Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Big Data Operations Engineer

Er du nysgerrig på komplekse it-systemer, prioriterer du udvikling og værdsætter du samarbejde? - Så læs videre – også selvom du ikke har erfaring på feltet - for vi søger en ny kollega til en af Vestens mest dynamiske efterretningstjenester.

Uanset om opgaven er at stoppe terrorister eller modvirke avancerede cyberangreb, er FE dybt afhængig af store mængder data. Data som FE tilvejebringer under de særlige rammer, vi har som Danmarks udenrigsefterretningstjeneste. FE’s datasystemer håndterer transport, processering, opbevaring og intensiv analyse af data.

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Som Big Data Operations Engineer i FE, vil du primært understøtte driften og udviklingen af systemer, der leverer dataintensiv analyse. Du vil blive ansat i et team med høj faglighed og med fokus på at levere stabile og top tunede systemer.

Du og din baggrund er vigtig
Vi forestiller os at du kan have ingen eller meget lidt erfaring med drift og udvikling af dataintensive systemer. Til gengæld forventer vi, at du er nysgerrig, prioriterer at lære nyt og dermed udvikler dig.

Du skal værdsætte mulighederne for at sætte dig ind i komplekse teknologier og have evnerne til at analysere, optimere og fejlsøge på tværs af applikationer, services, databaser og infrastruktur.
Vi forestiller os, at du er uddannet Software Ingeniør, Datalog, Softwareudvikler, Datamatiker eller har tilsvarende erfaring.
For at komme i betragtning til stillingen er det et krav at du har kendskab til:

  • Linux og du er glad for terminalen
  • Programmering, gerne objektorienteret
Det er et plus, hvis du har kendskab til eller erfaring med Linux server administration (gerne RHCSA eller LCFS certificeret – ellers er det en del af on-boarding), samt kendskab til et eller flere af følgende; Java programmering, Distribuerede systemer/cluster, Relationelle/SQL Databaser, Distribuerede databaser, Hadoop, HBase, Puppet, Ansible, Chef, GitOps. Versionskontrol, Git, Netværk og firewall, Agil udvikling med Kanban eller Scrum, Kafka, Nifi, Docker, Kubernetes, k8s, OpenShift, Rancher, cloud native.

Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.

Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.

Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.

Teamet som du kommer til at indgå i har et solidt DevOps mindset og et stærkt samarbejde med nærliggende teams, som leverer operationsunderstøttelse, datascience samt applikations- og serviceudvikling.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 5. maj 2021.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted fra uge 19 og stiler mod en ansættelse fra 1. august 2021. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 33 32 55 66, lokal 2215, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”INDBLIK” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.



Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.