Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Erhvervsstyrelsen søger medarbejdere til at fremme IT-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse i dansk erhvervsliv

Dansk erhvervsliv står over for en voksende trussel fra hackere og andre cyberkriminelle. Tyveri og læk af forretningskritiske data og persondata udfordrer i stigende grad virksomheder og kan koste virksomheder, deres samarbejdspartnere og kunder dyrt. Samtidig bliver ansvarlig dataanvendelse i stigende grad et konkurrenceparameter for danske virksomheder. IT-sikkerhed og ansvarlig datahåndtering og derigennem tillid til de digitale løsninger er helt afgørende, hvis dansk erhvervsliv skal høste gevinsterne ved digitalisering og ny teknologi.     
 
Har du lyst til at være med til at præge denne dagsorden og bidrage til at styrke danske virksomheders IT-sikkerhed og ansvarlige datahåndtering? Motiveres du af at arbejde i spændingsfeltet mellem politikudvikling, regulering og virksomhedernes anvendelse af ny teknologi og digitalisering? Har du stærke analytiske og formidlingsmæssige kompetencer, og evner du at skabe resultater i tæt samarbejde med virksomheder, interesseorganisationer og offentlige samarbejdspartnere? Så er du måske én af Erhvervsstyrelsens nye medarbejdere til arbejdet med IT-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse i dansk erhvervsliv. 
 
Om stillingerne 
Som vores nye medarbejder vil du være med til at formulere og eksekvere regeringens politik inden for digital vækst, IT-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse – ofte i tæt samarbejde med vores departement og vores tætte samarbejdspartnere i dansk erhvervsliv.  
 
Afhængig af profil og kompetencer kan du blive involveret i opgaver såsom: 

  • Ansvarlig dataanvendelse og dataetik i dansk erhvervsliv, herunder hvordan virksomhederne kan bruge ansvarlig datahåndtering som et konkurrenceparameter. 
  • Dialog med virksomheder og erhvervsorganisationer, herunder sekretariatsbetjening af Virksomhedsrådet for IT-sikkerhed. 
  • Udvikling og løbende opdatering af virksomhedsrettet information og vejledning, herunder online-værktøjer såsom Privacy-kompasset og Sikkerhedstjekket.dk, som giver virksomhederne nem adgang til viden og vejledning om bl.a. databeskyttelsesreglerne, IT-sikkerhed og datahåndtering. 
  • Ministerbetjening samt udvikling og eksekvering af politiske initiativer, herunder i regi af regeringens nye strategi for Danmarks digitale vækst, den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi 2016-2020 og den kommende nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed. 
 
Om dig 
Vi lægger vægt på, at du:  
  • har en samfundsvidenskabelig videregående uddannelse, fx cand.scient.pol., cand. jur., cand.polit., cand.it. eller lignende. 
  • har interesse og viden om dansk erhvervslivs vækstvilkår, ny teknologi og digitalisering samt politiske processer. 
  • er nysgerrig på at forstå de udfordringer, som det øgede cybertrusselsbillede, dataanvendelse, kunstig intelligens m.v. skaber for danske virksomheder. Og nej, sort hættetrøje og en stor forkærlighed for koder og computere er ikke nogen forudsætning for at søge stillingerne. 
  • har analytisk og kritisk sans samt stærke formidlingsmæssige evner både skriftligt og mundtligt. 
  • er engageret, dynamisk og proaktiv i din opgavevaretagelse og med stærke samarbejdsevner. 
 
Vi søger særligt medarbejdere med erfaring. Hvis du er nyuddannet, vil det være en fordel, hvis du har relevant studieerfaring samt interesse for digitalisering og ny teknologi. Som mere erfaren vægter vi især erfaring med ledelse af projekter med mange interessenter og samarbejdspartnere. Det er desuden en fordel, hvis du fx har erfaring med offentlig-privat samarbejde eller projekter i krydsfeltet mellem digitalisering i den offentlige og private sektor.  
 
Om os 
Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og har omkring 500 medarbejdere. Medarbejderne er fordelt på tre forskellige afdelinger rundt om i landet. De opslåede stillinger er placeret i København. 
 
Vi søger medarbejdere til områderne Data og Digital Vækst samt Tele og Privacy. De to områder har et tæt samarbejde om arbejdet med IT-sikkerhed og ansvarlig datahåndtering i dansk erhvervsliv. De består hver især af ca. 20 ACere med samfundsvidenskabelige uddannelser (statskundskab, økonomi, jura, antropologi mv.). Du får engagerede kolleger, som lægger vægt på vidensdeling, samarbejde og på at levere resultater med høj kvalitet. Vi har tæt kontakt til private virksomheder, brancheorganisationer og andre offentlige myndigheder. Vi har et åbent og positivt miljø og en uformel omgangstone. 
 
Virksomhederne skaber vækst og de arbejdspladser, der er fundamentet for vores velfærd i fremtiden. I Erhvervsstyrelsen gør vi det nemmere og mere attraktivt at starte og drive virksomhed i Danmark. Vi bidrager til at skabe Europas bedste vækstvilkår gennem effektiv regulering, gode digitale løsninger, god adgang til erhvervsdata, moderne kommunikationsteknologier og internationalt samarbejde. Målet er højere vækst - gennem mindre bøvl, effektiv kontrol og bedre service. 
 
Vi kan tilbyde et varieret og udfordrende job med høj faglighed og mulighed for at arbejde selvstændigt i et stærkt fagligt miljø med gode kolleger. Vi bor i Dahlerups Pakhus ved Langelinie med udsigt over havnen. Vi har en uformel omgangstone, rig mulighed for at deltage i mange sociale aktiviteter og møde kolleger på kryds og tværs. 
 
Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på http://www.erhvervsstyrelsen.dk.  
 
Om ansættelsen 
Ansættelsen sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet med mulighed for forhandling af tillæg. Ansættelse vil som udgangspunkt være som fuldmægtig, men for den rette kandidat kan indplacering som specialkonsulent være en mulighed. Der er tale om faste fuldtidsstillinger med tiltrædelse hurtigst muligt. 
 
Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte kontorchef for Data og Digital Vækst Niels May Vibholt på tlf. +45 20 75 78 21 eller kontorchef for Tele og Privacy Helle Bøjen Larsen på tlf. +45 35 29 12 40. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-rekrutteringspartner Helle Mørk Guldborg på tlf. +45 91 33 70 37. 
 
Interesseret? 
Lyder det som noget for dig? Så klik på ”Søg stilling” knappen nederst i annoncen eller via ansøgningsmodulet på http://www.erhvervsstyrelsen.dk/jobs.  Din ansøgning med CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest torsdag den 22. februar 2018 kl. 12.  
 
Samtaler forventes afholdt i uge 9. 
 
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund, til at søge. 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her