Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

ERFAREN SERVICECENTERMEDARBEJDER TIL STOR KONTRAKT


Forstår du at skabe en god kundeoplevelse i telefonen og på mail? Vil du være med til sammen med 12 kolleger at løfte opgaven om at tage imod og besvare 55.000 forespørgsler om året?

Aarsleff Rail A/S er i vækst og søger endnu en kollega til at indgå i vores team på 12 kolleger i vores kundeservice relateret til Danmarks største hard facility management-kontrakt. Vi har et godt og langvarigt samarbejde med DSB, som løbende henvender sig med forskellige vedligeholdelsesopgaver og reparationer, der skal løses på togstationer, værksteder og kontorer. Derudover får vi henvendelser fra DSB’s private og erhvervsrelaterede lejere. Du får ansvaret for at tage imod opgaven, få spurgt ind til behovet, sikre at den bliver behandlet, og at der kommer respons på den.

En varieret hverdag som servicecentermedarbejder
Du møder ind på vores kundecenter i Taastrup, hvor vi sidder i DSB’s hovedkontor, kun 5 minutters gang fra Høje Tåstrup Station.

Dine primære opgaver er at tage imod henvendelser fra kunderne via telefon, mail og en serviceportal. Det handler om at imødekomme kunderne på en professionel måde og med en serviceorienteret indstilling. Ved modtagelse af henvendelser registrerer du dem i et ServiceNow-system og sikrer opfølgning på dem. Henvendelserne vil typisk dreje sig om nogle praktiske og byggetekniske forespørgsler.

Herudover vil du arbejde med vagtrelaterede opgaver. Du bliver en del af en vagtordning, som består i at lave runderinger på lokationen i Taastrup, undersøge situationen når alarmen sættes i gang, arbejde med sagsbehandling i forhold til videooptagelser samt koordinering med forskellige myndigheder. For at udføre disse opgaver er det et krav, at du har bestået kurset ”Grundlæggende vagt” eller er indstillet på at gennemføre det.

Du bliver ansat på Vagtassistentoverenskomsten, og stillingen er gennemsnitligt på 37 timer om ugen. De vil hovedsageligt ligge i tidsrummet mellem kl. 7:00 og 16:00, men stillingen kræver fleksibilitet, fordi der også lejlighedsvist forekommer aften-, natte- og weekendvagter. Det skyldes, at du får en vikarierende rolle i forhold til vores team af vagter, som skal være til stede hele døgnet alle årets dage. Derfor træder du gerne til på ad hoc-basis ved sygdom og ferie.

Er du vores nye kollega?
Vi forestiller os, at du trives med kundekontakten og har dyrket dit talent for at skabe en god kundeoplevelse i en lignende rolle i et callcenter, i en kundeserviceafdeling, i detailleddet eller lignende. Du har smil i stemmen og sikrer, at kundens henvendelse bliver behandlet og løst. I forlængelse heraf er du velformuleret såvel i tale som på skrift.

På grund af en stor volumen af henvendelser, og fordi du også løser vagtrelaterede opgaver, skal du kunne håndtere mange aktiviteter på én gang og samtidig have evnen til at følge dem til dørs med en høj grad af kvalitetsbevidsthed. Selv om du løser dine egne opgaver, løfter vi den samlede kontrakt som et team, hvorfor du har forståelse for at træde til, når dine kolleger har brug for det.

Herudover forestiller vi os, at du:
  • trives i et uformelt kontormiljø, hvor du er i berøring med mange forskellige faggrupper, som du forstår at tilpasse din kommunikation til
  • udviser fleksibilitet både med hensyn til arbejdstider, men især med hensyn til arbejdstempoet, da det indimellem kræver en intens indsats
  • evner at sætte dig ind i kontrakter med kunden og underleverandører for at få en grundlæggende forståelse for de indgåede vilkår, som du får brug for at kende til i din løsning af kundens henvendelse
  • er erfaren it-bruger og har god systemforståelse, så du gennem oplæring nemt kan sætte dig ind i vores primære systemer
  • har en ren straffeattest og har bestået kurset ”Grundlæggende Vagt” eller er indstillet på at gennemføre kurset.

?
Er det noget for dig?
Du er velkommen til at kontakte teamleder Claus H. Hansen på 6112 3538 i hverdage fra kl. 9.00-15.00 for at få yderligere oplysninger.

Klik på "Send ansøgning" for at sende din ansøgning.

Vi behandler ansøgningerne løbende, men skal have din ansøgning senest tirsdag den 27. april 2021.
 


Aarsleff Rail A/S er et førende dansk jernbaneentreprenørselskab. Vi har kompetencer inden for alle banetekniske discipliner og har gjort det til vores speciale at udtænke, planlægge og udføre alle former for infrastrukturprojekter på og omkring det danske jernbanenet. Vi har konstant fokus på effektive og innovative løsninger, og vores standarder for projektledelse og professionelt samarbejde er høje. Det gælder både før, under og efter projekterne, og vi stræber altid efter at levere den bedste løsning til vores kunder. Vi beskæftiger ca. 400 medarbejdere og indgår i den internationalt positionerede Aarsleff-koncern. Læs mere om os på www.aarsleffrail.com

Hovedkontor: Hasselager Alle 5, DK-8260 Viby J · Kontor Øst: Industriholmen 2, DK-2650 Hvidovre


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.