Chef for Økonomistøtteafdeling ved Værnsfælles Økonomidivision i Karup

Besidder du stærke chefkompetencer? Kunne du tænke dig at lede en række dygtige medarbejdere og yde strategisk sparring? Har du viljen og evnen til at sætte retning og mål i en division, hvor det forretningsorienterede mindset er afgørende for samarbejdet med Forsvarschefens myndighedsområde samt Forsvarsministeriets departement? Er du tillige motiveret for opgaveløsning i rammen af koncernens samlede økonomi og driftssorganisering for Forsvarets Øverste Ledelse, kommandochefer og departementet? Så er du måske den nye kontorchef for vores Økonomistøtteafdeling.

Om os

Økonomidivisionen i Værnsfælles Forsvarskommando er rådgiver i relation til økonomiske anliggender for chefer og brugere på alle niveauer i Forsvarschefens myndighedsområde. Vi rådgiver chefer fra styringsniveau II til ansvar 5. Vi rådgiver på tværs af værn, stabe og kommandoer med meget forskellige opgaveporteføljer, og vi rådgiver nationalt og internationalt. Det er således et meget bredt og dybt ansvarsområde med mange forskelligartede opgaver, som varetages af både civile og militære medarbejdere med forskellige faglighed. Vi har sammen ansvaret for at skabe grundlaget for en god økonomistyring i hele Værnsfælles Forsvarskommando. Vi er organiseret som en partnerenhed under Forsvarsministeriets departement.

Økonomidivisionen har iværksat ny organisering pr. 1. marts 2018 for bl.a. at fremtidssikre organisationen i forbindelse med overtagelse af ansvaret for økonomisk rådgivning ved niveau III samt i forbindelse med implementeringen af det nye forsvarsforlig 2018-2023. Der er etableret tre økonomistøtteafdelinger, der hver har rådgivningsansvaret for et af værnene (Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet) samt en eller flere stabe/myndigheder inden for Forsvarschefens myndighedsområde.

Der rekrutteres til to af chef stillingerne (Hæren og Søværnet). Cheferne for Økonomistøtteafdelingerne referer direkte til finansdirektøren. Udover de tre Økonomistøtteafdelinger er Økonomidivisionen organiseret med en Strategi- og udviklingsafdeling som ledes af vicechefen for Økonomidivisionen.

Om stillingen

Med udgangspunkt i organiseringen af økonomidivisionen, skal du som chef kunne gå forrest i forhold til at skabe kvalitet, objektivitet og gennemsigtighed i den økonomiske rådgivning på alle niveauer i Forsvarschefens myndighedsområde. Med baggrund i din viden om styringsprocesser i Forsvaret og din viden/interesse for økonomistyring er det din opgave at sikre levering af økonomisk rådgivning, som er tilpasset partnernes planlægningsprocesser.

Dine primære opgaver er således, at

- udføre forandringsledelse med henblik på implementering af ny organisering af Økonomidivision udfra mission, vision og strategi samt finansdirektørens hensigt.
- udøve direkte ledelse af flere økonomielementer med forskelligrettede behov og opgaver.
- udøve direkte ledelse af ledere.
- være personalechef for centralt og decentralt placerede medarbejdere.
- lede og tage ansvar for økonomiprocesser internt og eksternt.
- udvikle og implementere Økonomistøtteafdelingens direktiver og retningslinjer med udgangspunkt i finansdirektørens direktivgrundlag.
- bidrage konstruktivt til chefgruppens tværgående samarbejde.
- bidrage konstruktivt til samarbejdet med Departementets Koncernøkonomi og driftsorganisation.

Om dig

Du har gennemført Videreuddannelsestrin II for militære ledere eller en ækvivalerende udenlandsk videreuddannelse, og du har en solid ledelseserfaring.

Da stillingens virkeområde er geografisk spredt, er det vigtigt, at du forstår eller har erfaring med at håndtere de udfordringer, en spredt organisation kan afstedkomme. Desuden forventes det, at du er en dygtig leder både med hensyn til medarbejdere, resultatskabelse og samarbejde, herunder, at du

- er analytisk og helhedsorienteret i din tilgang til dine ansvarsområder.
- er i stand til at bevare overblik i pressede situationer.
- skaber resultater, der kan anvendes og implementeres i praksis.
- balancerer mellem at støtte og styre i samarbejdsrelationer.
- arbejder med blik for resultater på både den korte og den lange bane.

Som person skal du være fagligt nysgerrig og offensiv i din ledelsesrolle, herunder kunne sætte retning og lede økonomispecialiseret personale med meget forskellig uddannelsesmæssig baggrund og erhvervserfaring. Du skal kunne lede ind i en forretningsorienteret rolle, hvor partnernes opgaveløsning sættes i centrum, og hvor forudseenhed og relationer er væsentlige elementer i dit chefvirke.

En af dine vigtigste kvalifikationer er dit helhedssyn, hvor du formår at tænke koncernens udvikling og drift ind i virket for dit ansvarsområde. Du er en vigtig medspiller i udvikling og implementering af Forsvarets og koncernens strategier, som du gennem din organisation formår at omsætte i samarbejde med dine kolleger og medarbejdere. Der vil desuden blive lagt vægt på, at du vurderes bredt anvendelig til andre chefstillinger inden for Forsvarsministeriets myndighedsområde.

VI TILBYDER
Vi tilbyder et udfordrende job, hvor du som chef i Forsvaret, vil få stor indsigt i koncernens samlede økonomi og driftsstyring. Du vil få indsigt i et fagområde, som i høj grad er efterspurgt bredt i koncernen og som vil kunne udvikle din ledelsespraksis fremadrettet. Der er i Forsvaret fornyet og øget fokus på chefvirket, herunder chefers forretningsmæssige og styringsmæssige kompetencer. I forbindelse med jobbet i Økonomidivisionen vil der opnås dyb indsigt i Forsvarets styringsmekanismer og den relevante kobling af planlægning og økonomi. Dette vil give et godt fundament for det videre chefvirke i Forsvaret.

Samarbejdet i Økonomidivisionen er karakteriseret ved en åben, ærlig og uformel tone, hvor det er dine faglige resultater, der gælder. Der er et godt sammenhold som fundament for den vigtige opgaveløsning. Tillige er Økonomidivisionen et sted, hvor gode beslutninger operationaliseres konkret, og hvor du kan se effekten af din indsats.

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering. Ansøgningen skal stiles til Dronningen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde denne i hele din ansættelsesperiode. Du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer mv.

Forsvaret er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Tjenestestedet er i Karup.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du kan få flere oplysninger om stillingen ved at henvende dig til Finansdirektør Anja Erichsen på tlf. 4132 8805. Spørgsmål vedrørende løn- og ansættelsesforhold kan rettes til Forsvarsministeriets Personalestyrelse Nezi Olgun på tlf. 3266 5792.

Du bedes sende din ansøgning, CV og øvrige relevante bilag via linket til højre. Ansøgningsfristen er den 10. maj 2018 og samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter i Karup.


Du har ikke vedlagt dokumenter til din ansøgning. Klik på 'OK' knappen nedenfor for at sende din ansøgning alligevel, eller klik på knappen "Annuller" og vedhæft dokumenter, før du sender din ansøgning igen.

Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her