Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Analytiske medarbejdere med stærke IT-kompetencer til stabskontor i den kommende Gældsstyrelse

Har du analytisk sans, et stærkt overblik samt IT-snilde? Og har du den pionerånd, gejst og ansvarlighed, det kræver at være en del af noget nyt?

Overblik over data og analyser
I løbet af 2018 overtager kontoret Planlægning & Produktion analyseopgaver i forhold til fordringer, der ligger i inddrivelsessystemet Debitor Motor Inddrivelse (DMI). Din primære opgave er at skabe overblik over disse analyseopgaver samt præsentere de resultater, vi finder frem til. DMI indebærer mange informationer og med din analytiske skarphed kan du være med til at spare forretningen for mange ressourcer, som i sidste ende kommer borgere og virksomheder til gode.

Helt konkret forestiller vi os, at du kommer til at tage del i opgaver som blandt andet:

  • Udtrækning af data fra planlægningsværktøjer
  • Behandling af data i Excel
  • Foretage udsøgninger, analyser og segmenteringer af datamateriale
  • Klargøre og udforme data til præsentationer (pivot-tabeller mm.)
  • Udarbejdelse af og sparring på oplæg til analyseprojekter



Excelhaj med analytisk blik
Du har gode analytiske evner, og det forventes, at du kan arbejde struktureret og metodisk med store datamængder. At arbejde med forskellige IT-løsninger falder dig naturligt, og du er specialist i brugen af Excel, DW-udsøgninger samt har kendskab til SQL.

Kommunikation både i skrift og tale er vigtige kompetencer, og du er fortrolig med diverse præsentationsværktøjer såsom PowerPoint mv.

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke så afgørende, men det forventes, at du er proaktiv og kan bidrage til kontorets arbejdsglæde.

Vi lægger meget stor vægt på, at du matcher DNA’et i Gældsstyrelsen. Det betyder, at du skal være foregangsperson for en kultur, der er båret af ordentlighed og ansvarlighed. Vi arbejder i teams, og du skal have lyst til at arbejde i et miljø, hvor vi løfter i flok og hjælper hinanden – både i egne teams og på tværs af organisationen.

Ansøgning og yderligere oplysninger
Finder du stillingen interessant, ser vi frem til at modtage din ansøgning sammen med CV, eksamenspapirer og evt. yderligere materiale senest den 18. april 2018 via linket ”søg stillingen”.

Ønsker du at vide mere om stillingen eller processen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Brian Berg på telefon 41623740.

Vi forventer at afholde samtaler den 20. april; muligvis også den 23. april.

Dit arbejdssted vil indtil videre være Teglgårdsparken 112 i Middelfart. Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Vi forventer tiltrædelse pr. 1. juni eller snarest muligt.

Der vil forud for ansættelse indhentes restanceoplysninger og straffeattest.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.

Planlægning og Produktion – din nye arbejdsplads
Kontoret Planlægning og Produktion hører under Stab og Styring afdelingen i Gæld. Stab og Styring er under etablering, hvor du vil få en aktiv rolle i at bidrage til etableringen af kontoret Planlægning og Produktion i Middelfart. Stab og Styring vil på sigt udgøre ni kontorer. Planlægning og Produktion er et kontor, der sikrer en effektiv og optimal ressourcedisponering i forhold til sikker drift og optimering af inddrivelsesprovenuet i systemet DMI.

Kontoret har i dag tre medarbejdere i Middelfart og seks medarbejdere i København. Den 1. januar 2020 skal kontoret være endeligt etableret i Middelfart.

Den kommende Gældsstyrelse
Gæld i SKAT har ansvaret for at inddrive al gæld til det offentlige. Det er en opgave, der har stor betydning for samfundet, og som bidrager til at opretholde den danske velfærdsmodel samt retssikkerheden for dem, som skylder penge.

Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.

Gældsstyrelsens kerneopgave bliver at hjælpe borgere og virksomheder med at betale deres gæld til det offentlige. Styrelsen forventes bemandet med ca. 1.500 medarbejdere og får kontorer i Middelfart, Thisted, Grenaa, Randers, Ringkøbing, Tønder og Roskilde. Læs mere om Gældsstyrelsen på http://www.fra1til7.dk.

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her