Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Er du vores nye uddannelseschef for ungeområdet

Social- og Sundhedsskolen Skive Thisted Viborg er i fuld gang med en omfattende transformation. Vi svarer på den politiske og administrative omverdens krav i form af erhvervsskolereformen (2015) og social- og sundhedsskolereformen (2017). Vi har sat os høje mål for pædagogisk og didaktisk kvalitet og udvikling, hvor facilitering af elevernes læring understøttes af en digital læringsplatform med fælles curriculum og undervisningsmateriale til læringsforløb. Vi har påbegyndt udviklingen og udvidelsen af ledelsesplatformen på skolen, hvor vi styrker personaleledelsen og den pædagogiske og faglige ledelse. Vi ønsker at være mest muligt responsive i forhold til vores omverdens behov og interesser, og er mere opsøgende i forhold til vores samarbejdsparter lokalt, regionalt og nationalt. Vi handler på de seneste par års aktivitets- og elevnedgang og har øget vores fokus på rekruttering og fastholdelse af elever samt udvidelse af kursusaktivitet mv.

Skolens ledelse og bestyrelse oplever, at der er fremskridt i transformationsprocessen, og for at få endnu mere luft under vingerne investerer vi nu i en ledelsesmæssig styrkelse på chefniveau.

Derfor søger vi en uddannelseschef for ungeområdet, der skal indgå som en ny del af skolens strategiske ledergruppe bestående af direktør, vicedirektør og kursus- og udviklingschef.

Den nye chef vil få ansvar for:

  • skolens før-indgangsaktiviteter, dvs. brobygning og introkurser og samarbejdet vedrørende grundskolerne (EUD8, EUD10, andre kombinerede tilbud, valgfag)
  • markedsførings- og rekrutteringsindsatsen i forbindelse med uddannelsesmesser, karrieredage og Skills
  • Grundforløb 1 samt Grundforløb 2 PAU og Hovedforløb PAU (pædagogisk assistentuddannelse)
  • EUX velfærd (i samarbejde med skolens vicedirektør)
  • Aktiviteter vedr. FGU og KUU
  • Projekter til ungegruppen

Det forventes, at den nye uddannelseschef personaleledelsesmæssigt vil få ansvar for to pædagogiske uddannelsesledere med personaleansvar. Lønindplacering i lønramme 35, trin 48, med mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer. Der udarbejdes herudover en årlig resultatlønskontrakt.

Den rette kandidat til stillingen kan imødekomme følgende faglige og personlige kompetencer og kvalifikationer:

  • Du har en relevant videregående uddannelse og gerne en formel lederuddannelse.
  • Du har relevant erfaring med personaleledelse.
  • Du har erfaring med pædagogisk ledelse og udvikling.
  • Du har erfaring med og motiveres af at arbejde med ungegruppen.
  • Du har en god forretningsforståelse i forhold til drift af en uddannelsesinstitution.
  • Du kan bruge dine analytiske og strategiske kompetencer, men er også i stand til at reducere kompleksitet og arbejde operationelt og konkret.
  • Du er rodfæstet under pres.
  • Du tager ansvar for dine opgaver og følger dem til dørs.
  • Du kan skabe gode og konstruktive relationer, har god procesforståelse og blik for den sammenhæng og helhed, du indgår i.
  • Du har gode kommunikative evner såvel mundtligt som skriftligt.

Ansøgning og yderligere information:

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Jakob Høeg på tlf. 20583873.

Din ansøgning med CV, referencer og relevante bilag sendes elektronisk via vores hjemmeside www.sosu-stv.dk.

Ansøgningen skal være fremsendt senest fredag den 16. februar 2018 kl. 12.00.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i to runder, onsdag den 21. februar og mandag den 26. februar 2018. Forventet tiltrædelse 1. april 2018.

Generelt om skolen:

Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg er en selvejende erhvervsskole, der uddanner SOSU-hjælpere, SOSU-assistenter og pædagogiske assistenter. Der tilbydes efter- og videreuddannelse af ansatte inden for fagområdet. Der tilbydes introduktionskurser/brobygning og undervisning i grundskoleforløb.

Skolen har godt 90 medarbejdere fordelt på lokationerne Skive, Thisted og Viborg.

Alle interesserede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk baggrund opfordres til at søge stillinger på skolen.

Skolens værdigrundlag:

Vores fælles bestræbelser er at sætte SPOR hver dag

Derfor står vi for at:

Forskellighed giver styrke

Engagement skaber energi

Humor bliver livgivende oxygen

Faglighed danner grobund

- og det står vi op for.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her