Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Autoriseret bobestyrer til Københavns Byret

Ledig stilling som autoriseret bobestyrer ved Københavns Byret



I medfør at dødsboskiftelovens § 11 søger Københavns Byret en autoriseret bobestyrer.



Stillingen som bobestyrer er personlig og kan ikke overdrages. Stillingen kan alene søges af advokater, som udøver advokatvirksomhed. Autorisation som bobestyrer medfører pligt til at behandle de dødsboer, som skifteretten i medfør af dødsboskifteloven udleverer til behandling ved bobestyrer.



Justitsministeriet har orienteret nærmere om kriterierne for at blive antaget som bobestyrere i cirkulæreskrivelse nr. 9419 af 30. juni 2020 om antagelse af autoriserede bobestyrere. Heri anføres:



”Justitsministeriet skal således præcisere, at det afgørende hensyn ved antagelse af en autoriseret bobestyrer er ansøgerens kvalifikationer. Der lægges i den forbindelse vægt på, om ansøgeren har erfaring med skiftebehandling, herunder i særlig grad om ansøgeren har erfaring med behandling af dødsboer, om ansøgeren har gennemgået eller agter at gennemgå et efteruddannelseskursus i dødsbobehandling, og om ansøgeren har udvist dygtighed og engagement i sit hidtidige virke som advokat. Desuden kan det tillægges vægt, om ansøgeren har møderet for landsret. Endvidere kan hensynet til den geografiske spredning af bobestyrere i retskredsen tillægges betydning ved antagelsen.”



Ansøgning bedes vedlagt advokatbeskikkelse og andre relevante bilag samt oplysning om erfaring med dødsbobehandling, procedureerfaring og møderet for overordnede instanser.



Når ansøgningsfristen er udløbet, indhenter Københavns Byret med samtykke fra de indstillede advokater udtalelse fra Advokatrådet og Civilstyrelsen samt oplysninger fra Kriminalregisteret. Præsidenten ved Københavns Byret vil herefter sende sin indstilling til præsidenten for Østre Landsret, der videresender ansøgningerne med sin indstilling til Civilstyrelsen. Civilstyrelsen foretager partshøring af ansøgerne over indstillingerne, inden styrelsen træffer afgørelse i sagen.



Afgørelsen træffes på baggrund af en samlet vurdering af ansøgerne.



Autorisationen meddeles af Civilstyrelsen for en periode på 10 år. Det er muligt at søge om forlængelse.



Ansøgningsfristen udløber den 11. april 2021.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.