Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Fagligt stærke medarbejdere til skatte- og momskontrol - Grenaa/Randers i den kommende Skattestyrelse

Vil du bidrage med dine kompetencer inden for sagsbehandling og kontrol, hvor du med stor faglighed, stort engagement og professionalisme, kan løse opgaver inden for skatte- og momsområdet? Har du en baggrund inden for disse områder, og trives du med en spændende hverdag, så håber vi at høre fra dig.

Selvstændigt ansvarsområde med fokus på sagsbehandling
I afdelingen Mindre Erhvervsvirksomheder arbejder vi med kontrol af små virksomheder og træffer primært afgørelser på skatte- og momsområdet. Vi arbejder også med registrering, vejledning, angivelse, opgørelse, opkrævning/udbetaling samt proces-, data- og efterkontrol hos erhvervsvirksomheder.

Du kommer i det daglige til at arbejde selvstændigt med kontrol i de enkelte sager, men vil samtidig, sammen med dine kolleger, have ansvaret for at de samlede opgaver i enheden løses. Du får derfor et arbejde, der varierer mellem stor selvstændighed og faglig sparring og samarbejde med dine kolleger. Både i enheden, men også bredt i organisationen.

Arbejdsformen er afvekslende med kontrol både på kontoret og, hvor det er muligt, besøg hos virksomhederne.

Dine primære opgaver vil være:

  • Indhentning af regnskabsdata og analyse
  • Udvælgelse af kontrolemner efter risikovurdering og væsentlighed
  • Revision og kontrol af udvalgte virksomheder og personer ved at rekvirere relevant materiale fra virksomheder og personer med efterfølgende dialog

Praktisk erfaring og lyst til at lære
Vi forventer, at du er i gang med eller har afsluttet en relevant uddannelse på enten diplom-, bachelor- eller kandidatniveau, eller at du har relevant erhvervserfaring, som gør dig i stand til at udføre opgaverne med høj kvalitet. Det er en fordel, hvis du har praktisk erfaring med kontrol/revision og sagsbehandling inden for skatte- og momsområdet. Derudover er du en erfaren bruger af Excel.

Du skal være i stand til hurtigt at kunne sætte dig ind i relevante regler, så du kan løse sager med juridiske problemstillinger på et højt fagligt niveau samt bevare overblikket selv om informationsmængden er kompleks og omfattende.

Du er god til at kommunikere med din målgruppe både skriftligt og mundtligt, så du hurtigt og effektivt får behandlet sagerne og efterlader et professionelt indtryk af Skatteforvaltningen. Det er afgørende, at du har interesse for området og har lyst til at tilegne dig ny viden ved sidemandsoplæring og/eller via efteruddannelse. Samtidig deler du gerne ud af din viden og erfaring.

Du bidrager og trives i et miljø, hvor du selvstændigt træffer beslutninger på et gennemarbejdet grundlag. Med din positive indstilling skal du være med til at gøre en forskel og sikre, at vi kommer i mål med enhedens opgaver og altid har borgere og virksomheder i fokus

Om Erhverv
Mindre Erhvervsvirksomheder er organisatorisk en del af Erhverv, som hører under Skatteområdet i SKAT. Erhverv er et forretningsområde med ca. 700 medarbejdere, og som pr. 1.7.2018 er en del af Skattestyrelsen. Vi arbejder med sagsbehandling og kontrol i en projektorganisering, som dækker hele landet. Arbejdet sker ved hjælp af analyser, udvikling af metoder og forskellige former for kontrol.

I Erhverv vil du indgå i et stærk faglig område med gode kollegaer, der har en humoristisk og uhøjtidelig omgangstone. Dagligdagen er præget af frihed under ansvar, og din hverdag vil være afvekslende og til tider med korte deadlines og med mange berøringsflader i og uden for Skatteforvaltningen.

Vi tilbyder dig derudover en fleksibel hverdag, hvor du har stor mulighed for selv at planlægge dine opgaver og din arbejdsdag.

Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning, CV samt dokumentation for uddannelse og kompetencer via linket 'Søg stillingen' senest 30. april 2018. Samtaler finder sted i uge 19-20, og stillingerne ønskes besat snarest muligt.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Per Jørgensen på 72 38 85 95.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Der vil blive indhentet straffeattest i forbindelse med ansættelse.

Arbejdsstedet er Bredstrupvej 40, 8500 Grenaa, men du vil sammen med hele enheden flytte til Randers i 1. kvartal 2019. Adressen bliver Toldbodgade 3, 8900 Randers

Om Skattestyrelsen
Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.

Skattestyrelsens kerneopgave bliver at sikre nem og korrekt skattebetaling for borgere og virksomheder. Styrelsen forventes bemandet med ca. 3.300-3.500 medarbejdere og får kontorer i hele landet, herunder i København, Ribe, Høje Taastrup og Århus. Læs mere om Skattestyrelsen på http://www.fra1til7.dk

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her