Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Anlægschef - Ringsted-Femern Banen

Europa skal bringes tættere sammen – kan du tage ansvaret? 
 
Ringsted-Femern Banen er en del af Banedanmarks Anlægsdivision. Anlæg er Banedanmarks bygherreorganisation. Med en omsætning estimeret til 4,6 mia. kr. i 2018, en projektportefølje på over 200 projekter og med omkring 300 medarbejdere, er vi en af Danmarks største bygherrer. 
 
Ringsted-Femern Banen har til opgave at opgradere jernbanen mellem Ringsted og den faste forbindelse over Femern Bælt. Programmet er den hidtil største udbygning af eksisterende bane, der er gennemført i Danmark. Persontog skal kunne køre 200 km/t på strækningen Ringsted-Rødby (ca. 115 kilometer), og der skal udbygges til dobbeltspor mellem Vordingborg og Rødby (ca. 55 kilometer). Desuden skal hele strækningen elektrificeres af Banedanmarks elektrificeringsprogram og udrustes med nye signaler af Banedanmarks signalprogram. 
 
Til Ringsted-Femern Banens projektorganisation søger vi en dygtig anlægschef. 
 
Som anlægschef kommer du til at stå i spidsen for projekterne i organisationen. Du refererer til projektdirektøren og har det ledelsesmæssige ansvar for ca. 20 kolleger, herunder projektchefer, projektledere og byggeledere. 
 
Du vil være en del af ledelsesgruppen i Anlægsdivisionen.  
 
Læs meget mere om Ringsted-Femern Banen her. 
 
Overblik, økonomi og projektledelse  
Du har overblikket over, og ansvaret for, at alle delprojekters leverancer sker inden for aftalt kvalitet, tid og økonomi. Du følger op på, at der sker den nødvendige koordinering mellem de enkelte delprojekter, grænseflader og entrepriser. Således bliver du drivkraften i den overordnede tekniske projektledelse og har en væsentlig rolle i at sikre en optimal projektgennemførelse.
 
Du har solid erfaring med projektledelse og komplekse kontraktforhold  
Du er sikkert uddannet ingeniør, og har flere års erfaring med at lede store projekter inden for jernbane, motorveje, bro eller lignende anlægsprojekter lige fra kontraheringsfasen til og med aflevering og drift. Du har tidligere ledet projekter med vanskelig kontrakt- og leverandørstyring, og du har en kommerciel og juridisk indsigt, der gør dig i stand til at håndtere komplekse kontraktforhold. 
 
Du har endvidere erfaring med effektiv mødeledelse, forhandling og interessenthåndtering. Især sidstnævnte er vigtigt i et projekt med mange interessenter, der strækker sig lige fra Banedanmarks tekniske områder til direktion og myndigheder, entreprenører, naboer samt den brede offentlighed. En klar beslutningsevne og evnen til at skabe resultater er også vigtige kompetencer, du skal have i relation til denne stilling. 
 
Dine engelskkundskaber er gode både mundtligt og skriftligt, da arbejdssproget på en række af vores entrepriser er engelsk. 
 
Banedanmark styrer programmer som Ringsted–Femern Banen i henhold til MSP og projekter efter PRINCE2. Certificering i PRINCE2 og MSP er derfor en fordel men ikke et krav. 
 
Løn 
Du ansættes i forhold til gældende overenskomst og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. 
 
Ansøgning og kontakt 
Vil du vide mere, så kontakt projektdirektør Klaus S. Jørgensen. Send os din ansøgning og CV hurtigst muligt, da vi løbende indkalder til samtaler.  
 
For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stilling” nedenfor og følger instruktionerne.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her