Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Faglig koordinator til indkøbsfunktion

Vil du være faglig koordinator i det centrale indkøbsområde hos Danmarks største bygherre?

Du bliver faglig koordinator i sektionen, Operationelt Indkøb, der er en del af Banedanmarks centrale indkøbsområde. Sektionen favner meget bredt over mange faglige arbejdsområder. Vi er bl.a. ansvarlige for indgåelse af aftaler under EU´s tærskelværdier, vi er kontraktholder og forestår leverandørstyring, vi varetager indkøbsplanlægning og vi rådgiver, koordinerer og foretager indkøb af banetekniske og administrative varer og ydelser.

Sektionen er i gang med en større forandringsproces, hvor vi blandt andet sætter fokus på optimering og ensretning af arbejdsgange, indgåelse af et større antal aftaler, indkøbsplanlægning og leverandørstyring. Vi er samtidig i gang med en omorganisering af sektionen. Du vil blive en af de drivende kræfter i denne forandringsproces.

I sektionen vil du opleve en fri omgangstone, hvor vi har en sund respekt for hinanden. Vi lægger vægt på videndeling og sparrer derfor gerne med hinanden, så vi sikrer en høj professionel håndtering af vores arbejde. Du vil samtidig møde et godt arbejdsmiljø, hvor der er plads til grin og god humor.



Fokus på forandring

Som en af to faglige koordinatorer i den del af sektionen, der indkøber banetekniske varer og ydelser - Baneteknisk Indkøb - får du til opgave at være en af de drivende kræfter for at komme i mål med forandringsprocessen.

Vi er i gang med at implementere en ny organisering af Baneteknisk Indkøb.

Den nye organisering er bl.a. baseret på et ønske om øget vidensdeling og mere fleksibel fordeling af opgaver med henblik på at opnå bedre anvendelse af ressourcer og færre ”flaskehalse”. Indkøberne får fremadrettet i højere grad et fælles ansvar for at nå i mål med indkøbergruppens opgaver og får samtidig øget medbestemmelse og medansvar for fordeling af opgaver i dagligdagen.

Herudover sætter vi i forandringsprocessen fokus på en række faglige områder, der indebærer kompetenceudvikling af indkøberne.

Banedanmark er underlagt reglerne i Forsyningsvirksomhedsdirektivet. I vores sektion indgår vi primært aftaler under direktivets tærskelværdier – dvs. aftaler om varer og tjenesteydelser op til ca. 3,3 mio. kr. Vi har et ambitiøst mål om at indgå et større antal aftaler, som skal danne baggrund for vores indkøb. Vi har derfor iværksat et uddannelsesforløb af sektionens indkøbere med henblik på, at indkøberne kan indgå et større antal aftaler indenfor lovgivningens rammer og Banedanmarks retningslinjer i de kommende år.

Vi har desuden iværksat et forløb, der skal optimere indkøbsplanlægningen af bygherreleverancer. Rettidigt kendskab til organisationens behov er en forudsætning for, at sektionen kan indgå aftaler og indkøbe det rette antal komponenter til rette tid. Vi skal derfor udarbejde en arbejdsgangsbeskrivelse med den fornødne IT-understøttelse.

Sektionen arbejder sideløbende på ensretning og optimering af en række af de eksisterende arbejdsprocesser, herunder en optimeret proces for leverandørstyring.

Som faglig koordinator får du desuden ansvaret for at rådgive og følge op på indkøbernes indkøbsopgaver samt varetage en række faste og ad hoc opgaver.



Engageret faglig koordinator med fokus på konstruktiv sparring og problemløsning

Vi forestiller os, at du har erfaring fra en stilling som faglig koordinator eller lignende, samt at du har erfaring med og interesse for at gennemføre forandringsprocesser.

Vi forestiller os endvidere, at du har et indgående kendskab til indkøb - gerne i SAP.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med indkøbsplanlægning, indgåelse af aftaler i henhold til de regler, som staten er underlagt, leverandørstyring og/eller optimering af arbejdsgange.

Det er herudover en fordel, hvis du har erfaring med SAP, BI rapporter og med at arbejde indenfor offentlig virksomhed.

Du arbejder som faglig koordinator struktureret og målrettet på at identificere faglige problemstillinger. Du sætter en ære i at finde solide faglige løsninger, der er baseret på en forudgående positiv og konstruktiv dialog med indkøbere og ledelsen i Indkøb samt Indkøbs øvrige samarbejdsparter.

Opgaven som faglig koordinator indebærer en bred kontaktflade på tværs af hele Banedanmark. Det er derfor vigtigt, at du trives med at arbejde på tværs af en stor organisation og agere i en udadvendt rolle. Du er i den forbindelse god til at holde styr på dine interessenter og samarbejdspartnere og få dem til at spille sammen.

Som person er du engageret, nysgerrig, iderig, serviceminded og empatisk. Du har en god situationsfornemmelse og evner at tilpasse din kommunikation og adfærd alt efter, hvem du samarbejder med. Der er givet nogle rammer for det arbejde, du skal i gang med, men du får mulighed for at påvirke rammerne både på overordnet og mere detaljeret niveau.



Løn og ansættelsesforhold

Hvis du er akademiker ansættes du efter AC-overenskomsten, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.

Ellers er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark. Afhængig af kvalifikationer og erfaring udgør basislønnen for Hovedstad mellem kr. 312.246,00 kr. årligt og 26.020,50 månedligt (løngruppe 2, sats 2) og kr. 345.563,00 årligt og kr. 28.796,92 månedligt (løngruppe 3, sats 2). Hertil kommer pension. Der er mulighed for at forhandle tillæg.



Ansøgning og kontakt

Vil du vide mere om stillingen, så kontakt sektionschef for Operationelt Indkøb, Maria Mose Hansen. Send os din ansøgning og CV hurtigst muligt. For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stillingen” og følger instruktionerne.




Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.