Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

en kvalitetsbevidst lægesekretær til Ortopædkirurgisk Klinik, HoveOrtoCentret (barselsvikariat).

Ortopædkirurgisk Klinik på Rigshospitalet står i den lykkelige situation at endnu en lægesekretær skal på barsel og vi søger derfor endnu en barselsvikar for lægesekretær til klinikkens Tumorsektion. Hos os vil du komme ind i en gruppe glade kolleger, der bestrider alle tænkelige opgaver inden for lægesekretærfaget.  
 
Jobbet 
Ortopædkirurgisk Klinik søger en barselsvikar til start snarest muligt og senest 1. april 2018. Stillingen er placeret i Tumorsektionen, hvor vi servicerer en bred vifte af ortopædkirurgiske patienter hver dag.  
 
Vi kan tilbyde

  • En bred vifte af opgaver fra de klassiske såsom telefonbetjening og indkaldelse af patienter – til de mere specialiserede som håndtering af kræftpakkeforløb for patienter  
  • Fleksible arbejdstider med plads til et godt familieliv ved siden af, dog vil der minimum være en dagvagt til kl. 17 hver uge enten mandag eller torsdag. Ved ferie/sygdom/kurser og lignende, skal der påregnes flere vagter 
  • Søde og servicemindede kolleger med fokus på godt arbejdsmiljø og god patientservice 
  • I og med, at vi bl.a. arbejder med kræftpakker, kan der til tider være dage, hvor du ikke kan gå til tiden 
Vi tilrettelægger arbejdet, så du er fast tilknyttet Tumorsektionen, men skal selvfølgelig også dække ind for hinanden ved ferie og fravær for vores andre sektioner. Vi anstrenger os for at strikke en hverdag sammen, der passer den enkelte medarbejder i det omfang, det overhovedet er muligt.  
 
Opgaverne løses kun på bedste vis, når man trives i hverdagen. Derfor er ordentlighed, omsorg og humor faste ingredienser i vores forventninger til os selv og hinanden. Det er en tilgang til arbejdet, du skal kunne skrive under på.  
 
Vores forventninger 
Du skal have en baggrund som lægesekretær. Det er en fordel, hvis du kender til det ortopædkirurgisk speciale, men det er ikke et must – du vil selvfølgelig blive klædt på til opgaverne. Vi forestiller os, at du: 
  • Trives med en afvekslende hverdag 
  • Kender de kliniske systemer inkl. Sundhedsplatformen 
  • Har en holdning til, hvad god patientkontakt er og kan lide at have med patienter at gøre 
  • Som det naturligste i verden hjælper dine kolleger og ser løsning af opgaver som et fælles ansvar 
Vi ser gerne, at du som minimum har 3 års lægesekretærerfaring. Vigtigst er dog, at du kommer med nysgerrighed, gå på mod og er stabil i dit fremmøde. Faglig stolthed på dit fags vegne er også noget, vi vægter højt. 
 
Hvis du vil være med til arbejdet i hospitalets frontlinje, så send os en ansøgning og dit cv via linket her på siden. Fristen er tirsdag den 20. februar 2018 kl. 12. Vi holder samtaler fredag den 23. februar 2018. Der er tale om et barselsvikariat som løber til udgangen af 2018. 
 
Løn- og ansættelsesvilkår 
Efter gældende overenskomst og efter nærmere aftale med forhandlingsberettigede organisation. 
 
Har du spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte ledende lægesekretær Anja Priess på 35 45 18 02 / anja.priess.02@regionh.dk 
 
Ortopædkirurgisk Klinik 
I Ortopædkirurgisk Klinik er vi cirka 250 ansatte. Vi har 62 sengepladser fordelt på 2 sengeafsnit og gennemfører cirka 20.000 ambulante konsultationer hvert år. Vi er en gruppe på 16 sekretærer, som er ledet af ledende lægesekretær Anja Priess.
 
Rigshospitalet er røgfrit.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her