Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Direktør til Landbrugsstyrelsen

Er du en erfaren topleder? Vil du stå i spidsen for en direktion, som skal lede Landbrugsstyrelsen igennem store forandringer samtidig med, at styrelsen fastholder fokus på sikker drift?. Har du erfaring med forandringsledelse, digital omstilling, sikker drift og service, så du sammen med den øvrige direktion kan skabe de bedste forudsætninger for, at styrelsen kan komme i mål med en ambitiøs strategi? Vil du være med til at skabe vækst og arbejdspladser i landbrugserhvervet samtidig med, at vi passer på vores klima og miljø? Så er du måske den nye direktør, vi søger til Landbrugsstyrelsen.

Landbrugsstyrelsen er en af landets største styrelser med et af landets største eksporterhverv som ressortområde. Landbrugsstyrelsen har ca. 1.100 ansatte og hører under Miljø- og Fødevareministeriet.

Landbrugsstyrelsen har kontorer i hele landet. De største lokationer er i København, Augustenborg og Tønder. Derudover har Landbrugsstyrelsen fem regionale lokationer i Ringsted, Odense, Kolding, Herning og Randers. Som direktør skal du kunne skabe sammenhæng på tværs af styrelsens geografi og lede det strategiske arbejde i direktionen, så styrelsen kan realisere sin strategi og foretage de rette prioriteringer.

Nemt, enkelt og til tiden – Landbrugsstyrelsens strategiske fokus
Landbrugsstyrelsen arbejder for at skabe værdi for landmænd, gartnere og virksomheder og etablere bæredygtige løsninger, der understøtter erhvervets konkurrenceevne på den lange bane, så hele ressourcegrundlaget for at drive landbrug ikke forsvinder. Det gør styrelsen blandt andet gennem tilskudsordninger, hvor styrelsen hvert år udbetaler omkring 9 mia. kr. til mere end 40.000 landmænd og virksomheder. Styrelsens daglige arbejde gør således en meget direkte forskel for landmænd, gartnere og virksomheder.

Det skal være nemt at være landmænd, gartner eller virksomhed i Danmark. Reglerne skal være enkle og forståelige. Landbrugsstyrelsen skal udbetale, kontrollere og afgøre sagerne til tiden. Styrelsens strategi "Nemt, enkelt og til tiden" er derfor både ambitiøs og vidtrækkende. Strategien har endvidere stor fokus på at udvikle yderligere digitale løsninger til gavn for landmænd, gartnere og virksomheder og til gavn for styrelsens sagsbehandling og kontrolopgaver. Styrelsen har desuden vedvarende fokus på at udvikle medarbejdernes kompetencer til gavn for styrelsens bidrag til en innovativ politikudvikling, der kan imødegå fremtidens udfordringer og muligheder.

Direktørens opgaver
Landbrugsstyrelsens direktion består af en direktør og tre vicedirektører. Som direktør får du det overordnede ansvar for at sikre realisering af såvel politiske som faglige mål med stor fokus på effektiv drift og forståelse for de behov og udfordringer, som landmænd, gartnere og virksomheder har, så der skabes en sammenhængende udvikling og administration af erhvervs- og miljøpolitikken på området.

Som direktør for Landbrugsstyrelsen refererer du til Miljø- og Fødevareministeriets departementschef og indgår i ministeriets koncernledelse.

Som direktør har du en vigtig rolle i at bidrage til den overordnede strategiske ledelse af hele styrelsen og udvikle områdernes evne til både at tænke og agere strategisk og på samme tid fastholde fokus på styrelsens vision og mission.

Dine kompetencer
For at blive taget i betragtning til stillingen kræves det, at du har en videregående akademisk uddannelse og derudover besidder følgende kompetencer:

  • Solid ledelseserfaring med ledelse af ledere, gerne på direktionsniveau
    Du skal kunne skabe rammerne for et stærkt tværgående ledelsesmæssigt samarbejde og udvikle og lede baseret på en konstruktiv feedbackkultur, der gennem klar forventningsstemning giver styrelsens ledere et tydeligt ledelsesrum.
  • Erfaring med forandringsledelse på toplederniveau
    Du skal kunne sætte strategisk retning og mål, udfordre vanetænkning og kunne sikre rette prioriteringer i fagligt vanskelige sager i en meget omskiftelig hverdag.
  • Politisk og organisatorisk tæft
    Du skal have forståelse for ledelse i en politisk styret organisation, have god politisk fornemmelse og stærke forvaltningsmæssige kompetencer.

For at opnå succes i stillingen besidder du endvidere følgende kompetencer:
  • Stærke analytiske evner, god talforståelse og erfaring med at sætte sig ind i komplicerede fagområder.
  • Dygtig til samarbejde og til at skabe tillidsfulde relationer.
  • Du skal kunne dokumentere resultater inden for strategisk ledelse, tværgående samarbejde og driftsstyring.

Ledelse i Landbrugsstyrelsen
I Landbrugsstyrelsen er god ledelse et fælles ansvar for både ledere og medarbejdere. Styrelsen har derfor udarbejdet et ledelses- og medarbejdergrundlag, der sætter ord på forventningerne og skaber klarhed over, hvad ledelsesopgaven er på alle niveauer, og hvordan hver enkelt kan bidrage til at spille hinanden gode.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker på åremålsvilkår og i henhold til rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten med en grundløn efter gruppe 4 på kr. 975.832,- i aktuelt niveau. Hvis du er tjenestemand i forvejen, kan ansættelse som tjenestemand efter en konkret og individuel vurdering finde sted i lønramme 40. Ud over grundlønnen kommer individuelt tillæg, åremålstillæg, pensionsordning og engangsvederlag efter indsats og resultater.
Ansættelsesområdet for kontraktansatte chefer er Miljø- og Fødevareministeriet med tilhørende institutioner.

Sker ansættelse som tjenestemand på åremål er ansættelsesområdet Landbrugsstyrelsen.

Tjenestestedet er Miljø- og Fødevareministeriet, Landbrugsstyrelsen, Nyropsgade 30, 1780 København V.

Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2020.

Vil du vide mere
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til departementschef Henrik Studsgaard på telefon 2512 4345.

Vedr. spørgsmål om løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte Koncern HR-chef i Miljø- og Fødevareministeriet Anne Braad på telefon 2325 4789.

Du kan læse mere om Miljø- og Fødevareministeriet på www.mfvm.dk og om Landbrugsstyrelsen på www.lbst.dk.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning og relevant dokumentation (herunder CV og eksamensbevis) senest den 16. februar 2020.

Samtaler forventes afholdt i uge 8 og uge 10.

Der indgår test i ansættelsesforløbet.

Er du tjenestemand stiles ansøgningen til Dronningen.

Miljø- og Fødevareministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.

 


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.