Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Analytiske ingeniører til europæisk energisamarbejde

Vi skaber større sammenhæng på det europæiske energimarked 
 
Vær med til at sikre drift- og forsyningssikkerheden inden for det sammenkoblede eltransmissionssystem, gennem implementering af de europæiske netregler.  
 
Som noget nyt skal Energitilsynet godkende teknisk betonede krav på elmarkedet. Energitilsynet søger derfor 2 ingeniører. 
 
Der er tale om fælles regler og standarder, der skal gennemføres i alle EU’s medlemsstater. Opgaven er placeret i Infrastruktur-teamet i center for Ret og Administration. I første omgang skal de anmeldte vilkår og metoder analyseres og endeligt godkendes bl.a. i samarbejde med markedets aktører og andre europæiske regulatormyndigheder. Til dagligt arbejder du tæt sammen med to jurister om løsningen af opgaverne. 

  • Som en del af stillingen indgår du i et bredt nordisk og europæisk reguleringssamarbejde. 
  • Du skal være tovholder og have øje for de analytiske problemstillinger i teknisk betonede sager. 
  • Det er en meget udfordrende stilling, og du får stor indflydelse på opgaven. 
”Noget af det, der virkelig gør stillingen spændende, er, at du får et internationalt netværk bestående af andre regulatormyndigheder og stakeholders,” fortæller Jan, der er økonom i Energitilsynet. 
 
Du får mulighed for at få en unik indsigt i elmarkedets funktion 
 
Der er tale om opgaver, der skal løses i spændingsfeltet mellem teknik, jura og økonomi. Forordningerne, der ligger til grund for arbejdet, er teknisk prægede, og opgaven ligger i at identificere de tekniske herunder de driftssikkerhedsmæssige problemstillinger. 
 
Når du starter, vil du blive sat ind i lovgivningen, og der er mulighed for et mindre træningsforløb hos en af markedets aktører. I starten vil du bruge størstedelen af din tid på at strukturere opgave-flowet og opbygge samarbejdet med dine nordiske og europæiske kolleger samt med branchen. På denne måde vil du hurtigt opbygge en indgående indsigt i energibranchen og i danske og europæiske forhold.  
 
Arbejdet bygger på en række forordninger og det europæiske energiagentur ACER har haft stor indflydelse på udformningen af reglerne. Der vil derfor være meget koordinering med andre europæiske energiregulatorer. I dele af arbejdsfasen vil der endvidere være behov for at koordinere arbejdet med de nordiske kolleger, som er organiseret i det nordiske energiregulator-samarbejde, NordREG. 
 
I den efterfølgende fase, vil der blive tale om at godkende tekniske og juridiske krav, som producenter samt aftagere med et stort forbrug skal opfylde ved tilslutning til elnettet. Du vil endvidere skulle godkende metoder og betingelser for systemdrift, herunder fælleseuropæiske og regionale regler for driftssamarbejde, dataudveksling m.v. 
 
Stillingen indebærer således også konkret sagsbehandling og forvaltningsret. Du vil dog komme til at arbejde tæt sammen med kolleger med juridisk indsigt. Du får endvidere mulighed for at specialisere dig inden for et spændende område med stort udviklingspotentiale. 
 
Formålet med den standardiserede godkendelse af tekniske krav er bl.a. at sikre lige vilkår på hele det indre energimarked for el. Vi er således med til at udmønte og implementere de krav til nettilslutning og systemdrift – såkaldte tekniske netregler – der skal gælde på tværs af EU.  
 
”Det er en opgave med stor samfundsmæssig betydning for både Danmark og EU. Vi er med til at sikre lige vilkår for markedets aktører” fortæller Jan. 
 
Stort ansvar og konstant udvikling  
 
Du får et stort fagligt ansvar i et område med en hurtig udvikling. Reguleringen af energimarkedet ændres gradvist, og Energitilsynet får løbende tilført flere opgaver i forbindelse med det voksende europæiske samarbejde på elområdet. 
 
Fagligt stærk profil med drive og gennemslagskraft 
  • Vi forestiller os, at du har en uddannelsesmæssig baggrund som stærkstrømsingeniør eller lignende.  
  • Et par års erfaring fra en stilling i elforsyningsbranchen eller centraladministrationen vil være en fordel. Samtidig er det en fordel, hvis du har kendskab til driften af elsystemet samt overblik over krav for tilslutning af anlæg.  
  • Du har gode kommunikationsevner på både dansk og engelsk. 
  • Du har samtidig gode samarbejdsevner, kan navigere i et tværgående samarbejde og er indstillet på lidt rejseaktivitet i ind- og udland. 
  • Du har interesse for energiområdet og er hurtig til at sætte dig ind i nye fagområder og komplekst stof. 
  • Du er analytisk tænkende og har det godt med at tage ansvar og drive egne projekter. 
  • Fra 1. juli 2018 ventes Energitilsynet at skifte navn til Forsyningstilsynet og der vil kunne ske organisatoriske, herunder opgavemæssige, ændringer. 
For oplysninger om stillingen kontakt rets- og administrationschef Pia Rønager på tlf. 41 71 53 71 eller mail pr@energitilsynet.dk. 
 
Er du interesseret? 
 
Ønsker du at søge stillingen, bedes du fremsende en ansøgning, CV og andre relevante papirer, herunder eksamensbeviser for både bachelor- og kandidatuddannelse via Energitilsynets rekrutteringssystem.  
 
Ansøgningsfristen er den 19. februar 2018 kl. 10.00.
 
Samtalerne forventes gennemført løbende. Tiltrædelse senest 1. april 2017. Din ansættelse vil ske i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC. 
 
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. 
 
Ledige stillinger: 2 
 
Som en del af Regeringens udflytningsplan er det d. 17. januar 2018 offentliggjort, at Energitilsynet skal flyttes til Frederiksværk. De praktiske detaljer er endnu ikke fastlagt, men flytningen formodes ikke at blive gennemført før 2019. 
 
Energitilsynet som arbejdsplads 
Hos os træder du ind i et stærkt fagligt miljø. Her får du muligheden for at blive en yderst attraktiv specialist inden for energiregulering.  
 
Vi lægger desuden stor vægt på at have et godt kollegialt miljø. Derfor afholder vi en del sociale arrangementer både i og uden for arbejdstiden. For det er vigtigt for os, at vi lærer hinanden godt at kende og trives i hverdagen. 
 
Vi er i alt ca. 85 medarbejdere i Sekretariatet for Energitilsynet. Vi har høje faglige ambitioner og engagerede medarbejdere. Det er vores vision at være kendt og anerkendt for faglighed, effektivitet, handlekraft og mod til nytænkning. Vores opgaver er krævende og komplekse, og vi har tæt kontakt til andre offentlige myndigheder og energibranchen. Vi har gode arbejdsforhold, herunder fleksibel arbejdstid, og vi lægger vægt på en god balance mellem arbejde og fritid. Vi tilstræber at skabe en hverdag med åben kommunikation og en god omgangstone blandt vores kolleger. 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her