Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Enhedsleder til Rusmiddelbehandling Vigerslev Allé

Er du enhedslederen, der skal stå i spidsen for Rusmiddelbehandling Vigerslev Alle?

Bliver du motiveret af et afvekslende, udviklende og udfordrende job i en ambitiøs og dynamisk organisation med gode muligheder for at være med til at præge udviklingen på rusmiddelområdet i landets største kommune? Så er her muligheden for at blive leder for Rusmiddelbehandling Vigerslev Allé, der er en del af Center for Rusmiddelbehandling København.

Om opgaven
Som enhedsleder har du det øverste ansvar for den samlede enhed med ca. 50 ansatte bestående af socialrådgivere, pædagoger, psykologer, læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.

Organisatorisk består enheden af tre afdelinger: Vigerslev Alle, Ambulatoriet Vesterbro, Familieorienteret Rusmiddelbehandling Enghavevej samt et udgående team af fremskudte behandlere og et udgående team af støtte- og kontaktpersoner. Den daglige drift af Familieorienteret Rusmiddelbehandling Enghavevej varetages af en afdelingsleder, som referer til dig.

I samarbejde med afdelingslederen får du ansvaret for at tilrettelægge arbejdet på den samlede enhed således, at der kan ydes en struktureret sundheds- og socialfaglig indsats, der er i overensstemmelse med gældende faglige standarder.

Du skal være god til at holde overblik, inspirere til udvikling og skabe resultater.

Du indgår desuden i ledergruppe sammen med de øvrige ledere på området, hvor du vil have en afgørende rolle i forhold til at sikre udvikling og implementering af nye tiltag på området.

Der er selvstændigt budget, som du bliver ansvarlig for.  

Vi forventer, at du

  • har ledelseserfaring fra det socialfaglige eller sundhedsfaglige område
  • har stor viden ift. det sociale område
  • har beslutnings- og gennemslagskraft
  • er udviklingsorienteret
  • kan tage ansvar for enhedens budget
  • er struktureret og kan sikre den daglige drift
  • tager afsæt i en dialogbaseret og anerkendende tilgang
  • har gode samarbejdsevner og godt humør

Det er en fordel med følgende kvalifikationer

  • en social- eller sundhedsfaglig baggrund
  • erfaring med arbejde i politisk styret organisation
  • erfaring med indsatser på rusmiddelsområdet
  • gennemført lederuddannelse

Om os
Rusmiddelbehandling Vigerslev Allé tilbyder substitutionsbehandling efter sundhedslovens § 142 og social behandling efter servicelovens § 101 til borgere med et misbrug af opioider ofte i kombination med et komplekst forbrug af andre rusmidler. Enheden hører under området Opioider og Substitutionsbehandling, der omfatter i alt fire enheder bestående af i alt otte afdelinger og en række udgående funktioner.

Der er aktuelt knapt 500 borgere tilknyttet enheden. Størstedelen af disse borgere er tilknyttet afdelingen på Vigerslev Allé, hvor de modtager en helhedsorienteret psykosocial indsats kombineret med en sundhedsfaglig indsats, herunder medicinsk behandling. En stor del af disse borgere er i stabile forløb, og henter medicin enten dagligt eller en til to gange ugentligt.

Den socialfaglige behandling er helhedsorienteret og foregår i tæt samarbejde med andre enheder eller området. Desuden tilbydes borgerne gruppebehandling og individuelle samtaler med udgangspunkt i den kognitive tilgang og MI. De allermest udsatte borgere tilbydes desuden SKP støtte. Behandlingen tager udgangspunkt i borgernes ønsker og mål, herunder stoffri behandling såvel som stabilisering ved substitutionsbehandling.

Rusmiddelbehandling Vigerslev Allé er placeret tæt på stofscenen på Vesterbro og har derfor et tæt samarbejde med de forskellige organisationer i miljøet, som f.eks. Mændenes Hjem og Reden. De fremskudte behandlere fungerer som brobyggere og tæt samarbejdspart i dagligdagen.    

Borgerne tilknyttet Ambulatoriet Vesterbro er kendetegnet ved ikke at have behov for en socialfaglig indsats og har stabile forløb, hvor de afhenter medicin på apotek. Gennem ambulatoriet har de løbende kontakt med læge og sygeplejerske. Fælles for borgerne i forløb hos Familieorienteret Rusmiddelbehandling Enghavevej er behov for en særlig tilrettelagt familieorienteret indsats, ofte i tæt samarbejde med andre instanser som f.eks. Borgercenter Børn og Unge og/eller Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat den 1. maj 2020. Stillingen er på fuld tid, og ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst og efter principper om Ny Løn. Du refererer til områdechefen for området.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til områdechef Anne Kirstine Svanholt på 5180 2917 eller enhedsleder Sandra Bondersholt på 5184 3639.

Du kan læse mere om Center for Rusmiddelbehandling København ved at følge linket: https://rusmiddelbehandling.kk.dk/

Søg via nedenstående link senest torsdag den 12. marts 2020
1. runde af ansættelsessamtaler forventes afholdt onsdag den 18. marts og 2. runde onsdag den 25. marts.  

Om Socialforvaltningen i Københavns Kommune
Som del af Danmarks største kommune er det naturligt for os at have et højt fagligt ambitionsniveau og løbende udvikle kompetencer, metoder og indsatser. Vi arbejder fokuseret med god ledelse og dialog i organisationen, og vi har et godt arbejdsmiljø og et højt engagement blandt medarbejderne.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.