Cafémedarbejder søges til Danmarks hyggeligste Drivhuscafé

Hvem er vi:

Gartneri Toftegaard er et livstilssted, en økologisk planteskole med masser af landlig charme og autenticitet, hvor gæsterne kommer og køber planterne direkte fra gartneriet. Vi er specialiserede i salg af økologiske planter til den spiselige have. Vi er især kendt for vores store udvalg af økologiske chili, tomat og krydderurter, mere end 500 forskellige sorter, som primært produceres på stedet. Gartneriet er økologisk certificeret og sælger både økologiske planter og frugter fra drivhusbutikken, samt til udvalgte udsalgssteder og gourmet restauranter mv. Derudover afholder vi også kurser (både for virksomheder og private) samt større events. Ejer Lene Tvedegaard har skrevet flere havebøger. Gartneriet har i dag foruden ejeren 3 fastansatte samt flere faste sæsonansatte.

Caféen:

Drivhuscaféen er et selvstændigt drivhus, der ligger ved siden af drivhusbutikken. Gæsterne bydes velkommen i en Toftegaard stemning med grønne planter, højt til himlen, rustikt interiør og køkkenet i centrum. Caféen har plads til 49 gæster, til caféen hører en lille udendørs terrasse. Drivhuscaféen serverer kaffe, special the, dagens kage, bolle med ost, sandwich, varme drikke, kolde økologiske safte, sodavand og is mm. alt økologisk. Vi bestræber os på at bruge vores egne frugter, krydderurter og spiselige blomster i både fremstilling og servering – så hvis du er kreativ i den retning er det dejligt. Caféen er som udgangspunkt åben i tidsrummet kl. 11:00 – 16:00 i dagtimerne onsdag til søndag fra 6. april til og med 27. maj 2018, hvorefter vi overgår til delvis selvbetjening.

Hvem er du:

Du har tidligere erfaring fra caféarbejde og du brænder for at opstarte et helt anderledes caféprojekt med spændende rustikke rammer og med natur og kvalitet i højsæde. Det er vigtigt du kan holde flere bolde i luften, og elsker at give kunderne en god café oplevelse.

Jobbeskrivelse:

  • Lettere madlavning og servering
  • Holde caféen pæn og sørge for at lokalet holder ”Toftegaards-stilen”.
  • Indkøb af varer til caféen
  • Tovholder og deltager i afholdelse af arrangementer i caférummet
  • Oplæring af ungarbejdere til caféen.

Vi søger en medarbejder der er:

  • kreativ, stabil og fleksibel
  • åben overfor nye opgaver
  • grundig og struktureret
  • selvstændig og har gode samarbejdsevner
  • serviceminded, smilende og har en udadvendt attitude
  • produktiv – også når der er travlt
  • Kan arbejde fra onsdag til søndag

Vi kan tilbyde:

Et anderledes og spændende job inden for café-genren. På Toftegaard er der plads til ansatte med spændende og kreative ideer. Vi er et dedikeret og meget engageret team med et godt sammenhold, og det team bliver du selvfølgelig en vigtig del af.

Løn er efter aftale/kompetencer. Arbejdstid ligger på 37 timer/uge i gennemsnit i tidsrummet 9:00 – 17:00. Ansættelsesperioden er fra 5. april til og med 27. maj 2018 (inkl. Pinsemandag den 21. maj). Vi planlægger åbning af drivhuscaféen sammen med drivhusbutikken d. 6. april.

Ansøgningsfrist er mandag d. 5. marts 2018. Ansøgninger bedes sendt pr. mail til tina@gartneri-toftegaard.dk med relevante oplysninger. Vi vil løbende kalde til samtale og glæder os til at høre fra dig.


Du har ikke vedlagt dokumenter til din ansøgning. Klik på 'OK' knappen nedenfor for at sende din ansøgning alligevel, eller klik på knappen "Annuller" og vedhæft dokumenter, før du sender din ansøgning igen.

Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her