Erfaren konsulent til Socialstyrelsens praksiskonsulentkorps på dagtilbudsområdet

Er du fagligt stærk, og har du erfaring med at arbejde systematisk med at styrke trivsel, udvikling og læring hos børn i udsatte positioner? Vil du være med til at understøtte kommunernes arbejde med at skabe dagtilbud af høj kvalitet og mindske betydningen af negativ sociale arv? I Socialstyrelsen søger vi en ny kollega til praksiskonsulentkorpset i Center for Børn, Unge og Familier.  
 
Vi tilbyder  
En spændende stilling som praksiskonsulent, hvor du sammen med dygtige kolleger gennemfører rådgivnings- og vejledningsforløb i dagtilbud med en høj andel af børn i udsatte positioner. Med afsæt i fire fokusområder – læringsmiljø, forældresamarbejde, faglig ledelse og tværfagligt samarbejde – understøtter du pædagogisk personale, dagtilbudsledere og kommunale forvaltninger i at udvikle dagtilbud af høj kvalitet og fremme trivsel, udvikling og læring for børn i udsatte positioner. Som praksiskonsulent arbejder du praksisnært og helhedsorienteret ud fra et bredt repertoire af pædagogfaglige og konsulentfaglige metoder og redskaber, og du begår dig sikkert i hele spændet fra blå stue til forvaltningens mødelokaler. 
 
Du vil som praksiskonsulent blive en del af en meget engageret gruppe af kolleger, som alle brænder for opgaven og som prioriterer både de faglige ambitioner og det kollegiale samvær højt.  
 
Dine arbejdsopgaver 
Praksiskonsulenternes kerneopgave er målrettede rådgivnings- og vejledningsforløb i kommuner og dagtilbud i hele landet, hvilket bl.a. indebærer: 

  • At forberede og planlægge længerevarende forløb med involvering af pædagogisk personale, pædagogisk ledelse og forvaltning. 
  • At facilitere processer, der skaber refleksion og ny pædagogisk praksis, fx via aktionslæring, deltagende metoder og samskabelse. 
  • At kvalificere det pædagogiske arbejde med børnefællesskaber, der fokuserer på deltagelse og inklusion for børn i udsatte positioner.  
  • At understøtte kommuner og dagtilbud i systematisk anvendelse af den pædagogiske læreplan og tilrettelæggelse af trygge, stimulerende læringsmiljøer. 
  • At rådgive om virkningsfulde og anerkendte pædagogiske metoder og redskaber samt understøtte implementering heraf. 
  • At vejlede arbejdet med at fremme en evalueringskultur på dagtilbuds- og forvaltningsniveau, herunder meningsfuld anvendelse af data til praksisudvikling. 
  • At facilitere og understøtte netværk, vidensdeling og gensidig inspiration mellem dagtilbud og kommuner. 
Din profil 
Det er afgørende, at du har stor viden og erfaring inden for dagtilbudsområdet og gerne med aktuel pædagog-, konsulent- eller ledelseserfaring på dagtilbuds- og forvaltningsniveau. Du har solid erfaring med at planlægge og gennemføre forandringsprocesser og facilitere forandringer af og i pædagogisk praksis, og du er vant til at rådgive og vejlede fagprofessionelle. Du har et højt refleksionsniveau, er optaget af dialog og synergi i dine samarbejder, og du er vant til at træffe bevidste og begrundede metodevalg i dine opgaveløsninger. Du har formentligt en efter- og videreuddannelse i ledelse eller konsulentarbejde og brænder for at gøre en forskel for børn i udsatte positioner. 
 
Som praksiskonsulent skal du forvente en varieret og alsidig arbejdsdag, hvor vi tilbyder og forventer stor fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdstiden samt betydelig rejseaktivitet rundt i hele landet.  
 
Om Center for Børn, Unge og Familier 
Center for Børn, Unge og Familier har til opgave at understøtte implementering af lovgivningen og kvalificere politiske beslutningsprocesser på børne- og ungeområdet med afsæt i vores omfattende viden på feltet. Vi tilbyder kommunerne konkrete rådgivningsindsatser og gennemfører en lang række projekter med en ambition om at understøtte og kvalificere kommunernes arbejde med praksis- og forskningsbaseret viden samt deres brug af veldokumenterede metoder og redskaber. Centerets omkring 80 medarbejdere er fordelt på i alt seks teams, der som udgangspunkt varetager forskellige ansvarsområder, men som også arbejder på tværs. Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø præget af høj kvalitet i opgaveløsningen, kollegial sparring og en uhøjtidelig omgangsform. 
 
Løn og ansættelsesvilkår 
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1.august 2018 eller snarest derefter. Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse frem til den 31. december 2019. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante organisation. 
 
Det er en forudsætning for ansættelse som praksiskonsulent, at du kan fremvise en tilfredsstillende børneattest. 
 
Stillingens ansættelsesområde er Børne- og Socialministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Socialstyrelsen i Odense, Edisonsvej 1, 5000 Odense C. 
 
Ansøgningsfrist og afholdelse af samtaler 
Du sender din ansøgning og relevant dokumentation (CV og eksamenspapirer) elektronisk på vores hjemmeside. Der er ansøgningsfrist den 2. maj 2018.   
Vi forventer at afholde 1. og 2. runde samtaler henholdsvis den 16. og 22. maj 2018. Du vil blive bedt om at løse en case-opgave i forbindelse med samtalerne. 
 
Vil du vide mere? 
Du kan få flere oplysninger om stillingen ved at kontakte faglig leder Sigrid Ingeborg Knap på siik@socialstyrelsen.dk eller telefon 41 74 00 20. Du kan læse mere om Socialstyrelsen og Center for Børn, unge og Familier på www.socialstyrelsen.dk.  


Du har ikke vedlagt dokumenter til din ansøgning. Klik på 'OK' knappen nedenfor for at sende din ansøgning alligevel, eller klik på knappen "Annuller" og vedhæft dokumenter, før du sender din ansøgning igen.

Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her