Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Direktør

Rebild Kommune søger en visionær direktør med særligt ansvar for Center Pleje og Omsorg samt Center Sundhed, Kultur og Fritid. Rebild Kommune står midt i en positiv udvikling præget af stor virkelyst og en god økonomi. Meget er nået – nu skal nye mål udvikles. Den nye direktør skal sammen med direktionen stå i spidsen for indfrielse af kommunens vision og ambitiøse mål for 2025 og herunder gå foran med tværorganisatoriske tiltag i den samlede organisation.

Opgaven
Rebild Kommune er en velfungerende organisation, som er kendt for effektiv styring og ledelse og høj kvalitet i ydelserne. Der arbejdes sammenhængende og helhedsorienteret med borgerens behov i centrum. Den nye direktør bliver samlende ledelsesfigur for ca. 800 medarbejdere og et samlet budget på ca. 400 mio. kr.

Rebild Kommunes kommende direktør får til opgave – sammen med kommunaldirektøren og i tæt samspil med direktionen – at levere en tydelig og udviklingsorienteret servicering af udvalg og det nye byråd. Direktøren skal dermed bidrage til, at kommunen fortsat udvikler et velfungerende politisk system, hvor samarbejdet mellem den administrative topledelse og den politiske ledelse er præget af tæt samspil. Direktøren skal således have politisk tæft og kunne navigere professionelt i det samlede politiske terræn, sikre politikudvikling og at visioner og strategier på fagområderne udmøntes i praksis.

Direktionen skal arbejde tæt sammen som et team, der i høj grad arbejder for at skabe sammenhængende løsninger og agile beslutningsprocesser på tværs af direktørområderne. Direktionen skal prioritere tværorganisatoriske samspil på især velfærdsområderne til gavn for borgerne, herunder understøtte kommunens rehabiliteringsdagsorden på ældre- og sundhedsområdet.

Den nye direktør skal understøtte, at Rebild Kommune indfrier gevinsterne ved, at Kultur og Fritid er lagt sammen med sundhedsområdet – i tråd med byrådets vision om at fastholde Rebild Kommunes position som regionens sundeste kommune.
Rebild Kommunes nye direktør skal have fokus på at udvikle og samarbejde med borgere og fællesskaber, hvor der gennem samskabende processer sker involvering af mange forskellige eksterne aktører og interessenter. Direktøren skal derfor være synlig, udadvendt og opsøge samspillet – også for at bidrage til styring og retning på de mange nye aktiviteter og initiativer i Rebild Kommune.

Personen
Den nye direktør skal først og fremmest besidde stærke ledelsesmæssige, kommunikative og ikke mindst relationelle kompetencer. Hertil kommer gode personlige og sociale kompetencer.

Direktøren skal være en visionær, strategisk tænkende og synlig chef, der arbejder tillidsfuldt, helhedsorienteret og anerkendende, og som samtidig er handlekraftig og resultatorienteret. Det er vigtigt, at direktøren med disse kvalifikationer opnår respekt og legitimitet i det politiske system og internt i organisationen. Direktøren skal også være parat til at bidrage til løsning af politisk relaterede opgaver sammen med medarbejderne.

I relation til det politiske system skal direktøren motiveres af et tæt og uformelt samarbejde. Direktøren skal fungere velovervejet og balanceret og være i stand til at yde rådgivning, der baserer sig på fælles løsninger.

Den nye direktør skal motiveres af samspil med andre, være til stede i samspillet med centerchefer, være udadvendt og fremstå som en god partner for kommunens mange eksterne samarbejdspartnere.

Det er vigtigt, at direktøren har erfaring med at lede ledere, kan fungere i et politisk orienteret miljø, har indblik i vilkårene i den kommunale virksomhed og endelig har gode analytiske og økonomiske kompetencer. Indsigt i ældre- og sundhedsområdet vægter positivt.

Andet
Job- og personprofil kan læses her (https://signatur.frontlab.com/Rebild/Jobs/WebAdFile.aspx?Id=c55f2e3179b147f38759638127f85c6f.PDF) og på http://www.muusmann.com.
Ledelsesgrundlag kan læses her (https://signatur.frontlab.com/Rebild/Jobs/WebAdFile.aspx?Id=e05b2f4bb77a45199ddb8f23a41e6975.PDF).

Tiltrædelse: 1. maj 2018.

Ansøgningsfrist: Søndag den 4. marts 2018.

Søg stillingen via linket.

Kontakt gerne kommunaldirektør Jes Lunde, tlf. 20 23 32 20, eller adm. direktør Lars Muusmann, tlf. 40 76 72 27.

Kommunen ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed, og opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her