arbejdsliv Arbejdet kommer til at foregå i et højt tempo og med en høj grad af selvstændighed, initiativ og et stærkt ønske om at levere ydelser og resultater af høj faglig kvalitet. Hverdagen er præget af en positiv tilgang til kollegaer og nye udfordringer, og vi har fokus på, at vi hele tiden udvikler os både fagligt og personligt.

Vores kontor er kendetegnet ved en stærk holdånd, hvor vi arbejder tæt sammen, og hvor der altid er plads til et godt grin. Selvom vi ofte har travlt, insisterer vi på at have tid til sociale arrangementer. Vi har også fokus på at være en familievenlig arbejdsplads med fleksible arbejdstider, så du kan få arbejde og familie til at passe sammen.

Ansættelsesvilkår Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Ydereligere oplysninger Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Teamleder Morten Kure Ringgård på tlf. 26 25 76 79.

Ansøgning Hvis du kan se dig selv i ovenstående jobbeskrivelse og har lyst til at sætte et markant aftryk på det statslige indkøbsområde, modtager vi meget gerne din ansøgning. Din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag sendes via statens e-rekrutteringssystem – Tryk på knappen ”Søg stillingen”.

Indsend senest den 14. januar 2021.

Vi forventer at afholde samtaler fra uge 3.

Vi forventer tiltrædelse pr. 1. marts 2021 eller hurtigst muligt.

Økonomistyrelsen opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.