Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Driftskoordinator til Vanløse i Center for Drift Nord

Er du optaget af administration og driftsarbejde, og kan du samarbejde med medarbejdere med forskellige faglige baggrunde? Vil du være med til at støtte enhedscheferne i at opbygge landets bedste driftsorganisation, så søg jobbet som driftskoordinator i Byens Drift i Teknik- og Miljøforvaltningen med ansættelse så hurtigt som muligt, og gerne 1. april 2018.  
 
København vokser markant i disse år, hvor mange nye borgere og virksomheder flytter til byen. Det lægger et pres på renholdelsen af byens veje og plejen af byens grønne områder. Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) og serviceområdet Byens Drift har derfor gennemgået en større forandringsproces det seneste år, der skal skabe rammerne for, at vi sammen kan udvikle det gode udeliv med mulighed for at skabe værdifulde relationer.  
 
I de geografiske bydele i Byens Drift (opdelt i Nord, Syd og Indre) har vi bl.a. fokus på at prioritere vores opgaver ud fra de behov, der løbende opstår i byen. Vi blander fagligheder som renholdelsesmedarbejdere, park- og kirkegårdsgartnere og organiserer os, så vi kan tage hånd om hele opgaven i et givent område.  
 
I Center for Drift Nord udfører vi arbejdsopgaver inden for pleje og vedligehold af grønne arealer, vejrabatter, parker, naturområder, strand og kirkegårde samt renhold af pladser, veje, fortove og cykelstier. Vartegn i Center for Drift Nord er f.eks. Utterslev Mose, Damhusengen, Bispebjerg Kirkegård, Svanemølle Strand, Lersøparken og Superkilen. Center for Drift Nord er delt op i fem enheder med i alt 130 medarbejdere.  
 
Du vil blive ansat i enheden Vanløse og refererer direkte til enhedschefen.  
 
Generelt om jobbet som driftskoordinator  
 
Formålet med driftskoordinatoren er at støtte enhedscheferne med at sikre et højt vidensniveau og en god service på det administrative område. Herudover: 
  • At koordinere områdets opgaver, løse opståede problemer og levere faglig sparring til enhedschefer og kollegaer  
  • Støtte enhedschefen i økonomisk styring (fx budgetopfølgning, rekvisitioner og tilbudsgivning)  
  • Personaleadministration, fx indberette fravær samt kontrol af ferieregnskab  
  • Støtte enhedschefen i den daglige kommunikation i enheden 
  • Støtte enhedschefen i koordineringen af enhedens opgaver og projekter på tværs af teams og fagligheder  
  • Opgavebeskrivelser til teams/medarbejdere 
  • Projektopgaver  
  • Tilsynsopgaver og målinger  
  • Weekendplanlægning   
Driftskoordinatoren vil skulle indgå i et tæt samarbejde med de andre driftskoordinatorer i TMF og sekretariatets medarbejdere om at få løst administrative opgaver så smidigt og ensartet som muligt.  
 
Om dig 
  • Du har grøn baggrund, med væsentlig andel af administrativ erfaring  
  • Du er driftssikker, struktureret og god til at skabe overblik over mange forskellige opgaver i en dynamisk hverdag  
  • Du trives i et travlt miljø og er god til at gribe boldene og lande dem til rigtige tid og sted  
  • Du har stærke administrative kompetencer  
  • Det er en fordel med kendskab til SAP, CATS og TargIT 
  • Du har gode kompetencer inden for driftsøkonomisk styring  
  • Du udviser engagement og har gode kommunikative evner. Du skal kunne formidle komplekse budskaber, så de bliver letforståelige for den enkelte medarbejder  
  • Du har erfaring med at samarbejde med teams  
  • Du er vant til at arbejde med kolleger med forskellige fagligheder og ser mangfoldigheden i byens driftsopgaver som en styrke 
  • Du er indstillet på, at din chef og dine kolleger kan være placeret på flere forskellige lokationer i byen  
Arbejdspladsen   
Byens Drift hører organisatorisk til i Teknik- og Miljøforvaltningen i er en dynamisk arbejdsplads med højt til loftet, der lægger vægt på godt samarbejde, udviklingsmuligheder for den enkelte, samt resultater, der rykker for København.  
 
Løn- og ansættelsesvilkår  
I henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Arbejdstiden er gennemsnitlig 37 timer om ugen inkl. frokostpause. Tiltrædelse så hurtigt som muligt eller senest den 1. april 2018.  
 
Er du interesseret?  
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte enhedschef Per B. Eriksen på 2715 8890  
 
Søg stillingen via nedenstående link senest tirsdag den 20. februar.  
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler med udvalgte kandidater i uge 8 og 9.  
 
Om Teknik- og Miljøforvaltningen  
Forvaltningens væsentligste opgaver er at varetage myndighedsopgaver og servicere borgere og erhvervsliv inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling samt vej- og trafikområdet. Herudover rummer forvaltningen Københavns Erhvervsservice, varetager renholdelsen og vedligeholdelsen af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.200 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4 mia. kr.  
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her