Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Chefkaptajn

Samsø Rederi søger en dygtig og dedikeret Chefkaptajn.  
 
Vores meget dygtige og engagerede chefkaptajn har valgt at gå på pension efter mange års tjeneste i den danske indenrigs færgefart. Vi søger derfor hans afløser, der sammen med resten af rederiets meget dygtige medarbejdere, skal fortsætte den yderst positive udvikling rederiet har haft siden starten den 1. oktober 2014.  
 
Samsø Rederi er en selvstændig del af Samsø Kommune, og drives på kommerciel basis med en bestyrelse i form at et Færgeudvalg hvor Borgmesteren er Formand. Herudover består Færgeudvalget af udvalgte færgekyndige og politikere fra Samsø. Rederiet er en meget vigtig del af Samsøs hverdag, og øens beboere er således meget interesserede og engagerede i driften af øens eget rederi.  
 
Rederiets daglige ledelse varetages af færgedirektøren og ledergruppen. Rederiet er præget af en stærk vilje til at alle hjælper alle, hvilket gælder såvel ombord som i land. Vi har en meget flad organisation med korte og hurtige kommandoveje, og vi sætter en ære i at kunne træffe hurtige beslutninger, når der er behov for det.  
 
Stillingen som chefkaptajn referer til rederiets direktør, og indgår i ledergruppen der yderligere består af den koordinerende maskinchef, den catering ansvarlige og den booking ansvarlige.  
 
Vi forventer at vores nye chefkaptajn har en baggrund som skibsfører med erfaring fra den skandinaviske færgebranche, og med dokumenteret ledererfaring. Ligeledes at du trives i et lille rederi, hvor opgaverne er mange og forskellige og ikke mindst at du kan kommunikere og samarbejde med de mange forskellige grupper af kolleger, kunder, leverandører og de myndigheder der er en naturlig del af vores hverdag. Rederiets chefkaptajn er meget synlig, og det er derfor af afgørende betydning at du føler dig hjemme i et sådant miljø som en Ø færge nu engang er.  
 
 
Nøgleopgaver:  
 
• Ledelse og retningslinjer for skibsførere og skib, herunder forståelse for vigtigheden af,  
at alle ansatte er ”ambassadører” for Samsø.  
• Kontakt til relevante myndigheder herunder DMA  
• Budgetansvarlig for skib, herunder fokus på energiforbrug.  
• Budgetansvarlig for dækspersonale, herunder vagtplanlægning og timeforbrug.  
• Overenskomstmæssige forhold.  
• Afholde medarbejderudviklingssamtaler.  
• Tæt samarbejde med den koordinerende maskinchef om skibsvedligehold, klasning, syn og dokning.  
• Fuldt kendskab til rederiets SMS, og ansvaret for, at systemet fungerer efter hensigten i alle enkeltheder.  
• Fungere som skibsfører ca. 90% af tiden.  
 
 
Finder du jobbet interessant, søger du via den elektroniske jobannonce på ofir.dk. Vedhæft din ansøgning, nødvendige papirer og certifikater. Sidste frist for ansøgningen er den 15. april 2018.  
 
Samtaler vil blive afholdt løbende og tiltrædelse er senest d. 1. august 2018.  
Der kan rettes henvendelse til færgedirektør Carsten Kruse, Samsø Rederi, på telefon 7022 5900.  
 
PRINSESSE ISABELLA er en dobbeltenderfærge bygget på Remontowa værftet i Gdansk i Polen.  
Færgen er udstyret med 4 dual-fuel hovedmotorer med i alt ca. 4000 kw, der leverer strøm til de 4 thrustere. Topfarten er 16 knob og servicefarten er ca. 12,5 knob. Færgen kan benytte såvel marinediesel som LNG, men den primære kilde er LNG (naturgas). Der er kapacitet til 160 personbilsenheder og 600 passagerer. Vi overfører på de 5000 årlige afgange; 477.000 passagerer, 170.000 biler og 10.000 lastbiler årligt. Til dette er vi 34 fastansatte og 25 afløsere totalt i rederiet.  
 
 
Læs mere om Samsø Rederi på tilsamsø.dk  
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her