Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Dreven projektleder med potentiale for ledelse af projektteams

Har du solid erfaring med projektledelse, projektplanlægning og projektporteføljestyring i tekniske projekter? Så har vi et job med mulighed for at sætte sit eget præg på et nyt team.

Banedanmark er i gang med en stor fornyelse af teknologien til afvikling af sikker togdrift.
Vi sørger blandt andet for at komponenter der nedtages på de første strækninger kan genbruges som reservedele på strækninger der udrulles senere. Til gavn for miljø, økonomi og driftsikkerhed.

Som vores nye kollega bliver du en del af sektionen Fornyelse og Nedtagning i Sikring, hvor vi er otte medarbejdere.

Vi tilbyder et job, hvor du kan udleve dine faglige ambitioner uden at give afkald på work-life balance. Du får mulighed for at medvirke til sammensætningen af teamet, hvor vi løser de mange opgaver gennem en uhøjtidelig omgangstone og i samarbejde med flere forskellige medarbejdergrupper. Samtidig bidrager du til en vigtig samfundsmæssig opgave – nemlig en velfungerende jernbane.

Du er det afgørende led fra projektmodtagelse til eksekvering
Som projektleder bliver du krumtappen i arbejdet med interne fornyelses- og nedtagningsprojekter fra modtagelse til udførelse. Du deltager aktivt i projekterne og definerer, koordinerer og sikrer fremdriften i de enkelte delopgaver og for projektteamet, herunder den løbende dialog med samtlige interessenter.
Vi arbejder med flere sideløbende projekter, så det er vigtigt at du kan bevare overblikket over mange opgaver og delopgaver ad gangen.

Dine projekter udspringer primært fra to hovedområder; dels porteføljestyring og planlægning for fornyelsesprojekter, dels projektledelse på Banedanmarks nedtagninger af udfaset teknologi i takt med at det nye signalsystem udrulles.
Du får en bred kontaktflade internt i Banedanmark, da du via projekterne har med flere forskellige teams og områder at gøre. Dine dage kommer til at bestå af en stor del koordinering og sparring, ligesom du løbende rapporterer om projekternes økonomi og fremdrift.

Dygtig generalist med evner for koordinering og planlægning
Vi forestiller os, at du arbejder struktureret og målrettet, og naturligvis respekterer de formelle krav, men samtidig gerne udfordrer vores arbejdsgange og vaner med idéer og erfaringer, du har fra tidligere. Din uddannelsesmæssige baggrund er mindre vigtig, men erfaring med projektledelse, herunder både det analytiske og administrative, er essentielt. Du har formentlig i tidligere jobs drevet tekniske projekter på egen hånd, og vil derfor hurtigt være selvkørende i rollen.

Du trives med at være en del af et fællesskab, hvor gensidig hjælpsomhed får hverdagen til at lykkes. Det betyder at du både hjælper andre, men også selv er klar til at bede om hjælp.

Som projektleder får du en bred kontaktflade ud til flere dele af organisationen, og derfor er det vigtigt at du kommunikerer klart og tydeligt, både mundtligt og skriftligt, og ikke er tilbageholdende med at opsøge kolleger i andre afdelinger. Din evne til at skabe gode relationer og samarbejder på tværs af fagligheder og interesser er afgørende.

Løn
Hvis du er akademiker, ansættes du i henhold til AC-overenskomsten, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.

Ellers er er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark.
Stillingen er placeret i løngruppe 3, sats 3, Hovedstad, og basislønnen udgør kr. 375.674,00 årligt og kr. 31.306,17 månedligt. Hertil kommer pension. Der er evt. mulighed for at forhandle tillæg.

Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere, så kontakt teamleder Per Christiansen. Send os din ansøgning og CV hurtigst muligt. Vi vurderer ansøgninger og indkalder til samtaler løbende.
For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stillingen” og følger instruktionen.




Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.