Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Barselsvikariat til koordinering af arbejdet med udsatte boligområder i København

Vil du være med til at påvirke udviklingen af de københavnske boligområder på statens ghettoliste, og er du samtidig skarp på analyser, tal og politisk sekretariatsbetjening?

Center for Byudvikling i Københavns Kommunes Økonomiforvaltning søger en ny kollega, som skal indgå i arbejdet med at løfte byens udsatte boligområder. Stillingen indebærer opgaver med betjening af det politiske niveau og udarbejdelse af analyser og beslutningsoplæg, der understøtter den overordnede strategi for byens udvikling.

Hvem er vi?
Center for Byudvikling er en del af Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune. Vi arbejder med kommunens overordnede byudvikling, herunder kommuneplanlægning, trafikplanlægning, boligpolitik, udvikling af udsatte boligområder og kriminalitetsforebyggelse. Center for Byudvikling har blandt andet ansvar for byens overordnede fysiske planlægning, herunder kommuneplanen og de store byudviklingsprojekter. Samtidig har centeret ansvar for udvikling af kommunale grunde, boligpolitik og samarbejde med en række eksterne aktører særligt inden for blandt andet ejendomsbranchen og den almene boligsektor om Københavns udvikling.

Hvem søger vi?
Vi søger en kollega med viden om og gerne erfaring med boligområdet, herunder særligt det almene boligområde og udsatte boligområder.

Nøglekompetencer er skriftlig formidling, analytisk sans og evne til at håndtere mange bolde i luften. Din dagligdag vil være præget af kontakt til mange samarbejdspartner, herunder kommunens øvrige forvaltninger, almene boligorganisationer, rådgivere og andre interessenter i kommunens planlægning.

Barselsvikariat til udvikling af udsatte boligområder
Arbejdet med at løfte udsatte boligområder har høj prioritet i København, hvor seks boligområder pt. er på statens liste over udsatte områder. I Center for Byudvikling varetager vi opgaven med at koordinere den indsats, der sker på tværs af kommunen. Arbejdet er ledelsesmæssigt koblet op på et tværgående borgmesterforum, hvor alle kommunens syv borgmestre har plads, og en direktørkreds med repræsentanter fra alle kommunens forvaltninger. Center for Byudvikling sekretariatsbetjener begge disse fora, samtidig med at vi driver eller deltager i en række øvrige samarbejdsfora. Herudover arbejder vi tæt sammen med de almene boligorganisationer om tilrettelæggelsen af de forskellige indsatser.

Som en del af dette arbejde gør vi en stor indsats for at generere et fælles vidensgrundlag på grundlag af kvantitative analyser og viden om forskning vedrørende effekt af forskellige typer af indsatser.

Vi søger derfor en kollega, som ideelt set både har kompetencer i forhold til arbejde med analyser, herunder arbejde med kvantitative data, og samtidig har flair for ledelsesbetjening og politisk forståelse. Hertil kommer, at gode samarbejdsevner er centralt for at få succes i stillingen.

Af dig forventer vi, at du:

  • kan være nyuddannet, men det er en stor fordel, hvis du har erfaring fx fra stat, kommune, boligselskab eller konsulentbranchen 
  • er glad for at arbejde med tal og kan gå metodisk og analytisk til dit arbejde
  • har politisk tæft og kan omsætte din faglighed til skarpe politiske oplæg og beslutningsgrundlag 
  • er god til at samarbejde og også til at få andre til at arbejde i samme retning
  • formulerer dig klart og tydeligt i skrift og tale 
  • er imødekommende og en god kollega
  • har en relevant akademisk uddannelse

Hvad får du? 
Vi kan tilbyde en hverdag på Københavns Rådhus, hvor du sammen med engagerede kolleger kan gøre en forskel på et område med stor politisk bevågenhed. Du vil få indgående kendskab til Københavns Kommunes byudvikling og mulighed for at skabe dig et bredt netværk i kommunen og i den almene sektor. Vi løser dagligt mange forskellige opgaver, som forudsætter, at vi arbejder sammen, koordinerer og hjælper hinanden. Derfor lægger vi også stor vægt på godt kollegaskab, en fleksibel og omstillingsparat arbejdsform og en uformel omgangstone. 

Ansættelsesvilkår 
Barselsvikariatet løber fra den 1. september 2020 og seks mdr. frem med mulighed for forlængelse.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. 
Økonomiforvaltningen har som målsætning at være en familievenlig arbejdsplads. Vi lægger vægt på personlig udvikling og gennemfører kompetenceudvikling for alle medarbejdere. 

Spørgsmål? 
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Rune Lyngvig Jespersen på 2844 1678. 

Søg via nedenstående link senest søndag den 19. juli 2020
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 31. Samtaler vil som udgangspunkt foregå på Københavns Rådhus, men kan også foregå virtuelt via Teams eller Skype.

Om Økonomiforvaltningen 
Økonomiforvaltningen er en af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Vi arbejder for overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget og understøtter derved kommunale beslutningsorganer på højeste niveau. Sideløbende varetager vi de overordnede, koordinerende opgaver vedrørende kommunens økonomi, personale, fysiske planlægning, administration, beredskab, kommunikation og den generelle udvikling af byen. Vores mål er at fastholde og udvikle København som en af verdens bedste byer at bo i – og skabe øget vækst gennem viden, innovation og beskæftigelse. 

Læs mere på Københavns Kommune: www.kk.dk


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.