Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Barselsvikariat frem til 1.12.2018. 30 eller 36 timer ugentligt. Opstart hurtigst muligt - Ledøje Smørum

Handicaphjælper til 24 timersvagter

Genopslås for at få et større ansøgerfelt

Jeg er en 50-årig kvinde, der lammet fra brystet og nedefter (tetraplegiker) og benytter el-kørestol. Jeg er uddannet psykolog, men er ikke længere i lønarbejde. Bor i hus med have i en lille landsby sammen med min hund. Der er ca. 5 km til Ballerup station.

I teamet, som består af 6 hjælpere, kører vi med et fast vagtskema, der ruller hver 4. uge. Vagterne starter og slutter kl.8. Det er dog vigtigt, at du kan være fleksibel omkring vagtdage og mødetidspunkt. Jeg forventer, at du vil træde til i forbindelse med ferie og sygdom, hos de øvrige hjælpere. Jeg bliver din daglige arbejdsleder og LOBPA (Landsorganisationen Borgerstyret Personlig Assistance) bliver din arbejdsgiver. Lønnen følger Handicaphjælpereoverenskomsten. Du bliver timelønnet. Der lønnes desværre ikke for særlige kvalifikationer.

Arbejdet består blandt andet i, at hjælpe mig med al personligpleje. Jeg har topkateter og stomi, som du gerne må have kendskab til, men det er ikke et must, da der vil være oplæring før jobstart. Derudover har jeg brug for, at du køre min kassebil og ledsager mig ved aktiviteter udenfor hjemmet bl.a. træning, besøg, skovture, koncerter m.m. Du skal også hjælpe mig med forflytninger (lift hjemme), lave mad og ordne alt hvad der følger med, at have hus og have såsom rengøring og vedligehold. Jeg skal vendes fast om natten m.m.

En vigtig del af arbejdet består i, at assistere mig med havearbejde, som er en af mine store interesser. Det er derfor absolut en fordel hvis du har grønne fingre, har kendskab til havearbejde og ligesom jeg oplever stor glæde ved det. Som minimum, skal du kunne tåle at få jord under neglene. Du skal være indstillet på at arbejde i haven, samt gå ture i al slags vejr – og have tøj med til det. Arbejdet indebærer forskellige fysisk krævende opgaver.

Jeg ønsker en hjælper, som har en god situationsfornemmelse, har humor og godt humør, er ansvarlig, omhyggelig og som kan arbejde selvstændigt. Det er desuden vigtigt, at du kan bevare overblikket i pressede situationer, og at du er hurtig til at lære rutineprægede opgaver. 

Du kommer til at indgå i et team af dygtige og ansvarsfulde kollegaer. Jeg søger en hjælper, som kan indgå i en gensidig respektfuld god kollegial relation. At modtage hjælp alle døgnets timer, er meget indgribende i hverdagen. Din hjælp og vores samarbejde, betyder meget for, at jeg kan få en god og ligeværdig hverdag. Hvor det kan lade sig gøre, ønsker jeg at leve mit liv, så meget som muligt, som før jeg fik hjælperordning. Det betyder bl.a. at vi spiser hver for sig og at du, når jeg ikke har brug for din hjælp, skal kunne underholde dig selv på hjælperværelset og når jeg er på besøg hos venner m.m.

Du skal helst være uafhængig af offentlig transport, da her er dårlige busforbindelser (der er ca. 5 km til Ballerup station). Du skal kunne tåle hund, have et slidt B-kørekort og kunne fremvise straffe- og børneattest.   

Ansøgning og eventuelle spørgsmål til stillingen, sendes til min mail: stillingbpa@gmail.com

Vedlæg dit telefonnummer i ansøgningen, så jeg kan ringe, hvis jeg har spørgsmål.

Ansøgningsfristen er den 31.5.2018.

Ansættelsessamtalerne falder løbende. Hvis du ikke har hørt fra mig inden den 21.6.2018 er jobbet besat til anden side. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her